PopulærtDP World TourHvem får de tre EU wildcards til Ryder Cup?

Hvem får de tre EU wildcards til Ryder Cup?

Opdateret: Darren Clarke har udtaget sine tre wildcards. Læs mere i denne artikel.

— oOo —

Den europæiske Ryder Cup kaptajn Darren Clarke offentliggør sine tre wildcards tirsdag kl. 13:30 dansk tid (opdateret: pressemødet er rykket en halv time).

Viasat Golf sender direkte fra pressemødet, hvor det bliver afsløret, om Søren Kjeldsen er blandt de udvalgte. Det er han dog desværre næppe, da Clarke formentlig vil udtage spillere med Ryder Cup erfaring.

Ryder Cup kvalifikationen blev afsluttet med Made in Denmark, men allerede i sidste uge havde de ni spillere kvalificeret sig.

Præcis en måned til Ryder Cup
Ryder Cup 2016 begynder om præcis en måned på Hazeltine National GC i USA, hvor der spilles fra fredag den 30. september til søndag den 2. oktober.

Der er allerede fem rookies på holdet
Rory McIlroy, Henrik Stenson, Sergio Garcia og Justin Rose har spillet Ryder Cup tidligere, mens Danny Willett, Chris Wood, Rafa Cabrera Bello, Andy Sullivan og Matthew Fitzpatrick er rookies.

Der er således allerede fem rookies på holdet. Det er nu op til Darren Clarke om han tør udtage flere rookies, eller om han satser på spillere med Ryder Cup erfaring. En beslutning han helt sikkert har taget i samråd med sine fem vicekaptajner, som er Thomas Bjørn, Padraig Harrington, Paul Lawrie, Ian Poulter og Sam Torrance.

Westwood og Kaymer er oplagte bud
De mest oplagte bud og favoritter til wildcards er Lee Westwood og Martin Kaymer. Begge har Ryder Cup erfaring, ligesom de sluttede forholdsvist højt i kvalifikationen, hvor de dog er overgået af Russell Knox, Thomas Pieters og Søren Kjeldsen på World Points List.

43-årige Lee Westwood har spillet alle Ryder Cup turneringer siden 1997, så han kan komme med for 10. gang. 31-årige Martin Kaymer har været med i de seneste tre udgaver.

Overtegnede er, som mange andre, helt overbevist om, at Westwood og Kaymer er blandt Darren Clarkes udvalgte.

Rory McIlroy og Martin Kaymer under Ryder Cup 2014
Rory McIlroy og Martin Kaymer under Ryder Cup 2014

Donald bidrager med mere erfaring
Det er noget sværere med det tredje wildcard.

Hvis Darren Clarke går efter mere Ryder Cup erfaring, så er Luke Donald det bedste bud med Graeme McDowell og Francesco Molinari som outsidere.

38-årige Luke Donald har spillet Ryder Cup i 2004, 2006, 2010 og 2012. Han har en god statistik i Ryder Cup, men har ikke vundet på Europa Touren og PGA Tour siden 2012. Det er dog blevet til to andenpladser i år senest i Wyndham Championship for godt en uge siden, hvor Graeme McDowell i øvrigt blev nr. 5.

37-årige Graeme McDowell har været på holdet de seneste fire gange, mens 33-årige Francesco Molinari var med i 2010 og 2012.

Ingen af de tre har vist forrygende form på det seneste, men en hulspilsturnering som Ryder Cup er noget andet. Både på erfaring og form synes Donald at være det bedste bud.

Luke Donald under Ryder Cup 2012
Luke Donald under Ryder Cup 2012

Pieters er en rookie i topform
Made in Denmark vinderen Thomas Pieters er det bedste bud på en spiller i form, men spørgsmålet er om Darren Clarke vil udtage en rookie.

De seneste uger er 24-årige Pieters blevet nr. 4 ved OL, nr. 2 i Tjekkiet inden han som bekendt vandt i Himmerland, hvilket var hans tredje Europa Tour sejr på blot et år. Den langtslående belgier er nr. 41 på verdensranglisten.

De første to runder spillede han med Darren Clarke i Himmerland. Hvilket de i øvrigt også gjorde under KLM Open 2015, som Pieters også vandt.

Darren Clarke og Thomas Pieters under anden runde af Made in Denmark 2016
Darren Clarke og Thomas Pieters under anden runde af Made in Denmark 2016

Knox er nr. 20 i verden og 6. bedste europæer
31-årige Russell Knox spiller primært på PGA Tour, hvilket er en fordel, da Ryder Cup spilles i USA. Knox blev først medlem af Europa Touren efter han vandt WGC – HSBC Champions i november 2015.

Da han ikke var medlem af Europa Touren, så var WGC sejren ikke tællende i kvalifikationen. Havde den været det, så ville Russell Knox med stor margin være kvalificeret direkte. Han var alligevel tæt på at kvalificere sig, og sluttede lige udenfor på World Points List. I begyndelsen af august vandt han Travelers Championship på PGA Tour, mens han blev nr. 2 i Irish Open på Europa Touren.

Som nr. 20 på verdensranglisten er Russell Knox pt. den 6. bedste europæer. På den baggrund kan man sagtens argumentere for, at han bør blive udtaget. Knox kan med rette være den, der bliver mest skuffet, hvis han ikke får et wildcard.

Russell Knox
Russell Knox

Hvad med Kjeldsen?
Selvom vi er mange, der gerne vil se Søren Kjeldsen på holdet, så skal vi være realistiske. Selvom Kjeldsen i år har haft to top-10 placeringer i majors, så er det næppe nok til, at han får et wildcard.

41-årige Kjeldsen ville også være rookie, så selvom han slutter foran Westwood og Kaymer i kvalifikationen, så bliver han næppe udtaget.

Selvom Kjeldsen har gjort det godt siden kvalifikationen begyndte i september 2015, så har det ikke været nok til, at han kvalificerer sig direkte. Han har ingen Ryder Cup erfaring, og andre har gjort det bedre i de seneste turneringer, så det vil være en kæmpe overraskelse, hvis han får et wildcard.

Søren Kjeldsen
Søren Kjeldsen

Mit bud: Westwood, Kaymer og Donald
Som afslutning vil jeg give mit bud på, hvem der får de tre wildcards.

Jeg tror, at Darren Clarke vælger den sikre løsning med Lee Westwood, Martin Kaymer og Luke Donald. Hans begrundelse er sikkert, at det er vigtigt med erfarne spillere, når der er fem kvalificerede rookies.

Hvis det var mig der skulle vælge, så blev det Lee Westwood, Martin Kaymer og Thomas Pieters, mens jeg ville have ondt af Russell Knox…

Se med på Viasat tirsdag fra kl. 13:30
Viasat Golf, Viaplay.dk og www.tv3sport.dk/golf sender direkte fra pressemødet tirsdag kl. 13:30.

ryder08-135953

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 13. maj 2024

Der blev ikke spillet på DP World Tour, men der var to turneringer på PGA Tour. Rory McIlroy vandt Wells Fargo Championship for fjerde gang,...

Se højdepunkter fra første runde af G4D Open 2024

Der spilles god golf i G4D Open for spillere med et handicap eller særlige behov. Se højdepunkter fra onsdagens første runde i videoen ovenfor,...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk