19hul.dkGodt nytår 2019 – et tilbageblik på golfåret der gik

Godt nytår 2019 – et tilbageblik på golfåret der gik

I denne artikel gør vi status på året der gik, og ser lidt frem til 2020.

2019 var som sådan lidt skuffende for de bedste danske herrer, mens Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen imponerede på LPGA, uden dog at vinde en turnering.

En række af de professionelle danske spillere er utvivlsomt meget tilfredse med året der gik, da de har spillet bedre end nogensinde før, men overordnet set fra toppen, så kan vi ikke komme udenom, at det har været lidt skuffende, selvom der ved nytår er to danske herrer og to damer i top-100 på verdensranglisten.

De bedste herrer skuffede lidt, men Rasmus Højgaard vandt til sidst

For første gang siden 2004 var der ingen danske sejre i Europa Tour sæsonen (2019), men der kom en sejr mod slutningen af året, da 18-årige Rasmus Højgaard vandt AfrAsia Bank Mauritius Open, hvilket var den 37. danske Europa Tour sejr. Han kvalificerede sig til Europa Touren via Tourskolen, som i suveræn stil blev vundet af Benjamin Poke, og er én af de yngste vindere nogensinde på Europa Touren.

Rasmus Højgaard efter sejren i AfrAsia Bank Mauritius Open 2019 – Foto: golfsupport.nl

For et år siden var både Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen begge i top-50 på verdensranglisten, men i år er Lucas bedste dansker på en 81. plads. Thorbjørn – der ikke har spillet siden august, da er suspenderet af Europa Touren og skal for retten til maj – er nr. 92. Den sag vender vi tilbage til senere.

Der var flere højdepunkter for de bedste herrer, men de var spredt over flere spillere som enkelte gode øjeblikke.

Da Lucas Bjerregaard vandt over bl.a. Justin Thomas, Henrik Stenson og ikke mindst Tiger Woods og blev nr. 4 i hulspilsturneringen WGC – Dell Technologies Match Play var der håb om et ekstraordinært godt år for ham. Det endte dog med at blive hans eneste top-10 placering i 2019, men med bl.a. en 21. plads i Masters og 16. pladser i US PGA Championship og The Open sikrede Lucas Bjerregaard sig et PGA Tour kort for 2020 sæsonen. Det samme gjorde Sebastian Cappelen via Korn Ferry Tour, hvor sejren i Rex Hospital Open grundlagde en placering i top-25 på sæsonens rangliste.

Joachim B Hansen blev nr. 2 i Open de France, og efter en flot afslutning på sæsonen, sluttede han som nr. 49 og bedste dansker på Race to Dubai ranglisten. Han var eneste dansker i Europa Tourens sæsonfinale, hvor der for første gang siden 1998 kun var én dansker i feltet.

Joachim B Hansen – Foto: golfsupport.nl

Søren Kjeldsen indledte året med en 5. plads i Abu Dhabi, men det var så også hans eneste top-10 i et skuffende år. 44-årige Kjeldsen runder en stor milepæl i 2020, da den første turnering han spiller vil være hans turnering nr. 600 på Europa Touren. En milepæl som ganske få har rundet.

48-årige Thomas Bjørn opnåede også en enkelt top-10 placering (den første siden 2014) med en 8. plads i Andalucia Masters, men afsluttede året med ni missede cuts i træk.

Det skal også bemærkes, at Niklas Nørgaard Møller vandt GolfBox Nordic League ranglisten, så han har kvalificeret sig til Challenge Touren sammen med Nicolai B Kristensen, der blev nr. 5 på ranglisten.

Fremtiden ser lys ud for Højgaard tvillingerne

De nu 18-årige tvillinger Nicolai og Rasmus Højgaard blev professionelle ved årsskiftet. I en meget ung alder på blot 17 år, men de modbeviste de fleste skeptikere ved at have et godt år.

De startede året uden en kategori, men via Team Made in Denmark fik Rasmus Højgaard succes på Challenge Touren, hvor han var bedste dansker med en 21. plads på ranglisten. Siden fik han som nævnt Europa Tour kortet via Tourskolen, og har allerede vundet på Europa Touren.

Nicolai Højgaard havde enkelte gode resultater i 2018, hvor 2. pladsen i KLM Open var det absolutte højdepunkt, som sikrede ham en fuld Challenge Tour kategori i 2020, ligesom han vil få adgang til enkelte Europa Tour turneringer. Han vandt også den ikke-tællende Great Northern Challenge.

Nicolai Højgaard med sin caddie under KLM Open 2019 – Foto: golfsupport.nl

De er stadig unge og spændende at følge, men skal også have tid til at udvikle sig. De har store forhåbninger og forventninger til deres karrierer, som da også ser lys ud, men om det er kommende verdensstjerner og Ryder Cup spillere må tiden vise.

Nanna og Nicole imponerede på LPGA

Det blev ikke til den første danske sejr på LPGA, men både Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen var tæt på.

Begge danskere blev nr. 2 i en LPGA turnering – henholdsvis Indy Women in Tech Championship og CP Women’s Open – og kvalificerede sig til LPGA sæsonfinalen for top-60 på ranglisten, og Nanna blev også nr. 2 i Andalucia Costa del Sol Open de Espana på LET.

Esther Henseleit blev både Årets rookie og vandt Order of Merit på LET, mens Jin Young Ko blev Årets spiller på LPGA, hvor Jeongeun Lee6 blev Årets rookie.

Nanna Koerstz Madsen – Foto: golfsupport.nl

Efter nogle år med store udfordringer, ser LET ud til at gå en lysere fremtid i møde, da LPGA overtager halvdelen af LET, som de vil være med til at udvikle. Drøftelserne om samarbejdet tog for alvor fart efter drøftelser under et dramatisk Solheim Cup, som Europa vandt for første gang siden 2013.

Flere klubber i store problemer

Desværre var 2019 igen et svært år for mange danske golfklubber, der kæmper med svigtende medlemstal og faldende indtægter, så der skal arbejdes hårdt og tænkes kreativt for at få budgetterne til at hænge sammen. Herfra skal igen lyde en stor ros og anerkendelse til de mange ansatte og frivillige kræfter i golfklubberne.

Fremtiden er i særdeles uvis for to privatejede baner, da Skjoldenæsholm Golfklub er på vej mod en konkurs, så ejerne står tilbage med to baner uden medlemmer. Brundtland Golfcenter har også opsagt alle ansatte og lukket banen ned, så hvad der kommer til at ske der, er også uvist.

Skjoldenæsholm Golf Center – Foto: PR

For tredje år i træk er vi blevet færre golfspillere i Danmark, så golfsporten som helhed, klubberne og DGU med den nye formand Lars Broch Christensen i spidsen står overfor en stor udfordring. Det er desværre ikke en nyhed, da det har stået på i en årrække.

Tiger Woods fortsatte sit forrygende comeback

Efter endnu en skadespause gjorde Tiger Woods, der fyldte 44 år den 30. december, comeback i 2018, hvor han vandt han PGA Tour sæsonfinalen Tour Championship.

Tiger fortsatte i 2019 med sin 15. major sejr i Masters, og efter sin femte (!) operation i venstre knæ vandt han ZOZO Championship i oktober.

Tiger Woods – Foto: golfsupport.nl

Sidstnævnte var Tigers PGA Tour sejr nr. 82 i karrieren, og dermed har han tangeret Sam Sneads rekord som den mest vindende.

Koepka, Woodland, Lowry, McIlroy og Rahm

I 2019 blev der rykket rundt på de fire majors, så de blev spillet fra april til juli. Tiger Woods vandt som nævnt Masters, Brooks Koepka vandt US PGA Championship, Gary Woodland vandt US Open, mens Shane Lowry vandt The Open.

For andet år i træk er Brooks Koepka nr. 1 på verdensranglisten ved nytår, men det er Rory McIlroy, som har optjent flest point i året der gik.

McIlroy, der vandt FedExCup’en med en bonus på 100 mio. kr. blev årets spiller på PGA Tour, er i øvrigt den hidtil yngste med 500 uger i top-10 på verdensranglisten. Han skuffede lidt i majors, men har haft et meget godt år.

Rory McIlroy efter sejren i Players Championship 2019 – Foto: golfsupport.nl

På Europa Touren blev blev Race to Dubai ranglisten vundet af Jon Rahm, som også blev Årets spiller. Robert MacIntyre blev Årets rookie.

EM guld for både landshold og klubhold

For de danske amatører kan 2019 ikke helt måle sig med 2018, som var ekstraordinært godt. Men der var imponerende resultater undervejs, som da det danske pigelandshold vandt en historisk dansk guldmedalje ved EM for hold, hvilket gav dem Den Gyldne Golfbold 2019.

De talentfulde amatør-damer fra Smørum Golfklub vandt EM for klubhold for anden gang.

Smørum Golfklub med Marie-Louise Tommerup, Natacha Høst Husted og Louise Markvardsen samt træner Bue Jacobsen efter sejren ved EM for klubhold 2019 – Foto: EGA
Made in Denmark

Den danske Europa Tour turnering, Made in Denmark presented by FREJA, skal i 2020 igen spilles på Himmerland Golf & Spa Resort, hvor det er fra den 21. – 24. maj, hvilket er under Kristi Himmelfart. Det bliver desværre uden Lars Larsen, der om nogen har sikret en dansk Europa Tour turnering, da han døde i august.

2019-udgaven blev vundet af Bernd Wiesberger, og vi må håbe på bedre vejr i 2020. Det var som tidligere en folkefest i Himmerland, men det var også vådt, koldt og blæsende, hvilket formentlig afholdt en del tilskuere fra at komme.

De største danske profiler i Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen missede cuttet, mens Thomas Bjørn ikke deltog. Thomas Bjørn var skadet, men fortjener stor ros for, at han alligevel tog til Himmerland og bakkede op om turneringen.

Bernd Wiesberger efter sejren i Made in Denmark presented by FREJA 2019 – Foto: Peter Damgaard / 19hul.dk

Der var flere end 65.000 tilskuere i 2019, hvilket er flot, men samtidig også det laveste af de seks udgaver af Made in Denmark. Lad os mødes i Himmerland igen i 2020…

Frederikshavn Golf Klub bliver vært for Challenge Tour turneringen Made in Denmark Challenge presented by FREJA, som spilles fra den 12. – 15. august.

En æra sluttede for Phil Mickelson

Alle må erkende, at man med tiden og alderen glider væk fra verdenstoppen. I 2019 røg nu 49-årige Phil Mickelson ud af top-50 på verdensranglisten for første gang i 26 år! En imponerende bedrift af én af golfsportens største.

Mickelson var heller ikke på holdet da USA vandt Presidents Cup 2019, så for første gang siden 1994 var han ikke på et amerikansk Ryder Cup eller Presidents Cup hold.

Karrieren er dog langt fra slut for Mickelson, der er nr. 70 på verdensranglisten ved nytår, og han vandt AT&T Pebble Beach Pro-Am på PGA Tour i 2019.

Phil Mickelson – Foto: golfsupport.nl

Nu vi er ved imponerende rekorder, så opnåede nu 50-årige Ernie Els sin 300. top-10 placering i turneringer der har været tællende til verdensranglisten, hvilket er flere end nogen anden har præsteret.

Thorbjørns skandale

Man kan ikke se tilbage på golfåret 2019 uden at komme ind på Thorbjørn Olesens verserende sag i England. Her er han er tiltalt for seksuelt overgreb, fuldskab og vold, men har erklæret sig ikke-skyldig og det skal så afgøres ved at retssag, som begynder i maj 2020.

Thorbjørn Olesen – Foto: golfsupport.nl

Vi kender ikke alle sagens detaljer, og nu skal sagen prøves ved domstolen, hvor han kan blive frikendt, så man skal passe på ikke at dømme ham i en folkedomstol. Men at han hverken selv eller via sine rådgivere har kommenteret sagen er ganske ejendommeligt. Siden august har han været suspenderet af Europa Touren, og hvornår han kan gøre comeback er endnu uvist.

Flere end 5 daglige artikler på 19hul.dk

19hul.dk blev lanceret i januar 2016, så vi har snart været igang i snart fire år med flere end 7.400 artikler – det svarer til mere end 5 artikler pr. dag!

Vi er taknemmelige over de mange daglige læsere på 19hul.dk, men må desværre også fortsat erkende, at der er plads til flere. Som et reklamefinansieret medie havde vi troet og håbet på flere besøgende, men der er fortsat en positiv udvikling, omend det går langsommere end forventet.

Vi er mange danske golfmedier, som giver dig nyheder fra ind- og udland. Vi kæmper alle om din tid, men på mange måder supplerer vi også hinanden. På 19hul.dk er vi taknemmelige over, at du også bruger os som kilde til golfnyheder, og vi er selv ganske stolte over “produktet”.

Danmarks ældste golfhjemmeside – Golfonline.dk – lukkede i sommer, og linker til 19hul.dk. Det er dog desværre ikke blevet fuldt integreret endnu, og der har været lidt tekniske udfordringer, så der ikke altid linkes videre, men det har været med at øge kendskabet til 19hul.dk.

Vi takker for de mange mails, vi har fået i løbet af året med konstruktiv feedback og tips til artikler. Det sætter vi pris på, og alle henvendelser er velkomne.

En status over sit eget golfspil

Ved årsskiftet er det også tid at gøre status over sit eget golfspil. Har det været et resultatmæssigt godt år, og hvad kan måske gøres bedre i det nye år.

Uanset om dit hcp. er gået op eller ned i året der gik, så håber vi, du har haft mange gode golfoplevelser – og at mange flere følger i 2020. Tag gerne familie, venner og bekendte med, så vi kan blive flere golfspillere.

Vi håber naturligvis også, at du har haft et godt år udenfor golfbanen, men både livet og golfspillet byder på glæder og sorger.

Godt nyt (golf)år!

Champagnen er klar – Foto: golfsupport.nl

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Dansk trio i par-turnering på PGA Tour

Nicolai og Rasmus Højgaard spiller sammen og Thorbjørn Olesen med Matt Wallace i PGA Tour holdturneringen Zurich Classic of New Orleans. Selvom der spilles...

Herrer: Penge- og pointranglister, 22. april 2024

Scottie Scheffler vandt RBC Heritage, og verdensetteren har nu vundet 4 af sine seneste 5 turneringer! Det var en Signature Event med en præmiesum...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk