Søren Kjeldsen er meget tæt på at runde en stor milepæl på 600 Europa Tour turneringer, da denne uges AfrAsia Bank Mauritius Open er hans turnering nr. 599.

Kjeldsen står ikke på deltagerlisten i Australian PGA Championship om to uger, så hans første turnering i 2020 vil være turnering nr. 600.

Under Made in Denmark 2015 blev Søren Kjeldsen hyldet for sin turnering nr. 500 på Europa Touren. Reelt var US PGA Championship hans turnering nr. 500, mens Made in Denmark 2015 var nr. 501.

Søren Kjeldsen blev hyldet for 500 Europa Tour turneringer på 16. green under Made in Denmark 2015 – Foto: golfsupport.nl

44-årige Søren Kjeldsen har vundet fire gange på Europa Touren med sejre i Diageo Championship at Gleneagles 2003, Volvo Masters 2008, Open de Andalucia og Dubai Duty Free Irish Open 2015.

Sammen med Thorbjørn Olesen vandt han ISPS HANDA World Cup of Golf 2016, hvilket dog ikke tæller som en officiel sejr.

Thomas Bjørn har spillet 545 turneringer

48-årige Thomas Bjørn med 545 Europa Tour turneringer er eneste anden dansker som har spillet flere end 500. Han spillede nr. 500 i Made in Denmark 2017, hvilket også blev fejret i Himmerland.

De seneste år har en del nået turnering nummer 500 på Europa Touren, men kun ganske få når at runde 600 turneringer i karrieren, og indtil videre er det samlede antal under 15 spillere.

Sam Torrance har rekorden

Nu 66-årige Sam Torrance har Europa Tour rekorden på 706 turneringer i karrieren. En rekord der formentlig vil blive slået af 55-årige Miguel Angel Jiménez, da han er oppe på 703 turneringer.

Jiménez spiller primært på PGA Tour Champions, men har spillet syv Europa Tour turneringer i 2019 sæsonen, og skulle også have deltaget i den aflyste Hong Kong Open.

Enkelte fejl på Europa Tourens hjemmeside

Efter Europa Touren har fået ny hjemmeside kan man desværre ikke pt. helt stole på det antal turneringer, en given spiller er angivet til at have spillet. 19hul.dk har gjort Europa Touren opmærksom på flere fejl, som de arbejder på at rette.

Antallet der ses på en spillers profilside er således ikke nødvendigvis korrekt, men Europa Touren har bekræftet overfor 19hul.dk, at Søren Kjeldsen spiller nr. 599 i denne uge.

Søren Kjeldsen blev hyldet for 500 Europa Tour turneringer på 16. green under Made in Denmark 2015 – Foto: golfsupport.nl

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.