19hul.dkGodt nytår 2018 – et tilbageblik på golfåret der gik

Godt nytår 2018 – et tilbageblik på golfåret der gik

I denne artikel gør vi status på året der gik og ser lidt frem til 2019.

2018 har været et resultatmæssigt godt år for dansk golf, men for en del danske golfklubber har det været en prøvelse med svigtende medlemstal og faldende indtægter, så der skal arbejdes hårdt og tænkes kreativt for at få budgetterne til at hænge sammen. Herfra skal lyde en stor ros og anerkendelse til de mange ansatte og frivillige kræfter i golfklubberne.

En skuffende start blev vendt til et godt år

Overordnet fik de danske professionelle Europa Tour spillere en skuffende start på året. For et år siden var Thorbjørn Olesen bedste dansker som nr. 78 på verdensranglisten – det var første gang siden 2010, at der ikke var en dansker i top-50 ved nytår.

For første gang siden 2003 var der ingen danskere i Masters, og fra april var der ingen danskere i top-100 på herrernes verdensrangliste for første gang siden 1997! Gennem årene er det primært Thomas Bjørn, som har været i top-100, hvilket han har været gennem mere end 15 år.

Thorbjørn Olesen efter sejren i Italian Open 2018 – Foto: golfsupport.nl

Det blev dog vendt til et godt år, for efter ni uger uden en dansker i top-100 vandt Thorbjørn Olesen vandt Italian Open i juni og rykkede tilbage i top-100. Siden kvalificerede Thorbjørn sig til Ryder Cup, mens Lucas Bjerregaard vandt Alfred Dunhill Links Championship i oktober.

Thorbjørn slutter året som nr. 43 på verdensranglisten og Lucas som nr. 45, så de er begge kvalificeret til Masters 2019 og i øvrigt også til The Open 2019. De er også allerede kvalificeret til to af de fire WGC turneringer i 2019.

Tre spillere på LPGA

De bedste danske damer fokuserede på LPGA i USA, hvor det lykkedes for Nicole Broch Larsen at beholde et fuldt kort i 2019, hvor hun får selskab af Nanna Koerstz Madsen, der forbedrede sin kategori via Q-Series, som svarer til en Tourskole. Det glippede for Emily Kristine Pedersen, der kun i begrænset omfang kan spille på LPGA i 2019.

Ladies European Tour gennemgår en svær tid uden så mange turneringer, men lad os håbe det lykkedes at få den europæiske tour igang igen. Turneringskalenderen for 2019 er endnu ikke offentliggjort.

Joachim B Hansen vandt Challenge Tour ranglisten

På Challenge Touren var Joachim B Hansen det helt store lyspunkt med sejre i Turkish Airlines Challenge og Made in Denmark Challenge presented by Ejner Hessel. Han vandt Challenge Tour ranglisten, Road to Ras Al Khaimah, som den anden dansker nogensinde. Thomas Bjørn vandt ranglisten i 1995.

Joachim B. Hansen får overrakt trofæet af Lars Larsen efter sejren i Made in Denmark Challenge by Ejner Hessel 2018 – Foto: Peter Damgaard / 19hul.dk
Thomas Bjørn blev vindende Europa Tour kaptajn

De seneste år har Thomas Bjørn brugt megen tid på rollen som Ryder Cup 2018 kaptajn, hvilket utvivlsomt har haft indvirkning på hans egen karriere.

Thomas Bjørn var en forrygende kaptajn, som fik fortjent ros fra alle sider, for sejren på 17½ – 10½ over USA. Noget han bærer som et evigt minde, da han har fået lavet en tatovering med vinderscoren! Bjørn fik nogen kritik for at sit valg af wildcards, men de leverede, hvilket understreger Bjørns evne til at tage modige og kloge beslutninger. Se alle vores mange artikler fra og om Ryder Cup her, og se eller gense den motivations-video Bjørn viste til sine spillere inden Ryder Cup.

Europa Touren har i øvrigt lavet en ny legende-kategori, så profiler som Thomas Bjørn får en bedre kategori, der giver adgang til de fleste Europa Tour turneringer. Selvom Thomas Bjørn har haft nogle resultatmæssigt skuffende år, kan han mindst spille på Europa Touren til og med 2021.

Kaptajnen Thomas Bjørn efter sejren i Ryder Cup 2018 – Foto: golfsupport.nl
Dansk Europamester, sejr ved VM for hold og Årets Fund

For dansk amatørgolf blev 2018 et bemærkelsesværdigt godt år, og muligvis det bedste nogensinde. Der var også mange gode resultater i 2010, men vi hælder dog til at kåre 2018 som det hidtil bedste.

Det danske herrelandshold med John Axelsen samt tvillingerne Nicolai og Rasmus Højgaard vandt VM for hold / Eisenhower Trophy, hvilket er en helt enestående præstation, som giver genlyd over hele verden. De fik da også Den Gyldne Golfbold 2018.

Holdkaptajn Torben Nyehuus, John Axelsen, Nicolai Højgaard og Rasmus Højgaard efter sejren i Eisenhower Trophy 2018 – Foto: IGF

Derudover har 17-årige Nicolai Højgaard bl.a. vundet ECCO Tour turneringen Bravo Tours Open – by Visit Tønder i april og det individuelle EM i juni, hvilket kvalificerede ham til The Open, hvor han dog missede cuttet. Noget som var medvirkende til, at han blev Årets Fund 2018 i dansk idræt. En pris han vandt med maksimumpoint.

Nicolais tvillingebror Rasmus vandt den individuelle turnering ved Toyota Junior Golf World Cup Supported by JAL i juni foran Nicolai på 2. pladsen, hvilket var med til at sikre en dansk sejr i det, som på sin vis kan kaldes et uofficielt VM for juniorer.

I slutningen af juli vandt Sebastian Friedrichsen drengerækken European Young Masters, mens både dame- og herrelandsholdet fik bronze ved EM for hold.

Made in Denmark blev en succes i Silkeborg

Efter fire år på Himmerland Golf & Spa Resort, blev Made in Denmark 2018 spillet i Silkeborg Ry Golfklub. Det blev en sportslig og publikumsmæssig succes med 75.000 tilskuere på Thomas Bjørns forrygende barndomsbane, hvor Matt Wallace vandt.

Lars Larsen og Matt Wallace efter sejren i Made in Denmark 2018 – Foto: Peter Damgaard / 19hul.dk

Made in Denmark blev endnu engang en stor succesfuld folkefest, som i høj grad skabes af glade tilskuere i perfekte rammer skabt af arrangørerne med Flemming Astrup i spidsen. Stor ros og tak til dem alle.

Made in Denmark har lavet en 5-årig aftale med Europa Touren, så den danske Europa Tour turnering er sikret frem til og med 2023, og det med en fordoblet præmiesum til 3 mio. €.

I 2019 kommer Made in Denmark tilbage til Himmerland Golf & Spa Resort, hvor den spilles fra den 23. – 26. maj. Det er ugen efter US PGA Championship, og det bliver spændende at se, hvilket felt der kommer til Himmerland. Man kan frygte, at der ikke kommer så mange spillere fra top-100 på verdensranglisten, hvilket Made in Denmark ellers fortjener.

Tiger Woods fik forrygende comeback

2018 var også året, hvor Tiger Woods igen gjorde comeback. Mange havde afskrevet ham, og en del troede han aldrig ville vinde igen.

Tiger, der fyldte 43 år den 30. december, ville det dog anderledes, og i september vandt han PGA Tour sæsonfinalen Tour Championship.

Det var blot Tigers 22. turnering over de seneste to år, og efter antal spillede turneringer og resultater ville Tiger faktisk være nr. 1 på verdensranglisten, hvis den da ikke blev opgjort over minimum 40 turneringer. Det er dog meget fornuftigt at opgøre den over minimum 40 turneringer, men det er nu alligevel tankevækkende, at Tiger faktisk ville være nr. 1. Et imponerende comeback, som selv de største kritikere må bøje sig for.

Tiger tabte showmatchen mod Phil Mickelson om 9 mio. $, men det så nu ikke ud til at genere Tiger synderligt – den betød vist mere for Mickelson end for Tiger. Det er også værd at nævne, at Mickelson uafbrudt har været i top-50 på verdensranglisten gennem mere end 25 år, hvilket også er imponerende.

Tiger Woods med sin caddie Joe LaCava efter sejren i Tour Championship 2018 – Foto: golfsupport.nl
Discovery og GOLFTV overtager PGA Tour sendingen

Efter tre år lukker C More Golf Danmark ved nytår, og fra 1. januar er det Discovery som har de danske tv-rettigheder til PGA Tour. Discovery lancerer en ny global streamingtjeneste, GOLFTV, som fremover bliver den primære måde at se PGA Tour golf på i Danmark.

Det er endnu ikke alt vi ved om det nye setup (selvom første turnering spilles i den kommende uge), men det er offentliggjort at Søren Hansen bliver en del af kommentatorteamet sammen med bl.a. Andreas Hartø, Anders Sigdal, Morten Buckhøj og Jesper Knudsen.

Nye golfregler

Den 1. januar træder de nye golfregler i kraft. Der er en del ændringer, så alle bør læse op på de nye regler, og det er selvfølgelig ens eget ansvar at kende reglrne. De kommende uger og måneder vil vi have meget mere om de nye regler her på 19hul.dk.

Flere end 5 daglige artikler på 19hul.dk

19hul.dk blev lanceret i januar 2016, så vi har snart været igang i snart tre år med flere end 5.700 artikler – det svarer til mere end 5 artikler pr. dag!

Antal daglige brugere og læsere er desværre fortsat mindre end vi havde troet og håbet, men der er fortsat en positiv udvikling, omend det går langsommere end forventet.

Vi er mange danske golfmedier, som giver dig nyheder fra ind- og udland. Vi kæmper alle om din tid, men på mange måder supplerer vi også hinanden. På 19hul.dk er vi taknemmelige over, at du også bruger os som kilde til golfnyheder, og vi er selv ganske stolte over “produktet”. Vi er optimistiske for fremtiden, selvom der realistisk set nok fortsat er lidt for mange golfmedier i Danmark.

Vi takker for de mange mails, vi har fået i løbet af året med konstruktiv feedback og tips til artikler.

En status over sit eget golfspil

Ved årsskiftet er det også tid at gøre status over sit eget golfspil. Har det været et resultatmæssigt godt år, og hvad kan måske gøres bedre i det nye år.

Uanset om dit hcp. er gået op eller ned i året der gik, så håber vi, du har haft mange gode golfoplevelser – og at mange flere følger i 2019.

Vi håber naturligvis også, at du har haft et godt år udenfor golfbanen, men både livet og golfspillet byder på glæder og sorger.

Godt nyt (golf)år!

Champagnen er klar – Foto: golfsupport.nl

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Brødrene Højgaard spiller sammen ved Zurich Classic of New Orleans

Nicolai og Rasmus Højgaard spiller sammen ved årets makkerturneringen på PGA TOUR, hvor også Thorbjørn Olesen er med. I alt er 160 spillere med...

Se en række forrygende slag fra sponsortelte på PGA Tour

PGA Tour har samlet nogle af de bedste slag fra sponsortelte under turneringer. Indimellem slår spillerne så skæve slag, at deres bold ligger i sponsortelte,...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk