RejserGolf- og rejseoplevelserGolf og meget andet i Tromsø (2) - Rejseoplevelser fra Norge

Golf og meget andet i Tromsø (2) – Rejseoplevelser fra Norge

TROMSØ

I første afsnit af Golf og meget andet i Tromsø, handlede det om tre gamle venner, skotske Andy, tyske Michael og danske Kim, som i 1983-84 studerede på den amerikanske vestkyst, og som først mødtes igen i Nordnorge 40 år senere. Efter en runde golf i Tromsø Golfklubb er de tre venner nu på opdagelse i Tromsø og omegn.

Det bedste geografiske overblik over Tromsø får man 421 meter oppe på Stor­stei­nen, hvorfra man kan se ud over by, fjord og fjelde. Har man gode ben og knæ, kan man tage Sherpatrappen, hvis 1203 trin i sin tid blev lagt af sherpaer fra Tromsøs nepalesiske søsterby. Vil man skåne knæ- og bentøj kan man tage Fjellheisen op og ned. Eller paraglide. Men det er kun ned.

Det endte med et kompromis, svævebanen op og trapperne ned. Knæene er ikke, hvad de var i 80’erne. Klokken lidt i midnat kunne trioen konstatere, at det er næsten lige så populært at tage turen til Stor­stei­nen for at se midnatssolen gå rundt i horisonten uden at gå ned, som det er at klatre op til de højeste tinder i Nepal med lokale sherpaer til at tage slæbet. Det formelig myldrede med såvel udenlandske som indenlandske gæster i Fjellstua Café og Restaurant, der her i juli måned har åbent fra 9.00 til 01.30 alle ugens dage.

Hjemme igen en times tid inde i den nye dag åbner Michael en flaske whisky, som Andy har haft med i kufferten. Meget passende en single malt fra det skotske højland.

Efter en god nats søvn for nedrullede, sorte gardiner er bentøjet klar til en ny udfordring. Denne gang går turen til Tromsø Sentrum. Heldigvis er det ned ad bakke fra vejen Fagerli, den smukke bakkeskråning, hvor de tre musketerer har tilbragt natten.

I sommerferien er læreanstalterne lukkede, og byens unge mennesker er ikke synlige i bybilledet, lige bortset fra børnehavebørnene i gule veste. Så det er ikke umiddelbart til at se, at Tromsø rent faktisk er en multikulturel by med mange udenlandske studerende på byens universitet. Som en tidligere dansk udvekslingsstudent fortæller, så har Det Arktiske Universitet i Tromsø (UiT) et godt internationalt renommé og en hyggelig campus, og dertil kommer byens storbykvaliteter.

”Tromsø har alt, hvad man behøver; gode muligheder for at gå på café, shoppe, besøge museer, gå til koncerter eller ud og spise, få en øl eller lufte danseskoene.”

Blå Rock Café er et af de mange spillesteder, hvor danseskoene luftes. Men fremover vil der være færre danseglade besøgende fra udlandet. Der bliver helt givet længere mellem de udenlandske studerende i Tromsø, eftersom visse udlændinge ikke længere kan studere ved UiT og de andre norske universiteter uden at betale for det.

Michael sætter tal på studieafgifterne, som mange af de udenlandske studerende kommer til at betale, hvis de vil færdiggøre deres uddannelse i Norge.

”Studerende utenfra EU/EØS må betale studieavgift fra i år, og der snakker vi om fullfinansiering – 180-400.000 norske kroner per år. For de som er innenfor EU-området, er det fremdeles gratis.”

I sagens natur er det de færreste udenlandske studenter, der vil kunne betale så høje studieafgifter, hvilket har fået alvorlige konsekvenser både for de studerende og for mange af universitetes ansatte. Med færre studerende vil der uvægerligt komme nedskæringer i budgetterne, hvor primært samfundsfag og de små (sprog)fag på humaniora bliver ramt.

Også Kunsthøjskolen i Oslo må fremover skære i budgettet. De har normalt omkring 50 udenlandske ansøgere til deres masteruddanelse, men ingen i år!

Hvis uddannelsessektoren lider, så synes det at gå anderledes godt for byggebranchen i Tromsø.  Der bygges og renoveres overalt i den nordnorske by, som med sine 80.000 tromsøværinger er den største by i Nordnorge.

Som man kan se på lastbilen ovenfor, så er der er remiks og ryddejobbs i gang, selv foran Polaria, det arktiske oplevelsescenter.

Det er en meget god idé at fjerne sig fra husmurene, når man hører et højt ”kittee-wa-aaake”. Kig endelig ikke op, det kan være skidefarligt – pardon my French – hvis man har øjne og hår kært. Skriget kommer fra den sortbenede ride, en arktisk havfugl i mågefamilien, som de senere år har været en højest uvelkommen gæst i Tromsø.

Tone Kristin Reiertsen, der forsker i havfugle ved Norsk Institutt for Naturforskning i Tromsø, forklarede sidste år i National Geographic, hvorfor antallet af rider er faldet med næsten 75 procent siden 1980’erne. “There’s something going on in the bird cliffs that makes them struggle to raise chicks (…) The kittiwake cliffs are just being emptied.”

De opfindsomme rider har imidlertid fundet nye boligmuligheder i Tromsø, hvor de i vid udstrækning har bygget redepladser i husenes tagudhæng. Fuglene kaldes på engelsk kittiwakes efter deres skingre ”kittee-wa-aaake”, et skrig der sammen med deres kitti-klatter har drevet tromsøvægringerne til vanvid de senere år.

Net og pigge stoppede ikke ridernes hærgen i Tromsø, men i 2017 åbnede Tone Reiertsen og hendes kolleger det første ridehotel i en forladt bygning for enden af en mole, hvor fuglene kan yngle og opfostre deres unger uden at genere byboerne.

Sidenhen er der dukket ridehoteller op i selve byen, bl.a. foran Tromsø Kunstforening, hvor de arkitektonisk fancy fuglehoteller nærmest opfattes som en kunstnerisk installation og er blevet meget populære, ikke blot hos riderne, men også hos forbipasserende som de tre gamle venner og to af deres gamle koner.

Riderne er ikke de eneste fugle, der flakser rundt i Tromsø. Duerne er her også i rigt tal. De flyver ikke altid i flok, man kan både høre og se dem klapre afsted enkeltvis, hen over byen og ned mellem folk og husgavle, der ofte er udsmykket med freskomalerier, som her hvor Banksy tydeligvis er inspirationskilden.

Turister og moderne hoteller invaderer Sentrum.  Enkelte gamle træbygninger er klemt inde mellem turistbusser og monstrøse krydstogtskibe, som skjuler de grønne fjelde, når de lægger til i havnen.

”It reminds me of Brussels.”

”Brussels?!!” Andy kan ikke lige se parallellen mellem Tromsø og den belgiske hovedstad. ”You’ll have to elaborate on that, Kim!”

”Ja, altså… Bruxelles har også en underlig blanding af ung og gammel arkitektur, en grimhedens æstetik, som dominerer bybilledet på en charmerende facon. Det er det samme her i Tromsø, bare på en anden måde.”

Andy er ikke helt overbevist. ”I didn’t see so many cruise ships last time I was in Brussels, Kim.”

Michaels smil når op til begge ører. ” Andy’s got a point there, Kim.

Rundturen fortsætter ned til havnekajen, hvor Tromsø brann og redning øver sig i at bjærge en nødstedt i havnebassinet. Kommunikasjonsrådgiveren ringer efter hjælp, som hurtigt er talrigt tilstede.

Åbenbart var der knas med kommunikationen, for et kvarter senere plaskede den ”forulykkede” stadigvæk rundt i bassinet. Måske var pointen at få de mange tilskuere, der overværede optrinnet, til at investere i en vand- og varmetæt våddragt.

Kim foretager en mindre voxpop undersøgelse, mens resten af flokken besøger Polarmuseet.

Marthe, en glad tromsøværing, sidder og hækler i solen med barnevognen i skyggen af Skarven, et populært kulturhus med teater, værtshus og restauranter. Marthe har lige købt hus med sin mand og er glad for at skulle blive boende i en by, hvor ”fjeld omgir os hvor end vi går.” Mørketiden er ikke noget problem. ”Så tænder vi et stearinlys, tar om oss et godt uldtæppe og drikker rødvin. Og strikker. Da går det fint!”

Lige bag Vår Frue Kirke sidder Ingrid og Heidi og spiser frokost. I arbejdslivet er de driftige iværksættere. På spørgsmålet om, hvordan det er at bo i Tromsø nord for polarcirklen, hvor der nok er meget lyse nætter om sommeren, men også bælgmørkt om vinteren, svarer de, at de holder både af både den lyse og den mørke tid.

”Naturen er vidunderlig, også i mørketiden, hvor det grønne lysskær i kimingen er nok til at man kan gå på ski. Og så er Tromsø kommune et trygt og godt sted at være.”

Et udsagn som de fleste tromsøværinger nok er enige i. Måske lige bortset fra medlemmerne af NSR, Norske Samers Rigsforbund, som for et par uger siden havde et læserbrev i e-avisen iTromsø om hetzen mod samiske børn, der mobbes i skolen.

Rejseskribenten kigger også ind i Vår Frue Kirke, den romersk-katolske katedral i Tromsø, hvor der i koret hænger et stort oliemaleri af Kristus med titlen på engelsk og norsk skrevet på selve lærredet. Den sproglig pluralisme er naturlig i Tromsø. Den katolske kirke, som bød velkommen til flygtningene fra Finnmarken i vinteren 1944-45, byder på indgangsdøren Velkommen –Welcome – Willkommen – Zapraszamy.

Ifølge Wikipedia var der i 2006 omkring 500 katolikker i sognet fordelt på 45 forskellige nationaliteter, primært nordmænd, polakker, filippinere og rwandere. Messerne afholdes på norsk, men af og til også på polsk.

Når de katolske kirkegængere har fået aflad i Vår Frue Kirke, kan de købe friske blomster uden for og fødevarer indenfor hos naboen Rema 1000. Vældig praktisk.

Raketten Bar & Pølse har til huse i en fin kiosk fra 1911, der godt kan ligne en raket anno 1911 – heraf navnet på vin- og pølsebaren. Her reklameres blandt andet med lokale gourmetpølser, hvilket tiltrækker rejseskribentens opmærksomhed. En hurtig hotdog inden stævnemødet i Ølhallen med vennerne? Hm… Et let valg for en halvsulten turist.

Den nyansatte irske pølsemand langer en hotdog over disken, mens han fortæller, at han for et par uger siden sagde sit job op i Portugal og fandt et nyt på en køligere breddegrad.

”It was too hot down south, mate! Tromsø is great.”

”The tiniest bar in the Universe”, står der på vin- og pølsebarens skilt. Den holder. ”The best hotdogs in the world.” Den holder ikke. Slet ikke. Verdens bedste hotdogs får man Bæjarins Beztu Pylsur i Reykjavik. Det ved alle, der har været i den islandske hovedstad.

Kiosken åbner kl. 12. Klokken 12.10 er pølserne ikke done, snarere medium rare, og pølseskindet kan selv en isbjørn ikke tygge. Så vent hellere med at købe en hotdog med det hele hos den irske pølsemand til efter kl. 13.

Apropos isbjørne, så kan man se en drabelig udstoppet en af slagsen i Ølhallen, Tromsøs ældste værtshus, som ud over at sælge øl fra det lokale bryggeri Mack, også fortæller historien om ”den glemte polarhelt” Henry Rudi.

En fuldvoksen hanbjørn vejer normalt omkring 500 kg, men en velnæret bjørn skal kunne veje helt op til 1000 kg. I dag optræder isbjørnene dog nok snarere i fjervægt end i supersværvægt på grund af klimaforandringerne.

Andy er tydeligvis stærkt fascineret af dyret, der er blevet rejst op i al sin magt og vælde.

”I never thought I would have an encounter of the 2nd degree with a polar bear, stuffed or not.”

Mens Andy og Marit har en tête-à-tête med den udstoppede isbjørn, studerer Michael og Kim en stort opsat artikel i den norske tabloidavis Dagbladet, hvor man i overskriften kan læse, at Rudi var en farlig karl.Drepte isbjørn, skjøt mot nazistene og stoppet sokker!”

Længere nede i artiklen står der, at Rudi var ”den ideelle mand, som kunne alt”, og som i løbet af sin glorværdige karriere nedlagde ikke mindre end 713 isbjørne! Den udstoppede bjørn i Ølhallen giver en meget god fornemmelse af et rovdyr, man ikke har lyst til at møde ubevæbnet og på tæt hold en mørk aften, så mon ikke ”den glemte polarhelt” var bevæbnet og på god afstand, da han høstede de fleste af sine trofæer.

Spørgsmålet er, om Henry Rudi i dagens Norge stadig bliver opfattet som ”den ideelle mand, som kunne alt”. Machismo og maskulin stupiditet hyldes jo ikke helt så meget som tidligere, selv hvis manden har en faible for selv at stoppe sine hullede sokker.

Ved siden af Kystens Mathus er det ikke svært at finde vej til byens Troll Museum. Skiltningen er uovertruffen. Således bliver man ved indgangen oplyst om, at man nu kun har 10 meter tilbage at gå.

I Skirri Restaurant i Kystens Mathus finder man fem meter fra havet det 18 meter lange Saltvandsakvariet, hvorigennem man kan se over til Ishavskatedralen på fastlandet og samtidigt studere polartorsk, sej, havkat, krabber, skrubber og helleflynder. Mens fiskene glider dovent rundt i de 90.000 liter saltvand, kan man overveje, om man har råd til en gang ”moules frites med marinara saus og pommes bistro” til 225 norske kroner, dvs. 150 danske. Det lyder ikke så galt. Men hvad med priserne på drikkevarer?

”Det er fortsatt akseptert at man bare drikker vann (gratis) til maten i vanlige restauranter. Men i de mer eksklusive svarer de høflig: ‘Vi har Farris eller San Pellegrino.’ Et glass vin koster minimum 120 norske kroner, vil jeg tippe – og da snakker vi om 15 cl.”

Når der ikke står priser på drikkevarerne, er det rart at følges med en ven, der kan vejlede en uvidende turist. Michaels tip betød, at mad og vin på Skirri blev droppet til fordel for Michaels gode mad på Fagerlivegen, hvor der tilmed var øl og vin ad lib til vinmonopolpriser.

KVALØYA

Næste dag går turen til Kvaløya, hvor de tre gamle venner og medbragte gamle hustruer må uden om diverse rensdyr på kørebanen for at komme frem til parkeringspladsen neden for Brosmetinden. Renen på billedet ser syg ud, men Michael forklarer, at dyrene tager vinterpelsen af om sommeren. Praktisk og meget naturligt. Det gør vi andre jo også.

Bjergbestigerne kæmper sig gennem lavthængende skyer for at komme op til Brosmetinden.

Halvvejs oppe. Snak, snacks, siesta og kaffe. Og en af Michaels hjemmelavede sandwich.

Det var turen til Tromsø. Kim og Annemarie tog sydpå til Bergen. Michael og Marit tog hjem til Tromsø. SAS aflyste endnu en gang Andys fly, så hans hjemrejse til Halifax gik som udrejsen via Trondhjem og Oslo og Frankfurt og Manchester!

Dette var anden del i serien – første del kan læses her. Derefter gik turen videre til Bergen, som der kan læses om her.

Tekst og fotos: Kim Boje

(H)andyman 1 og 2: Andy Clarke og Michael Strobelt

TROMSØ
GOLF

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Manon De Roey vandt Investec South African Women’s Open

Manon De Roey vandt Investec South African Women’s Open, som var tællende til Ladies European Tour og den sydafrikanske Sunshine Ladies Tour, hvor det...

Rasmus Neergaard-Petersen vandt UAE Challenge

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin anden Challenge Tour turnering i år, da han kunne løfte trofæet i UAE Challenge på Saadiyat Beach Golf Club...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk