Helt overordnet vil 2021 som 2020 for de fleste blive husket som et meget udfordrende år, der i høj grad var præget af corona-pandemien.

Vi er tilsyneladende endnu et godt stykke fra at komme igennem, og det er uvist hvor længe hele verden vil være præget af corona og restriktioner i bestræbelserne på at kontrollere det.

I den store sammenhæng er golf ikke vigtigt, men både som udøver og som fan af sporten kan golf være med at skabe højdepunkter med glæde og smil på læben. Det er også vigtigt, og man skal også huske det positive. Og 2021 blev et golfmæssigt godt år.

Måske ikke godt for den enkelte, men som helhed. I Danmark er der i år sat rekord med 164.130 aktive medlemmer af danske golfklubber, mens der på verdensplan er sat rekord med 66,6 mio. som i et eller andet omfang spiller golf med eller uden tilknytning til en golfklub.

Der var fire danske Europa Tour sejre med Rasmus Højgaard der vandt Omega European Masters, Nicolai Højgaard vandt DS Automobiles Italian Open, Jeff Winther vandt Mallorca Golf Open og Joachim B Hansen vandt AVIV Dubai Championship.

.
.

Thorbjørn Olesen har de seneste år været påvirket af de alvorlige anklager og retssagen i London, men nu er han frikendt for alle anklager og sagen kan ikke ankes. Han skal dog hverken forvente undskyldning eller erstatning, men Thorbjørn kan se fremad og forhåbentlig igen fokusere på sin golfkarriere.

Med en flot 4. plads i sæsonfinalen, som blev vundet af Morikawa, blev Nicolai Højgaard nr. 8 på Race to Dubai ranglisten. Han er den blot sjette dansker, som er sluttet i top-10 på ranglisten.

Og med hensyn til Europa Touren skal vi vende os til det nye navn, DP World Tour, da man har fået en ny titelsponsor. Det overordnede navn for de europæiske tours er European Tour Group.

Marcus Helligkilde vandt Challenge Tourens sæsonfinale og Road to Mallorca ranglisten. Niklas Nørgaard Møller sikrede sig også en plads i top-20 på ranglisten, så begge får et fuldt kort. Det var Helligkildes tredje Challenge Tour sejr i år.

Thomas Bjørn har haft svært ved at klare sig på Europa Touren de seneste år, men han har fortsat et kort til det der nu hedder DP World Tour, og han vandt han sin første senior sejr i Irish Legends presented by the McGinley Foundation. Bjørn vil dog ikke spille Tourskole til PGA Tour Champions.

Hos damerne imponerede særligt Nanna Koerstz Madsen imponerede på LPGA og på LET med bl.a. en 5. plads i AIG Women’s Open, hvor hun var på delt førsteplads inden sidste hul,. Sammen med Emily K Pedersen var Nanna med til at vinde Solheim Cup, og amatøren Amalie Leth-Nissen var med til at PING Junior Solheim Cup.

Emily K Pedersen kvalificerede sig til LPGA via Q-Series, mens Nicole Broch Estrup desværre mistede sit fulde LPGA kort men fik en bedre kategori via Q-Series. Emily sluttede på en forholdsvis beskeden 36. plads på LET ranglisten, som hun vandt i 2020.

Ved OL i Tokyo blev Emily K Pedersen nr. 5, Nanna Koerstz Madsen nr. 9, mens Joachim B Hansen sluttede som nr. 27 og Rasmus Højgaard blev nr. 38.

Lidt skuffende på verdensranglisten

Ved nytår er der fem danskere i top-100 på verdensranglisten fordelt på tre herrer og to damer. Det er som sådan flot, men det kunne være dejligt med én eller flere herrespillere i top-50, og det skal nok komme.

Hos herrerne er Marcus Helligkilde bedste dansker på en 80. plads, da tre Challenge Tour sejre er bedre end en flot Europa Tour sæsonen – det vil nogle finde lidt misvisende, men sådan er reglerne. Nicolai Højgaard er nr. 93 og Rasmus Højgaard nr. 96, med langt til top-50, der har fået en invitation til Masters.

Hos damerne er Nanna Koerstz Madsen nr. 50 og Emily Kristine Pedersen nr. 74.

Dobbelt EM guld for herrerne

Der var også store resultater for de bedste amatører med Christoffer Bring der vandt det individuelle EM og derefter var med til at vinde Hold-EM. Desværre var mange af de store mesterkaber inkl. de to EM uden spillere fra de britiske øer, da de blev hjemme pga. COVID-19.

Tak for i år!

Vi er mange danske golfmedier, som giver dig nyheder fra ind- og udland. Vi kæmper alle om din tid, men på mange måder supplerer vi også hinanden. På 19hul.dk er vi taknemmelige over, at du også bruger os som kilde til golfnyheder, og vi er fortsat selv ganske stolte over “produktet”.

Vi takker for de mange mails, vi har fået i løbet af året med konstruktiv feedback og tips til artikler. Det sætter vi pris på, og alle henvendelser er velkomne.

Godt nyt (golf)år!

Champagnen er klar – Foto: golfsupport.nl

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.