PopulærtPGA TourSpieth misser Tour Championship, og får bøde for at spille for få...

Spieth misser Tour Championship, og får bøde for at spille for få turneringer

For første gang siden Jordan Spieth kom på PGA Tour i 2013 er han ikke med i sæsonfinalen Tour Championship, hvor kun top-30 på FedExCup ranglisten er kvalificeret. Ikke nok med det, så står han overfor en bøde eller anden sanktion, da han har spillet for få turneringer i sæsonen.

Spieth var nr. 27 på FedExCup ranglisten inden BMW Championship, men med en skuffende 55. plads slutter han som nr. 31 på ranglisten. De seneste fem år, hvor han har været medlem af PGA Tour, er han ikke sluttet udenfor top-15 på den endelige FedExCup rangliste.

Spieth vandt FedExCup’en i 2015 og blev nr. 2 sidste år, men har ikke vundet siden sejren i The Open 2017. Fem top-10 placeringer er det blevet til i år heriblandt en 3. plads i Masters og en 9. plads i The Open, men det var ikke nok til en placering i top-30 på FedExCup ranglisten.

25-årige Jordan Spieth begyndte året som nr. 2 på verdensranglisten, men er faldet tilbage til en 10. plads.

Kan ikke nå de krævede 25 turneringer i sæsonen

Gældende fra 2016-17 sæsonen lavede PGA Tour en ny regel for at få de største profiler til at spille nye og andre turneringer end de plejer.

Som PGA Tour medlem skal man som minimum spille 15 af de næsten 50 turneringer i sæsonen, hvoraf den ene som minimum skal være en turnering, man ikke har spillet de seneste 4 sæsoner.

Hvis man ikke spiller en “ny” turnering, skal man spille 25 turneringer i sæsonen. Jordan Spieth har spillet 23 turneringer, men ingen “ny” turnering. Med Tour Championship og Ryder Cup, som også tæller, ville han nå op på 25. Nu er han ikke kvalificeret til Tour Championship, og når derfor kun op på 24 i sæsonen.

– Jeg formoder, jeg får en bøde, eller tilføjer en turnering i efteråret. Jeg ved ikke, om det tæller, sagde Spieth på et pressemøde efter BMW Championship og fortsatte:

– Jeg accepterer naturligvis den bøde jeg måtte få, og forsøger at tilføje en ny turnering hvert år, men det er lidt svært.

Da Golf Channel beskrev den nye regel i 2015 stod der, at spillere der ikke lever op til reglerne får en såkaldt “stor straf”. Det vil være en bøde på mere end 20.000 $ eller en mulig karantæne. Da PGA Tour normalt holder evt. straffe for sig selv, hører vi formentlig aldrig om hvilken straf Jordan Spieth måtte få, men det bliver næppe en karantæne.

Keegan Bradley og Xander Schauffele rykkede i top-30

BMW Championship vinderen Keegan Bradley rykkede fra en 52. plads til en 6. plads på FedExCup ranglisten, mens Xander Schauffele blev delt nr. 3 i BMW Championship og rykkede fra en 41. plads og frem som nr. 18.

Der var således to som faldt ud af top-30, og udover Jordan Spieth var det Emiliano Grillo, som blev nr. 61 i BMW Championship.

BMW Championship, resultat

FedExCup, live-stilling
(opdateres efter stilling i turneringen)

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Golf på Djursland

Hotel Fuglsøcentret er ikke kun kendt for sine koncerter. Resortet i Mols Bjerge er også kendt for sine golfkurser. De fuldbefarne golfspillere kan komme...

Herrer: Penge- og pointranglister, 29. april 2024

Yuto Katsuragawa vandt DP World Tour turneringen ISPS HANDA Championship i Japan. Han vandt også turneringen for to år siden, hvor den pga. Covid-19...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk