PGA pro’en i Vestmannaøernes Golfklub, Karl Haraldsson, ser gravalvorlig ud, da han fortæller om stormene i februar, som kastede store blokke af lava helt op på fairwayen på 16. Pludselig smiler han bredt: ”Nogle gange lå der også fisk på fairwayen og gispede efter luft.”

Karl flækker af grin: ”Der var nogle pænt store rødfisk indimellem!”

Greenkeeperne har gjort et fantastisk job. Nu i maj måned er der ingen spor efter naturens hærværk fra februar. Hverken lava eller fisk. Blot en mørkegrøn, fintklippet fairway.

.
.

Karl viser rundt på Golfklúbbur Vestmannaeyjar. Han har foreslået, vi begynder på 15. tee, hvorfra man kan overskue alle 18 huller. 1-9 ligger midt i Herjólfsdalur, kraterdalen, der er opkaldt efter Herjólf, der siges at være den første mand, der bosatte sig på Vestmannaøerne sammen med sin familie.

Karl tager sin smartphone frem og viser et foto.

”Du skal lige se, hvordan der ser ud i august måned, når vi har fest på golfbanen. Þjóðhátíð er den største festival i Island. Den varer tre dage og er blevet afholdt lige her i Herjólfsdalur siden 1874. Der er bål og fyrværkeri fredag og lørdag, og søndag aften spiller Ingólfur Þórarinsson islandske folkesange. Så er der dømt fællessang.”

Karl lægger telefonen i lommen og trækker driveren op af tasken. Og da der ikke er golfere i syne, stiller han sig op på 16. tee og kurver bolden ud midt på fairwayen med en perfekt draw. Karl er godt tilfreds. ”Hvis det her var februar måned, kunne det slag have skaffet mig aftensmaden!”

Mens vi runder roughen – høj, sort lava – fortæller Karl, at 16. er banens klart sværeste hul. Ved de åbne islandske amatørmesterskaber for et par år siden var den førende syv slag foran på fjerdedagen, men tre gange hookede han sit drive ud i lavaen og måtte i omspil. Som han tabte.

”Det var forfærdeligt at overvære. Det var Jean van de Velde om igen. Grusomt! Og så blev det sendt i fjernsynet. På nationalt TV. Direkte. Grusomt!”

17. er et kort par 3 på 133 meter, der kan volde problemer, hvis vinden er i sydvest. Men vejret kan også være for godt, fortæller Karl.

” Vejret er perfekt i dag. Ingen vind og overskyet. Når der er skyfrit, som i går, og solen er på himlen og i vandspejlet, er der dobbelt blus på lyset. Det kan godt være lidt generende.”

Den første sløjfe er placeret i midten af banen, de sidste ni huller ligger langs kysten og i kanten af det vældige vulkankrater.

Kratervæggen skærmer for nordøstenvinden og fungerer som amfiteater, når der er udendørskoncerter. Til den nationale festival, Þjóðhátíð, er der ingen problemer med at få plads til de 20.000 tilskuere.

Vestmannaeyjar Golfklub er den tredjeældste golfklub i Island. De første huller blev anlagt allerede i 1938, hvilket gør dem til landets allerførste golfhuller. Noget som klubben er tydeligt stolt af. I dag er de tre huller banens nummer 6, 7 og 8.

Roughen er andet end lava. Græsset er saftigt og langt. De usædvanligt store mælkebøtter er smukke, men ikke populære, når bolden har lagt sig til hvile sig i en klynge af dem.

Vestmannaøernes Golfklub har 450 meget aktive, golfglade medlemmer. Dertil kommer mange islandske greenfeespillere, især i weekenden, hvor de parkerer bilen i færgelejet på fastlandet og tager frem og tilbage samme dag.

De senere år er der også kommet flere og flere udenlandske golfspillere på besøg. Så i sommermånederne gælder det om at booke i god tid lørdag-søndag. Det behøver man ikke en mandag formiddag.

Karl venter til der puttes ud på 6. green. Han skal lige tale med sin mor. Det er kvinden med den hvide kasket.

”Vi har et meget godt sammenhold i klubben.  Det er ikke ualmindeligt, at alle medlemmer i en familie spiller golf. Som i min for eksempel.”

”Når jeg får besøg af mine venner fra Reykjavík, kan de ikke forstå, hvordan jeg kan holde ud at bo her om vinteren. Men vi spiller jo golf hele året rundt. Om sommeren hele døgnet rundt. Og om vinteren er der stadigvæk fem timers sollys. Nok til 18 huller. Når solen så går ned, går vi gerne omkring baren eller restauranten i klubhuset. Der har de åbent også efter solnedgang!”

Inden frokost, viser Karl hvor han har sin hytte. Når han har fri, sejler han med nogle venner ud til ud til en af de mindre Vestmannaøer. Klatrer op ad rebstigen, og så hygger de sig med at samle æg på de lodrette vægge og lave en stor omelet til aften.

”Er det ikke besværligt at få drikkevarerne op ad trappen?”

”Livsnødvendige varer er aldrig besværlige!”

På vej hen til klubhuset går Karl omkring 12., hvor han kravler ned i et hul i jorden. Det er indgangen til, hvad man kalder Hundraðmannahellir, hundredemandshulen. Her skal 100 øboere have gemt sig den skæbnesvangre 16. juli 1627, hvor Vestmannaøerne blev angrebet af osmanniske pirater fra Algier, der var på jagt efter lyse nordboere, som kunne indbringe høje priser på slavemarkederne i Nordafrika.

På skiltet ved huleindgangen står der bl.a., at en nysgerrig hund gik rundt og snusede omkring grotten, så piraterne opdagede skjulestedet og tog alle til fange for senere at sælge dem i Algier, Rabat, Tripoli og Tunis.

SJOVT FOR ALLE ALDRE, står der på plakaten hos RIP Safari. ”Det ser sjovt ud med de spækhuggere”, siger turisten uden at smile.

”I skal ikke regne med at se spækhuggere i maj måned. Kom tilbage i juli, når vandet er varmere, så er der masser af makrel. Og spækhuggere!” Kvinden bag disken smiler bredt. ”Sidste sommer fik vi følgeskab af en lille flok, der sprang op af vandet og kom meget tæt på. Det var rigtigt sjovt!”

”Islændinge har en underlig sans for humor”, mumler turisten for sig selv og tager redningsudstyret på og brillerne af.

Fokuseret og meget koncentreret går turisten ud af døren for at tage på sin første RIP Safari.

“RIP står for Rest In Peace, ikke sandt?”

“Vi har ikke mistet nogen på vores ture”, siger kvinden fra RIP Safari og tilføjer, med et endnu bredere smil: “Endnu!”

10 forventningsfulde gæster stiger ombord i båden. Sandt at sige betyder RIP – når man taler om både – Rigid Inflatable Boat, dvs. en båd med fast bund og gummipontoner på siderne. En båd, som ikke kan punktere. En båd, som normalt kan skyde en meget høj fart.

RIP båden snegler sig ud af lystbådehavnen. Skiltet i havnebassinet siger max 20 km/t. Så snart vi er forbi skiltet, tænder bådens guide for musikanlægget, og skipper træder speederen i bund. Skipper sejler slalom mellem mindre klipper, der stikker op af vandet, slipper så gaspedalen og lader båden drive ind mod en klippevæg. Guiden slukker for musikanlægget, og kvinden foran mig siger ”Thanks!” Playlisten er ikke sjov for alle aldre.

”Kan I se elefanten?” spørger guiden. 10 par øjne retter sig mod klippevæggen, hvor der træder et fantastisk relief frem af en tørstig elefant med snablen i vandet. Den udslukte vulkan havde et stort kunstnerisk talent.

”That way!” siger guiden og tænder for musikken. Skipper træder på speederen.  De 10 turister klamrer sig fast til metalbøjen foran sædet. Båden krænger i de skarpe sving. Så stopper vi op igen, og skipper lader båden drive.

Højt oppe på en grønklædt fjeldside ligger en lille hytte. Der er kun én hytte på hver enkelt vestmannaø. Der er dog to undtagelser. Udover Heimaey er det Surtsey, øen der dukkede op af havet under vulkanudbruddet, der varede fra 1963 til 1967. Surtsey er fredet nu, så videnskabsmænd kan observere, hvad der sker, når naturens gang ikke bliver forstyrret af menneskets påvirkning.

”Man kommer op til jagthytten på græsplænen ved at bruge rebene.” forklarer guiden. ”De bruges også, når der skal samles æg ind til frokosten.”

Og ganske rigtigt. Når brillerne er blevet pudset efter den skumsprøjtende sejlads, kan man se rebene, der er fastgjort til den lavafarvede, lodrette klippeside.

Danske ejendomsmæglere vil nok sige, at beliggenheden er et klart femtal. Men med mindre det er fluemennesker som de lokale øboere, der køber hytten, skal der nok afsættes en god sum penge for at lette adgangen til det nye sommerhus.

Turen går videre ad hårnålesving, til vi stopper i en lille vig. Guiden smiler.

”Her fester vi om sommeren. Der er mange øboere, som er blevet undfanget på den grå strand.”

I højt humør går bådturen herfra videre fra ø til ø.

Vi nærmer os havnen på Heimaey. Skipper og guide skruer op for farten, musikken og charmen.

En times udflugt, der har fået smilene frem hos alle turisterne.

SJOVT FOR ALLE ALDRE, står der på plakaten hos RipSafari. Så sandt, så sandt! Også selv om spækhuggerne ikke sprang rundt om RIP båden denne gang.

Læs næste artikel i serien her.  Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.

TEKST:

  • Kim Boje

FOTOS:

  • Golfklúbbur Vestmannaeyja Archive (øverste, nederste og luftfoto)
  • Gunnar Ingi Gíslason, ”Bålfest under den nationale festival, Þjóðhátíð” (to fotos)
  • Karl Haraldsson & Kim Boje

GOLFKLUB

HOTEL MED RESTAURANT

UDFLUGTER TIL LANDS, TIL VANDS OG INDENDØRS

SPISESTEDER

SKØNLITTERATUR

  • Sally Magnusson, The Seal-Woman’s Gift (2018). Historisk fiktion. Om de osmanniske slavejægeres overfald på Heimaey i 1627. “Written with love for detail and ambiance” (whichbook.net)
  • Jørgen Junker Grimstrup, Laurids (2009). Historisk fiktion. Om den 17-årige danske Laurids, der bliver kidnappet af tyrkiske sørøvere på Vestmannaøerne i1627 og solgt på et slavemarked i Algier. ”Frisk sanset og fortalt” (T. Z. Madsen)
  • Arnaldur Indriðason, Tavs som graven (2001) fra den socialrealistiske serie om kriminalkommissær Erlendur Sveinsson. To gange tildelt Glasnøglen – prisen for bedste nordiske krimi.
  • Hallgrímur Helgason, 101 Reykjavík (1996). ”En sort komedie om en moderne antihelts (…) forsøg på at undgå at blive voksen” (bogens bagside). Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Filmatiseret i 2001. Både bog og film foregår i Reykjavík.
  • Einar Már Gudmundsson, Måske er posten sulten (2015). 38 korte noveller om skæve eksistenser i Reykjavík. ”Der er matrosen fra DDR, der vil søge asyl i Island, men sejler hjem igen, da hotelportieren fortæller, at islandske øl kun indeholder 2 procent alkohol” (B. V. Nielsen, Information)
  • Halldór Laxness Salka Valka, (1931) Nobelprisvinderens roman om den stærke kvindeskikkelse Salka Valka. ”Portrættet har været inspiration for de stærke kvindeskildringer, nordisk litteratur har fostret så mange af” (H. R. Boesen, Litteratursiden)
  • Jón Kalman Stefánsson, Sommerlys og så kommer natten (2005). ”Med sin uimponerede tilgang til det overnaturlige er romanen en hyldest til fantasien og den åbne tilgang til verden, hvor der måske er mere på færde, end man kan forstå eller se med det blotte øje.” (forfatterweb.dk)
  • Grayson del Faro, The Sagas and ShitThe sagas may seem old and boring af [pardon the French, ed.] but the real talk is that they also have assloads of the same sex, violence, comedy, and timeless lessons that fill our brains and TV screens today. This book retells the most famous masterpieces of Icelandic literature alongside some of the weirdest, most fucked-up sagas and skips straight to the good shit” (bogens bagside). Illustreret af Elísabeth Einarsdóttir

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.