AnbefaletMatt Wallace vandt Made in Denmark 2018 i Silkeborg

Matt Wallace vandt Made in Denmark 2018 i Silkeborg

Matt Wallace vandt den femte udgave af Made in Denmark efter omspil mod tre landsmænd fra England. Lucas Bjerregaard blev bedste dansker, mens Thorbjørn Olesen kvalificerede sig til Ryder Cup.

15 danskere var med i Made in Denmark 2018 på Silkeborg Ry Golfklub, og af dem klarede de otte cuttet til finalerunderne. Lucas Bjerregaard bedst over de fire dage, for efter en flot finalerunde i -6 blev han nr. 6 i -17. Søren Kjeldsen sluttede lige udenfor top-10, da han afsluttede med en runde i -5, som gav ham en 12. plads i -13.

Thorbjørn har kvalificeret sig til Ryder Cup

Thorbjørn Olesen blev nr. 20 i -11, men det vigtigste for ham var, at han har kvalificeret sig til årets Ryder Cup hold. Han er dermed ikke afhængig af, om Thomas Bjørn ville give ham et wild card.

Nicolai Tinning blev nr. 27 i -10, Frederik Dreier nr. 37 i -8, Joachim B Hansen nr. 49 i -6, Niklas Nørgaard Møller nr. 65 i -4 og Thomas Bjørn nr. 69 i -3.

Matt Wallace vandt sin tredje sejr i år efter fem birdies i træk

45-årige Lee Westwood havde længe kurs mod sin 24. Europa Tour sejr, men efter en bogey på 13. og pars på de sidste fem huller blev han indhentet af tre spillere.

Westwood gik finalerunden i -3, og sluttede i -19, så han blev indhentet af medspilleren Steven Brown og Jonathan Thomson der var rundt i -4 samt Matt Wallace med en runde i -5. Wallaces runde var ret spektakulær, da han var i par efter 12 huller inden han lavede fem birdies i træk på de sidste 6 huller, heriblandt tre på de sidste 3 huller!

De fire englændere skulle dermed i omspil på banens 18. hul. Matt Wallace og Steven Brown lavede begge birdies, mens Lee Westwood og Jonathan Thomson var ude med pars.

I andet forsøg sikrede Matt Wallace sig sejren med en birdie mod Steven Browns par. Matt Wallace vandt således turneringen med fem birdies i træk heriblandt tre birdies på 18. hul.

Lee Westwood, Jonathan Thomas og Steven Brown delte 2. pladsen, mens Lucas Bjerregaard blev nr. 6 i -17. Erik Van Rooyen, Matthew Fitzpatrick og Thomas Detry delte 7. pladsen i -16.

Thomas Pieters blev nr. 34 i -9 og Eddie Pepperell nr. 56 i -5.

Matt Wallaces tredje Europa Tour sejr i år!

Det var 28-årige Matt Wallaces tredje Europa Tour i år, da han vandt Hero Indian Open i marts og BMW International Open i juni. I maj sidste år fik han sit gennembrud ved at vinde Open de Portugal i sin blot fjerde Europa Tour turnering og sin niende Challenge Tour turnering. Han har således vundet fire Europa Tour turneringer på mindre end 16 måneder!

Om det er nok til, at Wallace får et Ryder Cup wild card ved vi på onsdag, men under takketalen lagde han ikke skjul på, at han meget gerne ville med. Han nævnte det direkte overfor Thomas Bjørn, der også deltog ved præmieoverrækkelsen.

Matt Wallace fik et Challenge Tour kort til 2017 sæsonen ved at vinde Alps Tour, der kan sammenlignes med ECCO Touren, i 2016. Han vandt hele seks turneringer på Alps Tour 2016, hvoraf de fem var i træk!

75.000 tilskuere skabte en folkefest

Fra onsdag til søndag var der godt 75.000 tilskuere i Silkeborg Ry Golfklub, og det lykkedes endnu engang for arrangørerne med Flemming Astrup og Thomas Nielsen i spidsen, at skabe en sand folkefest. Enhver skepsis fra dem der måtte mene, at man ikke kunne flytte stemningen fra Himmerland blev tilbagevist, for det var en fest i Silkeborg. Om ikke den samme stemning, så var det i hvert tilfælde meget festligt for de mange tilskuere. Man tæller med hver dag man var der, så det er ikke 75.000 forskellige personer.

Der var lidt langt at gå fra parkeringen på Jyllandsringen til golfbanen, og der var ikke så meget plads til almindelige tilskuere omkring 18. green, da sponsorerne fyldte det meste, men overordnet var Made in Denmark 2018, som de foregående fire udgaver, en stor succes. Tilskuerne hyggede sig på skovbanen i Silkeborg. Når publikum jubler og klapper på en skovbane, så giver det en særlig lydkulisse, som man bl.a. kender fra Masters på Augista National. Det var med til at skabe en fantastisk stemning, ligesom teltbyen fungerede meget bedre for både udstillere og publikum. Man skulle igennem teltbyen på vej til og fra golfbanen, så det var ikke et sted man skulle opsøge, og det fungerede godt.

Made in Denmark 2019 spilles fra 23. – 26. maj

Vi ser allerede frem til Made in Denmark 2019, som skal spilles på Himmerland Golf & Spa Resort. Det bliver allerede i maj, da turneringen flyttes til 23. – 26. maj.

Made in Denmark, resultat

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Se en række forrygende slag fra sponsortelte på PGA Tour

PGA Tour har samlet nogle af de bedste slag fra sponsortelte under turneringer. Indimellem slår spillerne så skæve slag, at deres bold ligger i sponsortelte,...

Dansk trio i par-turnering på PGA Tour

Nicolai og Rasmus Højgaard spiller sammen og Thorbjørn Olesen med Matt Wallace i PGA Tour holdturneringen Zurich Classic of New Orleans. Selvom der spilles...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk