RejserGolf- og rejseoplevelserComo og Garda og Venedig og Verona - Rejseoplevelser fra Norditalien (2)

Como og Garda og Venedig og Verona – Rejseoplevelser fra Norditalien (2)

I anledning af at Italian Open spilles på Chervò Golf Club nær Gardasøen genoptrykker vi Kim Bojes tre rejseartikler fra området.

— oOo —

Norditalien er mere end Venedig og Verona, Garda og Como med dybblå, krystalklare søer, maleriske småbyer og dramatiske Dolomitter. Faktisk ligger nogle af Italiens allerbedste golfbaner i nærheden af de populære turistområder.

Golf Club Paradiso del Garda

Golf Club Paradiso, der blev indviet i 2004, ligger kun 15 kilometer fra Verona, tæt ved Peschiera ved Lago di Gardas sydvestlige hjørne. ”Der gøres et stort stykke arbejde for at nå Garda Golf og Arzagas høje standard, og man er kommet et meget langt stykke i den korte tid jeg har været her”, fortæller klubbens sympatiske engelske pro. Klubhuset er topmoderne og så flot indrettet, at det er en oplevelse at gæste selv toiletterne.

Paradiso er praktisk placeret, men der er en del trafikstøj i paradiset. Milano-Venezia autostradaen, der løber parallelt med banens nordlige huller, kan både ses og høres trods en høj jordvold. Selve golfbanen er dog aldeles glimrende og er en fin udfordring også til spillere med lavt handicap. Course management er altafgørende på den forholdsvis korte, men teknisk krævende bane. Tænker man sig ikke godt om, kan bolden meget let ende i en sø – eller i et soveværelse, da flere af Paradisos feriehuse er placeret faretruende nær greens og fairways…

På den store terrasse, hvorfra der udsigt til størstedelen af golfbanen og til Dolomitterne i nord, kan man ligge henslængt i store fletstole med bløde hvide puder og før frokosten nyde en af de fornuftige alkoholfrie drikke, som Italien er så rig på. Fx en Chinòtto, som laves på en bitter mandarinsort, eller Crodino, som kommer i bittesmå, sjove flasker. Begge smager som Campari, og slukker tørsten glimrende.

Fra Golf Club Paradiso er der kun en times køretur til Venedig. Kører man over dæmningen kan man let finde P-plads på Parcheggio Tronchetto, hvorfra der afgår direkte både til Markuspladsen. Alternativet er den kommunale vandbus, som slanger sig ad Canal Grande under Rialtobroen og gennem hele byen. På trods af de mange turister er byen uden biler forførende smuk selv en steghed sommerdag, hvor gelatoen fra iskiosken smelter hurtigere end man kan nå at sige ”tutti frutti e vaniglia”. Men Dogepaladset giver kølighed, ligesom Markuskirken, hvor man kan man studere det byzantinske lys på mosaikkerne, hvis mændene har husket anstændigt lange golfshorts og kvinderne et sjal til skuldrene.

Med hensyn til logi finder man let billige boliger i nærheden af områdets vidunderlige golfbaner, fx kan det varmt anbefales at indlogere sig på Villaggio Vò, som nok har prunkløse ferieboliger, men prisen er tilsvarende beskeden, og beliggenheden er formidabel i lob wedge afstand af Gardasøen og med en udsigt, hvor man på klare dage ser helt op til Lago di Gardas nordlige ende godt 50 kilometer borte.

Efter golf og bade- eller bådtur kan man slutte dagen med en opera i Veronas arena, der er fra Catullus’ tid. I sommermånederne står scenerekvisitterne til Aida, Carmen og Cavelleria Rusticana parkeret udenfor i et kaotisk, spektakulært rod, og man skal kante sig forbi gigantiske sfinkser og faraoner for at købe billetter ved indgangen. Bevæbnet med en let anretning fra et osteria sætter man sig så i god tid til rette i arenaen. Når aftensmåltidet er indtaget og mørket begynder at falde på, tørrer man sig om munden med servietten, skåler i afkølet vino fra Bardolino og tænder det lille stearinlys til minde om Verdi, som man fik udleveret ved indgangen. Man skal huske en trøje, for synet af 15.000 blafrende lys giver gåsehud allerede inden musikken og sangen begynder.

I stedet for opera kan man nøjes med en slentretur i den smukke by ved Adige-floden og se på Casa di Giulietta, Julies renæssancehus i via Capello. Romeo og Julies familienavne, Capuleti og Montecchi, er virkelige nok, men tragedien er Will Shakespeares opfindelse, hvilket dog ikke afholder utallige romantiske sjæle fra at hænge breve op under balkonen eller sende dem pr. e-mail til husets webside…

Første del af denne serie kan læses her, mens den tredje og sidste kan læses her.

Revideret rejseartikel fra august 2006

Tekst og fotos: Kim Boje

Golf Club Paradiso del Garda, www.golfclubparadiso.it

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Nicole Lørup blev nr. 6 da Jessica Peng vandt IOA Golf Classic

Jessica Peng fra Taiwan vandt IOA Golf Classic presented by LPT Realty på Epson Tour, hvor Nicole Lørup blev nr. 6. Efter runder i -1...

Scottie Scheffler vandt Players Championship igen

Scottie Scheffler vandt Players Championship for andet år i træk og understregede endnu engang, hvorfor han er er verdens bedste. Nicolai Højgaard missede cuttet. Efter...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk