AnbefaletComo og Garda og Venedig og Verona - Rejseoplevelser fra Norditalien (1)

Como og Garda og Venedig og Verona – Rejseoplevelser fra Norditalien (1)

I anledning af at Italian Open spilles på Chervò Golf Club nær Gardasøen genoptrykker vi Kim Bojes tre rejseartikler fra området.

— oOo —

Norditalien er mere end Venedig og Verona, Garda og Como med dybblå, krystalklare søer, maleriske småbyer og dramatiske Dolomitter. Faktisk ligger nogle af Italiens allerbedste golfbaner i nærheden af de populære turistområder.

Garda Golf Country Club

Fly til Milano eller Bergamo, dernæst en kort køretur, og man finder de fineste golfbaner i et område, der er kendt både for en fornem kultur og en storslået natur. Vælger man sommerperioden med stor risiko for høje varmegrader er det yderst vigtigt at booke en tidlig tee-time. Til gengæld får man så banen stort set for sig selv, og man kan nå siestaen uden at man blev branket af den gavmilde sol.

Garda Golf Country Club ligger uendelig smukt nord for Desenzano få kilometer op ad bjergsiden i et lettere kuperet terræn blandt pinjer og palmer, vinmarker og oliventræer. En overordentlig smuk ramme med maleriske kig til grønne bjergmassiver, gule landsbyer og blå blink fra Gardasøen få kilometer væk.

Banen har flere gange har været hjemsted for både Open d’Italia og Texbond Open – en turnering på Challenge Touren – og Garda Golf lever helt op til sit ry som én af støvlelandets allerbedste baner. For en amatør er det en stor oplevelse at forsøge sig på de perfekte fløjlsbløde fairways og toptrimmede greens – men det er også en stor udfordring.

Det kan således være en god idé at alliere sig med de højere magter fx for at komme frelst forbi 2., 3., 11., 12. og 17. hul, hvor der er vand i spil. I dogleg’et på 18. hul ligger der et lille kapel, der er en integreret del af banen. Bønnerne virkede faktisk for Deres udsendte – 18. green blev nået i regulation! Men hvorfor man ikke har placeret kapellet på 1. hul, forbliver en gåde…

Frokosten er dagens vigtigste måltid for italienerne, men er man ikke til tre retter i restauranten, kan man nøjes med en pizza eller sandwich i caféen i det smukke, okkerrøde klubhus.

Eftermiddagen bruges bedst på at svale sig iført badesko på rullestenene i Gardasøens klare vand. Alternativt kan man hvile benene og tage en bådtur fra Desenzano til Sirmione og besøge den villa på landtangens spids, som den romerske poet Catullus har givet navn.

Catullus er bedst kendt for de ulykkelige og vulgære kærlighedsdigte han skrev sin Lesbia, men digteren skrev også lidenskabeligt om det skønne Sirmione – Salve, o venusta Sirmio…. – noget som byen har forstået at udnytte og som mange turister har opdaget.

Arzaga Golf Club

Palazzo Arzaga Hotel, Spa & Golf Resort, Italiens eneste golfklub med tilhørende 5-stjernet hotel, ligger få kilometer syd for Garda Golf.  Banen er i fremragende stand og har mange paralleller til en amerikansk parkbane, hvilket ikke er så underligt, da det er Jack Nicklaus II, der har designet banen. Faktisk var det én af de første baner Nicklaus junior stod bag, og han skulle efter sigende have fået en del assistance fra senior, den største af alle golflegender.

Et andet af golfens helt store koryfæer, sydafrikanske Gary Player, står bag Arzagas 9-hullers bane. Player har om denne bane udtalt, at han har under udformningen bl.a. har trukket på de klassiske traditioner fra de skotske linksbaner, og der er noget om snakken – man skal blot prøve at ignorere solen, varmen, samt alpetoppene og Gardasøen i det fjerne!

Giancarlo Ercolin, som er direktør for både hotel og golfanlæg, afslører på formfuldendt engelsk, at roughen holdes nede, fairways er brede og greens er bløde, fordi ”our business is to entertain people, not to irritate them!” Der er lukket tre uger over julen, ellers er der sommergreens og gode, grønne fairways året rundt. Arzaga har egen vandforsyning, brøndene når 420 meter ned, så selv under tørken tilbage i 2003 havde man som den eneste bane i Lombardiet en perfekt bane.

Det fornemme hotel og kursted har til huse i en smuk bygning fra det 15. århundrede, og enkelte af de 84 værelser har freskoer fra renæssancen. Udsøgt kvalitet, elegante omgivelser, gastronomi i topklasse – og astronomiske priser!

Dette er den første af tre artikler i denne serie. Den anden kan læses her og den tredje her.

Revideret rejseartikel fra august 2006

Tekst: Kim Boje Fotos: Kim Boje og Arzaga Photos

Garda Golf Country Club, www.gardagolf.it

Arzaga Golf Club, ww.arzagagolf.it

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

25 mio. $ – så meget tjente spillerne i Players Championship

Som sidste år blev der spillet om 25 mio. $ i Players Championship 2024, hvilket er den hidtil største præmiesum i en individuel golfturnering....

Nicole Lørup blev nr. 6 da Jessica Peng vandt IOA Golf Classic

Jessica Peng fra Taiwan vandt IOA Golf Classic presented by LPT Realty på Epson Tour, hvor Nicole Lørup blev nr. 6. Efter runder i -1...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk