Vejrudsigten lover umiddelbart ikke godt, men tågedisen kunne være meget værre. Dagens udflugt går imidlertid 50 kilometer nordpå til Saksund, Fossá og Tjørnuvik, så der skinner solen helt sikkert, tænker den optimistiske rejseskribent.

De små færøske bygder er altid smukt placeret i landskabet. Der bruges mestendels afdæmpede jordfarver til tage og husvægge, som ovenfor i Haldórsvík hvor farvepaletten passer fint til omgivelserne.

Men af og til er males bygningerne i væsentligt klarere kulører. Som grønlænderne og islændingene synes færingerne generelt at være glade for stærke farver. Måske er det fordi naturens egne nuancer overvejende tilhører en afdæmpet grå og grøn skala, tilsat strejf af hvidt, når fossen trækker lyse snoede striber ned af bjergene.

En af mine færøske forbindelser siger, at ikke alle er farveglade på Færøerne. Således er alle husene i Klaksvík hvide. Farveløse.

.
.

Er husene mon hvide, fordi klaksvikerne generelt er renfærdige i betydningen moralsk uangribelige? Eller er den hvide farve i Klaksvík et symbol på fred og fornuft?

Den sidste definition passer nok ikke helt på klaksvíkerne. I hvert fald ikke, når man tænker på den såkaldte Klaksvíkstrid i 1955, hvor overlægen på sygehuset i Klaksvík, nazisten Olaf Halvorsen, blev afskediget mod indbyggernes vilje, hvilket blev opfattet som en indblanding i Færøernes indre forhold. Striden udviklede sig til et regulært folkeoprør mod den danske overmyndighed. Indsejlingen til havnen i Klaksvík blev spærret med tønder og en båd, som (måske) var lastet med sprængstof, og den danske regering svarede igen ved at sende krigsskibe og 120 bevæbnede politibetjente til Klaksvík for at dæmpe gemytterne.

Klaksvíkstriden blev undersøgt nærmere af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i en dokumentar i fire dele, der blev sendt på DR 2 i august 2021.  Her fortæller Lars Løkkes færøske hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, at man på Færøerne omtalte det som ”lægestriden”, og at hun aldrig hørte noget om det i skolen, hverken om krigsskibene eller bombesprængningerne.

Lars Løkke Rasmussen har svært ved at forstå, at man helst ikke taler om Klaksvíkstriden på Færøerne, men hans kone har en plausibel forklaring.

”Hvis man skal bo så tæt sammen, så bliver man nødt til at tie nogle ting ihjel, tror jeg.”

Merkið (banneret), det færøske flag, har været brugt officielt siden 1940. Her flages der på Tinganes.

Under Anden Verdenskrig var Danmark besat af tyskerne og afskåret fra Færøerne. Så færingerne sejlede under eget flag for ikke at blive beskudt af englænderne, når de leverede fisk til det britiske marked, hvis fiskeflåde var blevet indlemmet i the Royal Navy. Færingerne regerede stort set selv fra 1940 til 1945, og klarede sig generelt fint uden Danmark. Så efter krigen, 14. september 1946, blev der afholdt valg, hvor færingerne skulle tage stilling til, hvorvidt de ville løsrive sig fra Danmark eller ej.

Resultatet blev et lille flertal – 161 stemmer afgjorde valget – men den danske regering annullerede resultatet! Færingerne fik hjemmestyre i 1948, men utilfredsheden ulmer forståeligt nok stadig under overfladen, især i Klaksvík, hvor vælgerne havde stemt massivt for løsrivelse.

I Danmark er tilhængere af rigsfællesskabet nok godt tilfredse med, at færingerne har det med at ”tie nogle ting ihjel.”

Det er overskyet, da jeg ankommer til Saksund, men tågedisen er væk. Der er flere lystfiskere langs elven, som forsøger at få en laks på krogen. Alle er klædt i fluefiskeuniformen: kasket, anorak og waders.

“Der er ikke så mange laks mere i elven. Der er mange teorier om, hvad det skyldes,” siger en af fluefiskerne med et skævt smil uden at uddybe nærmere.

Googler man ”vildlaks”, kan læse, at de vilde, atlantiske laks er truet verden over. Det er ikke fiskeriet i elvene, der truer deres eksistens. Nedgangen skyldes snarere, at vildlaksen ofte smittes af lakseparasitter, der som regel stammer fra burlaksene i havbrugene, som man ser overalt langs Norges kyster. Og langs Færøernes kyster!

Store busser og store lastbiler kan ikke komme til Saksund. Det er forbeholdt cyklister, personbiler og campervans. Vejen er for smal de sidste kilometer.

Der er en halv snes fastboende indbyggere i Saksund. Deres huse ses øverst til højre på billedet ovenfor. I forgrunden kan man se et udsnit af Dúvugarðar, en typisk kongsbondegård.  I dag er Dúvugarðar museum og café. Skiltet siger der er åbent, men det er der ikke.

I 1997 henlagde Niels Malmros mange af scenerne i sin filmatisering af Jørgen-Franz Jacobsens roman Barbara til Saksun. Det var før det blev forbudt at betræde græsset udenfor stierne.

Malmros lod Hr. Poul og Barbara bo i Dúvugarðar. Kongsbondegården havde glasstue (stue med vinduer), to røgstuer (stue med åbent ildsted og skorsten), sengesteder, forstue, to hjalla (tørrehuse), to gróthús (stenhuse), to fjós (stalde) og et bådhus. Store forhold. Men ikke helt nok for livstykket Barbara, selv om udsigten var uforlignelig. ”Nonpareille”, som Hr. Poul nok ville have udtrykt det overfor sin frue.

Hr. Poul havde svært ved at tilfredsstille den varmblodige Barbara, og da han tog rygsækken på ryggen for tage til Mykines og først kom retur 11 dage senere, var den varmblodige Barbara stukket af med en yngre model, studenten Andreas Heyde. Det skulle ende galt, og det gjorde det.

Barbara ville i dag have taget en gul regnfrakke på og lavet selfies ved Fossá sammen med en ung, fyrig student. Ingen tvivl om det.

Der er trafiklys på vejen til Tjørnuvík. Så kan fårene og modkørende biler passere.

Tjørnuvíkerne har udsigt til høje fjelde, en gråsort badestrand og surfere, når bølgerne ikke er alt for dovne, som denne dag i august.

Tjørnuvíkerne har også udsigt til Risin og Kellingin. Risin står i brændingen, og hans kone står med spredte ben tættere på land. Kællingen hedder ikke Barbara.

Island mente, at Fåreøerne – det er ikke en dårlig joke, det hed Atlanterhavsøerne på den tid – måtte være ensomme i Atlanten og ville trække øerne tættere til sig. Risin og Kellingin sagde: ”Piece of cake!” Kællingen klatrede op på Eiðiskollur for at binde Fåreøerne sammen og skubbe dem op på ryggen af Risin, men matronen tog så voldsomt fat, at Eiðiskollur revnede.  Ægteparret havde det med dagslys som vampyrerne i Transsylvanien, og da de smølede med deres lyssky forehavende, nåede de ikke at smutte ind i deres grotte og trække mørklægningsgardinet ned, inden solen stod op og forstenede dem ved første solstråle.

Arkæologiske opdagelser viser, at der har ligget en byg her siden år 600. Men først for 15 år siden blev Tjørnuvík godkendt til grindefangst.

Når grinden opdages, bliver de ledt ind i bunden af en egnet fjord, hvor grinden tror der er fri passage. Hvalens indbyggede sonarsystem opfatter nemlig den flade strand som frit, fladt hav og ender derfor oppe på stranden, hvor fiskerne står parate med slagteknivene.

Apropos grindefangst, så kan det anbefales at besøge Listasavn, Kunstmuseet i Tórshavn, hvor man kan studere det måske mest berømte billede af grindefangst på Færøerne, Sámal Joensen-Mikines’ ”Grindadráp”. Den danske og den engelske billedtitel er underligt nok blevet mindre dramatisk: ”Grindefangst” og ”Whale Hunt”.

Joensen-Mikines’ blodige ”Grindedrab” er utvivlsomt en kritisk kommentar til nedslagtningen af grindehvalerne. Men billedet, der er fra 1942, kan måske også ses som en kommentar til 2. Verdenskrig, hvor mange færøske fiskere blev dræbt, når tyske ubåde brutalt sænkede de færøske kuttere, som sejlede fisk til Storbritannien.

Grindedrabene synes dog at være en saga blot. Der er PCB og kviksølv i hvalernes kød og spæk i en sådan grad, at det er direkte sundhedsfarligt. Der er stor risiko for at få åreforkalkning, forhøjet blodtryk og Parkinsons sygdom, hvis man ofte spiser grind, så især unge færinger siger nej tak, hvis der er hval på menuen.

Tjørnuvík holder fast i den færøske Kingosang, der går helt tilbage til 1700-tallet, hvor danske præster begyndte at tage salmedigterens salmebog med til Færøerne. Salmesangen blev voldsomt populær rundt om på øerne, men i dag udgør Tjørnuvíks 50 indbyggere den sidste færøske bygd, der holder traditionen i hævd.

Så vidt vides, kan man høre Tjørnuvíks kor, Kingobólkurin, i Danmark, når de kommer på besøg i påsken næste år.

Der er privat middag i surfskuret, der også er café, så en kaffetørstig turist kan ikke få kaffe.

Og surferne kan ikke leje et surfbræt.

Tørfiskene hænger under tagskægget, men de er ikke til salg. Og Den Lille Café har også lukket.

Kirken er stængt forsvarligt. Denne dag er der ikke mange tjørnuvíkere hjemme. Guidebøgerne skriver ellers at caféerne m.v. holder åbent om sommeren i Tjørnuvík. Færøernes sommer slutter tidligere end den danske sommer.

Turisten tager til Nordens Hus i Tórshavn, hvor Tróndur Patursson har stillet sten på højkant ved indgangen.

Og her er der åbent. Også i caféen.

Aftensmad i tusmørke på fiskerestauranten Barbara, opkaldt efter Færøernes femme fatale par excellence. Tjeneren er fransk og nabobordet er omringet franskmænd, så det er passende, at første ret er den franske Saint-Jacques-kammusling.  Barbara ville have elsket det.

Efter forretten (kammuslinger), hovedretten (fiskesuppe) og efterretten (havtaske), tager jeg og min ledsager – som underviser på universitetet i Tórshavn og derfor har adgang til festen – til rusfest på Perlan. Her er stemningen høj blandt russerne, og den bliver kun endnu højere, da Jens Marni, færøsk rocksanger og sangskriver, indtager scenen og leverer fede sange tilsat god guitar og askebægerstemme, som russerne skråler med på.

For at undgå enhver form for misforståelse, skal det understreges, at ”russere” og ”rusfest” hverken har noget at gøre med indbyggere i Rusland eller et drikkegilde (selv om sidstnævnte godt kan udvikle sig i den retning). Her bruges ”rus” om den festivitas, nye universitetsstuderende udsættes for.

Læs næste artikel i serien her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.

TEKST: Kim Boje

FOTO FRA GOLFBANEN I KLART VEJR: Rógvi Mikkelsen

FOTOS I ØVRIGT: Kim Boje

VIDEOINTERVIEW MED RÓGVI MIKKELSEN: Kim Boje

GOLFKLUB

Peter Chr. Gram, tórshavner og en af de første medlemmer af golfklubben i Tórshavn, fortæller at Tórshavnar Golffelag blev stiftet 3. juli, 1989: ”Selve banen blev opført på en mark mellem Hoyvik og Hvitanes nord for Tórshavn. En bonde fra Hoyvik havde givet lov til, at man brugte noget af hans jord, så længe det ikke forstyrrede fåreholdet. Til at begynde med lagde vi vores grej i vraget af en gammel Citroën varevogn, der lå på marken. Senere blev varevognen erstattet af en container.”

Nu ligger golfbanen så seks kilometer syd for byen. Man finder den ved at stille Googles rutevejledning på X7H4+WQJ.

OVERNATNING – HOTEL

Søger man et rigtigt godt hotel i et roligt kvarter, hvor de gratis røde busser kører til downtown Tórshavn på under 10 minutter, kan Hilton Garden Inn varmt anbefales. Her er der bl.a. sauna, udendørs ”jacuzzi, fitnesscenter, bar og en vidunderlig udsigt (når tågen er lettet).

Hilton Garden Inn har tårnhøj kvalitet lige fra receptionen og værelserne til Hallartún, hotellets restaurant, der serverer fransk bistro-køkken med færøske råvarer.

OVERNATNING – AIRBNB

Man skal være ude i meget god tid for at booke plads i Tórshavn, ikke mindst hvis man vil leje superværten Sigruns nyrenoverede lejlighed på 45 kvadratmeter med have og parkering, der ligger i et stille kvarter blot to minutters gang fra centrum, https://abnb.me/r3PDWS0HWsb. Er der optaget, må man søge videre.

RESTAURANT

VÆRD BESØGE

TV-UDSENDELSE

  • Klaksvíkstriden. En dokumentarserie i fire dele, sendt første gang i august 2021 på DR 2. ”Turen går til Klaksvík på Færøerne, hvor en konflikt i 1955 var tæt på at sende Rigsfællesskabet i borgerkrig. Klaksvíkstriden ser DR2 nærmere på i en ny programserie med Lars Løkke Rasmussen som fortæller.” https://www.dr.dk/drtv/serie/klaksvikstriden_247686

LITTERATUR

  • Jens Riise Kristensens ”Barbariet tur retur” (2005) omtaler i efterskriften, hvordan Færøerne igennem århundreder blev angrebet af sørøvere og korsarer fra Irland og Nordafrika.
  • Jørgen-Frantz Jacobsen, Barbara (1939). Politiken skrev den 21.6.2001, at romanen om den legendariske man-eater ”stadig er et lille mirakel”. Filmatiseret af Niels Malmros i 1997.
  • William Heinesen, Fortællinger fra Thorshavn (1972). Historier og minder fra forfatterens liv i Tórshavn. Femten fortællinger om færøske fattigfolks trængsler og længsler. Heinesen fik Nordisk Råds litteraturpris i 1965.
  • Bergtóra Hanusardóttir, Stækket flugt (2018). Thiemers Magasin skrev: ”Historisk roman om et usædvanligt kvindeliv på Færøerne i første del af 1900-tallet. (…) Med sine smukke naturskildringer og den særlige tone, som går gennem bogen, indfanger Bergtóra Hanusardóttir den færøske livsrytme og går tæt på et sind, der bøjer sig under skæbnen for senere at rejse sig igen.”
  • Jógvan Isakson, Blid er den færøske sommernat (1990, på dansk 1991). Isakson er en af de bedst sælgende krimiforfattere på Færøerne. Politiken skrev den 13.5.2021: ” Isaksens krimier bliver snart til den internationale tv-serie ’Trom’. Det fortjener de. I den grad.”
  • Thomas Bagger, Den nittende ø, (2021). Berlingske skrev bl.a. under overskriften ’Mesterlig færøkrimi går tæt på de troende’: ”Med sin skarpe, spændende og gode nye roman er [Thomas Bagger] for tiden er en af rigsfælles

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.