ECCO TourRevanchen starter søndag – spansk komet slutter sig til ECCO Touren

Revanchen starter søndag – spansk komet slutter sig til ECCO Touren

Søndag begynder PGA Catalunya Championship på ECCO Touren. Og kun få dage efter seneste turnering på selvsamme anlæg får det historisk stærke ECCO Tour felt revanche mod Joachim B. Hansen. Samtidig slutter spansk komet sig til golffesten.

Nicolai Kristensen, der sluttede på andenpladsen efter Joachim B. Hansen ved Mediter Real Estate Masters i torsdags, er dog mere tilfreds med andenpladsen end ærgerlig over, at han til sidst trak det korte strå i duellen med Joachim B. Hansen.

– Han (red, Joachim B. Hansen) spillede helt vildt godt til sidst. Det var fedt, at jeg alligevel kunne presse ham helt frem til sidste hul. Og jo mere jeg har tænkt over det, jo mere tilfreds er jeg også med min andenplads, forklarer Nicolai Kristensen med hentydning til det stærke felt, han var oppe imod.

Og Nicolai Kristensen har også god grund til at være stolt. ECCO Tour Winter Series 2018 er nemlig den stærkeste samling af spillere nogensinde ved en ECCO Tour. 15 – 20 Challenge Tour spillere krydret med Europa Tour spillere og tidligere Europa Tour vindere har nemlig tilsluttet sig ECCO Tour feltet. Og at sætte alle dem, med undtagelse af Joachim B. Hansen, til vægs har givet ekstra selvtillid.

– Der er ingen tvivl om, at det giver selvtillid at slutte som nummer to. Når man kigger ned af listen, er jeg sluttet foran rigtigt mange stærke navne både fra ECCO Touren men måske i højere grad fra Challenge og Europa Touren, forklarer Nicolai Kristensen, der glæder sig over muligheden for at måle sig med spillere fra højere rangerede tours.

– Det bekræfter mig selvfølgelig i, at jeg kan begå mig på et højere niveau, når jeg spiller op til mit bedste, uddyber Nicolai Kristensen, der kan glæde sig over, at han under Mediter Real Estate Masters besejrede alle de spillere, som han i 2018 skal dyste imod på ECCO Touren og Nordic Golf League. Og det giver blod på tanden i forhold til resten af sæsonen.

– Min målsætning er at komme på Challenge Touren fra næste sæson. Den mest effektive måde at gøre det, er ved at vinde tre gange på Nordic Golf League i løbet af sæsonen. Men ellers håber jeg, at jeg kan slutte i top-5 på ranglisten, slutter Nicolai Kristensen, der søndag og mandag skal spille med Niklas Nørgaard Møller og Benjamin Poke. Det skal nok blive velspillet og hyggeligt.

Spansk stjernefrø slutter sig til

Og feltet ved PGA Catalunya Resort Championship, der begynder søndag bliver om muligt endnu stærkere end ved Mediter Real Estate Masters.

Spanske Adri Arnaus, der spåes en stor karriere, tislutter sig nemlig store navne som Michael Hoey, Florian Fritsch, Sam Hutsby, samt de mange skandinaviske Challenge Tour spillere.

Adri Arnaus vandt i 2017 Alps Tour, som er den sydeuropæiske pendant til ECCO Touren. På det tidspunkt var han stadig amatør. Arnaus vinkede farvel til sin amatørstatus i forbindelse med Final Stage på European Tour Q-School i november, hvor han dog ikke fik sit Europa Tour kort. Men lytter man til de spanske golfeksperter, så er det kun et spørgsmål om tid. Her sammeligner man nemlig Arnaus med selveste jon Rahm.

Adri Arnaus – Foto: ECCO Tour
Startlisten er klar

I de første to runder af PGA Catalunya Resort får Jeppe Huldahl og Mads Søgaard fornøjelsen af den spændende spanier. Søndag indleder de deres sejrsjagt kl. 08:50 på Tour Course.

Af øvrige danskere håber Mark Haastrup, Benjamin Poke, Niklas Nørgaard Møller, Martin Leth Simonsen, Marcus Helligkilde, Rasmus Hjelm, Martin Ovesen, Daniel Løkke, Oliver Suhr og Victor Østerby at kunne blande sig i topstriden. Joachim B. Hansen beviste torsdag, at han er manden, de skal slå, men holder han niveauet, så bliver det ikke nemt. Fra søndag morgen kl. 08:30 kan du følge med her.

Du kan se starttider ved PGA Catalunya Resort her.

Fra søndag morgen, kan du følge LIVE scoring her.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Adrian Otaegui vandt Volvo China Open

Adrian Otaegui vandt Volvo China Open, der blev afkortet til tre runder. Niklas Nørgaard kæmpede for top-10, men sluttede udenfor top-30. Det var første...

Hongtaek Kim vandt GS Caltex Maekyung Open Golf Championship

Hongtaek Kim vandt GS Caltex Maekyung Open Golf Championship på Asian Tour og Korean Golf Tour. Inden finalerunden førte Junghwan Lee fra Sydkorea i -11...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk