Hvad skal man tage sig til på Martinique, når man har indlogeret sig på et hotel, en Airbnb eller hos nogle venner? Tja, mulighederne er mangfoldige.

Efter morgenmaden med banan, passionsfrugt og goavier fra haven er det oplagt at springe i vandet fra molen på les Anses d’Arlet, tage til vulkanen la Pelée eller til naturreservatet la Caravelle.

Efter frokosten kan man passende spille en runde golf på Golf des Trois-Îlets for sidst på eftermiddagen at tage til Anse Dufour og snorkle rundt mellem havskildpadder og tropefisk.

Velkommen til Martinique, et fransk oversøisk departement i Caribien!

Efter søndagsmessen i Cathédrale Saint-Louis i Fort-de-France, hovedbyen på Martinique, tager biskoppen plads ved udgangen og hilser på sin menighed. Han småsludrer og giver hånd. Jeg tager et billede og går ned mod byens bibliotek. En mand kommer løbende og siger forpustet at jeg har glemt min kasket i kirken, og at den ligger på bagerste række. Mirakuløst. Men hvis ikke i en katolsk kirke, hvor ellers?

På havnefronten mødes jeg med Geneviève, en servasvært der vil vise mig rundt på den nordlige halvdel af øen, hvor hun har boet de seneste 30 år.

Vi kører nordpå langs vestkysten og stopper i Case Pilote, et lille pittoresk fiskerleje med kirke og smukke slidte kreolske huse. Her, som i alle landsbyer, spankulerer farvestrålende haner rundt og pikker og galer og dirigerer deres hønsehold.

Geneviève siger at hanerne kan få en glorværdig karriere i hanekampe, som er meget populære på Martinique. Det er med myndighedernes velsignelse, selv om det nok ikke er noget der er clearet med lovgiverne i EU.

Fiskerne renser net i havnen. En flok pelikaner venter tålmodigt på at dagens fangst bliver renset og indvoldene smidt i vandet.

Fiskerne er alle mørke mennesker, og jeg siger til Geneviève, at det synes som om forholdet mellem øens forskellige befolkningsgrupper er gnidningsfrit.

Geneviève fortæller, at det nu ikke er helt ligegyldigt, om man er af afrikansk, europæisk, tamilsk eller kinesisk afstamning på Martinique.

”Jeg søgte for nylig et job som guide. Men jeg har ikke det rigtige navn og ikke den rigtige farve. Det betyder intet, at jeg har boet her en menneskealder og er fransk som alle andre. Måske kunne jeg få et job på turistkontoret, hvis jeg kendte borgmesteren. Måske.”

Vi kører ind i landet til le Morne Vert, det grønne bjerg. Et meget velvalgt navn til den lille by.  Faktisk er alt grønt heromkring – bortset fra huse og himmel.

Herefter er det ned ad bakke til kysten igen. Der findes ingen lige veje på Martinique. Man kan faktisk synge The Long and Winding Road med Sgt. Pepper, hvor end man kører rundt på Martinique.

Vi stopper ved stranden, hvor sandet er gråsort pulveriseret lava og vandet er glasklart. I baggrunden tårner vulkanen La Pelée sig op, knap 1500 meter (jf. foto øverst).

Den grå vulkan røg i luften søndag den 8. maj 1902 og begravede indbyggerne i Saint-Pierre i ild og aske. 28.000 mennesker omkom. Fire gange så mange som i Pompeji i sin tid.

Skibene i havnen brændte op, og Saint-Pierre blev reduceret til en ruinhob. Kun ganske få overlevede, bl.a. tugthusfangen Louis Cyparis, der kun reddede livet fordi kachotten var placeret ind mod en klippeside. Hans skæbne blev sidenhen at fremvise sine ar på krop og sjæl på markeder og cirkusser Frankrig rundt.

Notre-Dame Katedralen er en af de få bygninger der er blevet restaureret. Ellers ses brandtomter efter katastrofen overalt.  Byens skæbne aflæses i øvrigt bedst i ruinerne fra det gamle teater og fra sindssygeanstalten.

La Pelée er eksploderet fire gange siden Columbus kom forbi: i 1792, 1851, 1902 og 1929. Sidste gang fik man evakueret folk i tide, bl.a. hele befolkningen i le Morne Rouge.  Saint-Pierre var Martiniques hovedby, en status den mistede efter den blev begravet i brændende aske. I dag er det Fort-de-France – som ligger længere sydpå, i behørig afstand af den grå vulkan – der er øens administrative centrum.

”Man skal kigge godt på vejrudsigten og tage tidligt afsted, hvis man vil hike helt op til toppen. Man farer meget let vild i en sky”, siger Geneviève, mens vi kører op ad vulkanen. ”La Pelée er kun skyfri en gang i mellem, og så er det stort set altid om morgenen.”

I dag er toppen af La Pelée indhyllet i en mørkegrå sky. Faktisk er skydækket nu så udbredt, at solen kun oplyser dele af det grønne landskab nedenfor.

Det begynder at regne. Vi befinder os nu inde i skyen og kører ned ad bakken og hjemad. Turen går ad D11, en krøllet vej der tager os ned gennem det centrale højland. En spektakulær tur gennem den frodige tropiske regnskov. Træbregner og andet grønt danner tunnel, som varer ved de næste mange kilometer. Vi kommer forbi diverse skarpe tinder bl.a. Piton Gelé, hvor der lige har været et mudderskred som har trukket en lang, brun landevej ned ad bjergsiden.

Snart er vi i udkanten af civilisationen. Geneviève bremser op, da hun får øje på en veninde i vejkanten. Vi får en sludder med hende og hendes ægtemand, der er rastafarier. Da vi er taget afsted igen, fortæller Geneviève, at veninden og ægtemanden har to børn. Den yngste på 11 år har aldrig været klippet. Frisuren er så opsigtsvækkende og omfangsrig at barnet ikke kan få lov at blive i skolen, så veninden underviser ham hjemme.

I færgelejet i Fort-de-France er der tivoli og en stor gruppe kreolere, der øver sig på karnevallet, som begynder om nogle uger. Geneviève fortæller at byen lukker ned i fire dage når karnevallet kommer til byen. Der er tusindvis af mennesker på gaden, og det er ikke til at komme hverken frem eller tilbage.

Solen er gået ned, båden ankommer, og jeg siger au revoir, på gensyn, til Geneviève. På den anden side af bugten, i Pointe du Bout, opdager jeg, at mobilen og dermed GPS’en er ved at løbe tør for brændstof. Skiltningen mod Gallochat er meget sparsom og natten er blæksort – gadelygter findes ikke i bjergene – så jeg standser den gamle firhjulstrækker flere gange ved et oplyst hus for at få kørselsanvisninger.

Det er en godt brugt rejseskribent der parkerer hos familien Adhemar noget senere end beregnet.

En alt for kort nattesøvn, og så med Denis & Co. til Caravelle, et populært naturreservat på østkysten, hvor vi skal på en længere vandretur.

Men først en afstikker til Trois Îlets, hvor vi drejer fra mod La Savane de l’esclavage, et fremragende friluftsmuseum over slavernes Martinique, et kulsort kapitel i Antillernes historie. Det er en grusom fortælling om afrikanere, der i tusindtal blev handlet som varer. Mennesker som fik nyt navn for hver gang de blev handlet. Efter købernes familienavne, forstås.

I hytter, som er strøet ud over parken, vidner pisk, fod- og håndlænker om de uhyrlige rædsler slaverne blev udsat for. Formastede en slave sig fx til at spise forbuden frugt, fik forbryderen spændt en mundkurv på hovedet. En rædselsfuld anordning, som blev anvendt indtil slavernes frigivelse i 1848.

I museumsbutikken kan man købe alskens materiale om Martiniques historie gennem 400 år, og spørger man pænt, kan man også få lov til at fotografere butiksassistenten, der dog lige skal tjekke resultatet på kameraet inden man kan få grønt lys til at bruge billedet.

En time senere parkerer vi på Caravelle halvøen. Vi går gennem et meget varieret landskab. I begyndelsen skyggefuldt, men ved kysten er der sparsom bevoksning, så der bliver hurtigt varmt under kasketten.

Kystlinjen er forrevet som i Bretagne. Udsigten ofte betagende. Men festen spoleres tit af den brune, ildelugtende sargassotang, der er blevet fanget i klippefjordene.

Efter en halvanden times tid stønner Hervé, at belønningen er nær. Og da vi kommer ud af en kratskov og op over et par klipper, går det op for mig hvad han mener.

En svimlende udsigt over stejle klipper og Atlanterhav mod vest og en spektakulær udsigt mod øst over den grønne halvø Caravelle med småøer og fjorde, og humøret er højt.

Så går det ned ad bakke. En lille badestrand dukker pludselig op, og bagtroppen gør holdt for at køle fødderne.

Videre gennem mangroven på en behagelig, hævet gangsti der er helt uden anstrengende stigninger, og efter tre en halv times anstrengelser er vi tilbage ved udgangspunktet, hvor Denis står og venter utålmodigt.

”Hvor blev du af, Grand Danois? Tvillingerne kan ikke forstå at det går så langsomt for en stor dansker med alenlange ben. Du må hellere forklare dem, at le Danemark er fladt som en pandekage, og at en dansker aldrig får den prikkede bjergtrøje, ih ih ih ah ah ah.”

Dette er den ottende og sidste af artiklerne fra De Franske Antiller. Den femte om Martinique kan læses her, den sjette her og den syvende her. De første fire handler om Guadeloupe; Læs første artikel herden anden hertredje her og den fjerde artikel her.

Tekst: Kim Boje. Fotos: Kim Boje og Pierre Dubois

Atout France (Det franske turistråd). Det skal du se og opleve på Martinique, sca.france.fr/da/martinique/liste/martinique-det-skal-du-se-og-opleve

La Savane de l’esclavage www.lasavanedesesclaves.fr

Réserve Naturelle de la Caravelle, us.martinique.org/caravelle-peninsula

Saint-Pierre, saintpierre-martinique.fr/saint-pierre-en-martinique

Vulkanen La Pelée, uddrag fra bogen Volcano (Planet Earth, Time-Life Books Inc, 1982) om udbruddet i 1902, vulkaneksperten.dk/mt-pelee-vulkanen-og-menneskene-2

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.