Nanna Koerstz Madsen vandt en forrygende flot sejr ved Symetra Classic på Symetra Tour, så drømmen om at kvalificere sig til LPGA rykkede et stort skridt nærmere. Med sejren får hun fuldt kort til Symetra Tour for resten af sæsonen. Emily Kristine Pedersen blev nr. 44.

Nanna førte i -7 efter første runde, inden hun med en anden runde i par var på en andenplads inden finalerunden. Blot to slag fra Mariah Stackhouse, som havde føringen i -9, så de spillede i førerbolden sammen med Mind Muangkhumsakul i -6.

Efter de første 9 huller af finalerunden var Nanna foran med ét slag, da hun var -4 for runden. Efter en bogey på 11. hul var Nanna dog ét slag efter Stackhouse, som havde lavet en birdie på 10.

Da Stackhouse lavede bogeys på 14. og 16. hul, kom Nanna igen foran med ét slag. Stackhouse faldt tilbage til -8 efter endnu en bogey på 17. hul, hvorefter Nanna førte i -10 foran Daniela Darquea, som i -9 var den førende i klubhuset efter en runde  i -5.

Nanna vandt med to slag efter sikker birdie på sidste hul

På det afsluttende par-5 hul kom Nanna på greenen i to slag, og efter en sikker birdie vandt hun i -11 foran Daniela Darquea og Mariah Stackhouse i -9.

Emily Kristine Pedersen blev nr. 44 i +3 efter runder i par, +2 og +1.

Top-10 på ranglisten får et LPGA kort

Nanna har besluttet sig for at fokusere på Symetra Tour i denne sæson, og indtil videre på det siges at være den rigtige beslutning.

For sejren i Symetra Classic får hun en præmiecheck på 22.500 $ svarende til knap 154.000 kr.

Der er dog naturligvis fortsat mange turneringer tilbage i Symetra Tour sæsonen, som afsluttes i oktober. Efter sæsonfinalen, som Nicole Broch Larsen vandt sidste år, får top-10 på ranglisten et kort til LPGA.

Giver fuldt kort til Symetra Tour

Sejren giver Nanna den yderligere fordel, at hun nu har fuldt kort til Symetra Tour, da hun får Priority C (kategori 3) for resten af sæsonen.

Det betyder, at Nanna nu er nr. 73 på den liste, hvorfra spillerne kommer med i turneringerne, hvor hun indtil nu har været nr. 200 på listen. Hidtil har hun således været afhængig af, at ikke alle ønskede at deltage i en given turnering for at komme med i feltet.

Nannas første sejr i USA

Sejren var Nanna Koerstz Madsens første sejr i USA. I juni 2016 vandt hun sin første sejr på Ladies European Tour, da hun vandt Tipsport Golf Masters, hvilket sikrede hende en plads ved OL. Ved OL blev Nanna bedste dansker på en 13. plads, hvormed hun opfyldte DGU’s målsætning om mindst én top-15 placering ved OL.

Tidligere i år imponerede Nanna stort, da hun spillede sig til en imponerende flot 2. plads i LPGA turneringen ISPS Handa Women’s Australian Open, hvilket dog ikke i sig selv gav fordele ift. at spille på LPGA fremadrettet.

Symetra Classic, resultat

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.