AnbefaletLPGA reglerne for medlemmer og ikke-medlemmer

LPGA reglerne for medlemmer og ikke-medlemmer

Selvom Nanna Koerstz Madsen blev nr. 2 i ISPS Handa Women’s Australian Open, så kvalificerer det hende ikke til den næste LPGA turnering. Sådan er reglerne også på LET, så det er egentlig ikke usædvanligt.

Modsat f.eks. European Tour og PGA Tour hvor man med en top-5 / 10 placering (afhænger af turneringen) som udgangspunkt kvalificerer sig til den næste almindelige turnering, så er det ikke tilfældet på LPGA og LET. Men med det flotte resultat kan Nanna muligvis få en eller flere invitationer til kommende LPGA turneringer.

Priority List er afgørende på LPGA

På LPGA kommer man med i en given turnering via den såkaldte Priority List baseret på ens tidligere resultater, via en evt. kvalifikationsturnering eller via en turneringsinvitation. Læs mere om Priority List nederst i denne artikel.

Priority List fungerer nogenlunde som kategori-ranglister på alle andre tours. Der er egentlig ikke de store forskelle bortset fra, at man ikke har en regel om top-10 resultater i den seneste turnering.

Man har heller ikke en top-10 regel for ikke-medlemmer på Ladies European Tour. Hvis et fuldt medlem af LET slutter i top-10, så er hun dog sikret en plads i den næste regulære turnering. Men det er kun, hvis top-10 placeringen er i en LET turnering med fuldt felt. Og reglen gælder ikke i de turneringer, som arrangeres i samarbejde med andre tours. Et ikke-medlem har således heller ingen fordel af en top-10 placering på LET.

Flere veje til LPGA for ikke-medlemmer som Nanna

Man kan spille sig til et LPGA kort som ikke-medlem, men det kræver en sejr eller et overordentligt godt år. Der er to muligheder:

  • Vind en LPGA turnering
    Hvis et ikke-medlem vinder en LPGA turnering, kan hun blive medlem i kategori 7 for et kalenderår.
  • Tjen nok til top-40 på pengelisten
    Hvis man som ikke-medlem tjener nok i en sæson til at slutte i top-40 på pengelisten, så kan man blive medlem af LPGA i kategori 10 for den følgende sæson.

At slutte i top-40 på pengelisten kræver flere gode resultater. Det er svært uden en sejr, men har man gode resultater i de pengestærke majors, så er det muligt.

I 2016 sæsonen skulle man tjene 446.948 $ for at slutte i top-40 på pengelisten. Nanna fik 120.057 $ for sin andenplads i Australien.

I denne sæson har Sung Hyun Park sit LPGA kort via indtjening sidste år, hvor hun ville være sluttet i top-40. Som ikke-medlem spillede hun blot syv turneringer, men hun gjorde det forrygende med bl.a. en 4. plads i Kia Classic, en 6. plads i ANA Inspiration (major), en 3. plads i US Women’s Open (major) og en 2. plads i Evian Championship (major). Sung Hyun Park er pt. nr. 10 på verdensranglisten, selvom hun endnu ikke har taget hul på sin rookie sæson på LPGA.

Mere om Piority List – Therese, Nicole og Emily

Den mest direkte vej til LPGA er via top-10 på Symetra Tour ranglisten eller via tourskolen, hvor Therese O’Hara blev nr. 8 i december.

Det gav Therese O’Hara en kategori 12 i denne sæson, hvor hun er nr. 125 på Priority List. Så Therese er kort fortalt nr. 125 på tilmeldingslisten, hvilket giver adgang til turneringer med fuldt felt. Det er straks sværere at komme med i de turneringer, hvor der er et begrænset felt, da det kræver fravær fra en del af de 124, som er foran hende på Priority List.

Nicole Broch Larsen og Emily Kristine Pedersen er i kategori 17, da de blev henholdsvis delt nr. 24 og 27 på Tourskolen. Nicole er nr. 161 på Priority List, mens Emily Pedersen er nr. 162, så en række andre skal fravælge at spille, før de kommer med i feltet via deres kategori.

Nicole og Emily kan rykke frem på Priority List

Mens Therese O’Hara beholder sin kategori hele året, så er der to re-ranks for spillerne i kategori 16 – 21, heriblandt Nicole og Emily.

Den 30. april og igen den 25. juni rangeres spillerne i disse kategorier efter deres indtjening i år. Alle med indtjening rykker frem i kategori 15, hvor den med størst indtjening vil være nr. 138 på Priority List.

For at få adgang til flere turneringer er Nicole og Emily således afhængige af gode resultater på LPGA, hvilket vi også beskrev i denne artikel i december.

Nicole er sikker på at rykke frem i kategori 15 efter den 30. april, da hun blev nr. 65 i sæsonpremieren på Bahamas.

LPGA Priority List kan ses på www.lpga.com under Players > 2017 LPGA Priority List (PDF).

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

28 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin første Challenge Tour sejr i Kolkata Challenge. Det var den 28. danske Challenge sejr gennem årene. Efter tre danske Challenge...

Se alle Nicolai Højgaards slag under Ryder Cup 2023

Det er næsten et halvt år siden at Europa og Nicolai Højgaard vandt Ryder Cup 2023, men der bliver fortsat produceret videoer med forskellige...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk