Hvad skal man tage sig til på Martinique, når man har indlogeret sig på et lille hotel, en Airbnb eller hos nogle venner? Tja, mulighederne er mangfoldige.

Efter morgenmaden med banan, passionsfrugt og goavier fra haven er det oplagt at springe i vandet fra molen på les Anses d’Arlet, tage til vulkanen la Pelée eller til naturreservatet la Caravelle.

Efter frokosten kan man passende spille en runde golf på Golf des Trois-Îlets for sidst på eftermiddagen at tage til Anse Dufour og snorkle rundt mellem havskildpadder og tropefisk.

Velkommen til Martinique, et fransk oversøisk departement i Caribien!

Det er en kort flyvetur sydpå til Martinique fra Guadeloupe. Min unge sidedame fortæller, at de lange, brune klattede streger man kan se på havet er sargassotang.

”En kedelig bæbrun hilsen fra Brasilien,” siger pigen med væmmelse i stemmen.

Så dukker Dominica op og snart Martinique. Det styrtregnede hele morgenen på Guadeloupe, men her er der blå himmel, bortset fra nogle skyer omkring la Pelée, vulkanen der under udbruddet i 1902 udslettede hele befolkningen i St Pierre – undtagen en straffefange og en skomager.

Familien i Gallochat

Min gamle ven Denis, hans kone Mélodie og deres 7-årige tvillinger Denzel og Alejandro henter mig i lufthavnen.

Der er grin på grin og fis og ballade med det samme, selvom det er seks år siden, vi sås sidst i St Malo. Ih ih ih ah ah ah, som Denis udtrykker det på skrift, når han ler af en af sine vandede vittigheder.

Denis er gået over i trænergerningen som livredder, da den professionelle karriere som fodboldspiller brat stoppede efter en alvorlig knæskade. Faktisk er han blevet så god, at han blev fransk mester i livredningskunsten sidste år. Jeg må have et foto af ham med medaljen – ellers vil vores fælles veninde, grinebideren Elsebut, ikke tro på det! Ih ih ih ah ah ah.

Vejen krøller sig gennem en frodig regnskov, og vi lander i en veritabel jungle, hvor Denis’ far, René, påbegyndte familiens hus i begyndelsen af 1960’erne. I dag er der ca. tre etager og en afsidesliggende pavillon, som jeg lejer den næste uges tid.

Marie, Denis’ mor, bestiller pizzaer. Det tager sin tid at diskutere med pizzapusheren i Trois Îlets, når hele familien taler med i munden på hinanden.

René er 77 og trods sin modne alder i en fabelagtig god form. Hver morgen begynder med lidt gymnastik, så kører han fra Gallochat, som området her hedder, ned til sin lille båd i Trois Îlets, sejler ud til ruserne i lagunen og tømmer dem for fisk og sejler til sidst over bugten til Fort-de-France for at sælge sin fangst på markedet. Det har han gjort i 66 år.

Marie er en sød dame på 68. Hun viser alle træer og buske frem som man kan se fra pavillonens veranda. Der er sukkeræbletræer, æblefigentræer, gule mombiner, flaskegræskar med kalabasfrugter, brødfrugttræer og så mange forskellige bananvarianter, at selv en biolog med speciale i tropisk flora ville blive rundtosset.

Marie er ked af at Denis ikke har fået fjernet de grene på den gule mombin, som hænger ud over pavillonens bliktag.

”Frugterne vil falde ned og vække dig i nat,” siger Marie og ser dybt bekymret ud.

Pludselig kan vi høre lyden af en machetekniv på arbejde nede mellem bananerne. Det er René der tager en klase grønne bananer med til fårene, som han har gående på en skråning lidt længere nede ad bakken. Det er lige ud gennem den grønne skov og så lidt til højre.

Pavillonen har ikke været brugt længe, så Denis og Marie sætter pærer i lamper og hænger et stort myggenet op over sengen, mens jeg forsøger at lukke skodderne, så der ikke kommer myg og små gekkoer ind i soveværelset.

René byder på en god gammel rom i kontoret, hvor der mellem bjerge af papir og stakke af bøger er anbragt nogle stole og et fjernsyn. Der er ordgætteleg på TF 1, men diskussionen går på de gule veste, som René ikke er tilhænger af.

”De ødelægger og brænder biler af i heksagonen (det sekskantede Frankrig, red.), og hvem skal betale gildet?”, spørger René og svarer selv. ”Skatteyderne. Og det er mig!”

Hervé, Denis’ ven og træner, har sammen med sin kone Sophie hentet pizzaerne. Imens har Marie lavet dessert, og gæster og lejer har dækket bord.

Denis spiller bold med gamle venner. Han er ikke meget for fisk og kommer først til desserten.  Ih ih ih ah ah ah.

Le Diamant, les Anses d’Arlet og Anse Dufour

Det er ikke faldende frugter fra den gule mombin der vækker mig næste morgen, men tunge regndråber der trommer på bliktag og bananblade. Troperegnen er en kort, vederkvægende og dramatisk forestilling hver gang. Så længe man altså står i læ og ly.

Den bulede og slidte firhjulstrækker, som jeg har lejet af en ven af familien, bringer mig til les Anses d’Arlet, badebyen hvor det ultimative postkortfoto tages fra bådebroen mod kirken.

Der er kun få turister under de små palmer på stranden, selvom det faktisk er højsæson her i januar. Hyggelig malerisk by. Kreolsk charme. Varme farver. Varm atmosfære. Varm lokalbefolkning.

Frokost på stranden. Dybstegte fiskeboller med råkost. Så videre mod le Diamant ad velholdte, snoede bjergveje. Infrastrukturen er god på Martinique som på Guadeloupe, men øerne er jo også en del af Frankrig, en del af EU.

Le Diamant har navn efter en lille 175 meter høj diamantformet klippeø ud for kysten, som rummer en interessant historie.

Englænderne besatte diamanten for at kontrollere byen under Napoleonskrigene, lod et fort opføre med kanoner og fæstningsmure og mandskab og døbte øen HMS Diamond Rock. Det var dog kun øens tilhørende skib, som blev optaget på listen over His Majesty’s Ships.

Briternes succes var imidlertid kun midlertidig. Efter otte måneders belejring fik de franske tropper magten over Diamanten igen.

Lidt længere oppe ad kysten er der opstillet 15 to-en-halv-meter høje statuer. Slaver med sørgmodige miner. Et meget virkningsfuldt og rørende mindesmærke for 46 mennesker der omkom den 8. april 1830, da et slaveskib fra Guinea gik på grund her.

De slaver der overlevede blev sendt til Fort-de-France. Nogle få var så dårlige at de måtte blive i le Diamant, hvor flere af deres efterkommere bor den dag i dag. Denis er i familie med en af dem, langt ude.

Få hundrede meter længere henne af vejen støder man på en lille, farverig kreolsk bolig, kendt som La Maison du Bagnard, Straffefangens Hus. Huset er lillebitte, men ikke desto mindre boede arkitekten og kunstneren, Médard Aribot her i flere år. Kunstnerens naivistiske stil blev hans skæbne, da hans portræt af en øvrighedsperson sendte ham i spjældet. Entartete Kunst var ikke acceptabelt i 1960’erne.

Denis har advaret om de stejle bakker der venter mellem Petit Anse og Grand Anse. Firehjulstrækkeren bliver sat på overarbejde, men klarer de 15 % i fin stil. Chaufføren, derimod, får sved på panden og mindre gode stilkarakterer.

I det hele taget kræves der meget af bilisterne på Martinique, hvor alle sanser udfordres. Man skal lytte godt efter lastbilernes dytten i serpentinersvingene og være meget agtpågivende overfor trafikken på kørebanen, som ikke kun er to- og firehjulet.  Køer har således en dobbeltbetydning.

Anse Dufour skulle være et af de bedste steder på kloden for at se havskildpadder. Hervé og Sophie spottede flere af dem i går. Men det kræver maske og snorkel, et udstyr der hverken kan købes eller lejes på stranden.

Her sidst på dagen får fiskerne mange badegæster til at hjælpe med at hale det gigantiske net ind, der blev lagt ud i den lille bugt i morges. Der hives og slides i øst og vest, og først efter halvanden time kommer dagens fangst i hus, undskyld i båd.

Et skue som får stor opmærksomhed fra såvel turister som pelikaner og fregatfugle.

Hjemme igen inviterer Marie på pasta med sovs og kødboller, og jeg fortæller om fiskeriet på Anse Dufour, hvilket medfører hysteriske grin i stereo, da både Denis og hans far får et momentant grineflip.

Det varer en rum tid inden Denis får vejret igen.

”Det virker hver gang. Fiskerne på Anse Dufour er eksperter i at lave den her stunt, hvor turisterne laver arbejdet. Vi kalder det la scène, forestillingen. Ih ih ih ih ah ah ah ah!”

Dette er den femte af artiklerne fra De Franske Antiller. Læs sjette del her, den syvende her og den ottende her. De første fire handler om Guadeloupe; Læs første artikel herden anden her, tredje her og den fjerde artikel her.

Tekst og foto: Kim Boje

Atout France (Det franske turistråd) Det skal du se og opleve på Martinique, sca.france.fr/da/martinique/liste/martinique-det-skal-du-se-og-opleve

Les Anses d’Arlet, www.france-voyage.com/tourism/anses-arlet-2422.htm   

Anse Dufour, www.snorkeling-report.com/spot/snorkeling-anse-dufour-martinique

Servas. En international organisation, der er uafhængig af økonomiske og politiske interesser, hvor man kvit og frit kan besøge ca. 15.000 værter i 135 lande.  Gennem Servas får man en enestående mulighed for at lære de lokale og deres land at kende indefra. Nogle af Servas-værterne på listen har noteret et HEhome exchange – da de er interesserede i husbytte. Læs mere på www.servas.dk

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.