PopulærtDP World TourSøren Kjeldsen spiller Europa Tour turnering nr. 600

Søren Kjeldsen spiller Europa Tour turnering nr. 600

44-årige Søren Kjeldsen har rundet en stor milepæl, da Abu Dhabi HSBC Championship presented by EGA er hans turnering nr. 600 på Europa Touren. Han er den blot 13. spiller, som har nået 600 turneringer på Europa Touren, siden den blev grundlagt i 1972.

Kjeldsen havde sin Europa Tour debut i 1998, og siden da har han hvert år fornyet sit medlemskab ved at slutte højt nok på ranglisten. Fem gange er han sluttet i top-20 med en 10. plads på Order of Merit 2008 som det hidtil bedste, mens han i 20 af de 22 sæsoner er sluttet i top-100 på Race to Dubai / Order of Merit

Han blev professionel i 1995 og vandt Volvo Finnish Open på Challenge Touren i 1997, hvilket var medvirkende til, at han som nr. 14 på ranglisten kvalificerede sig til Europa Touren.

Fire sejre på Europa Touren samt World Cup

Søren Kjeldsen har vundet fire gange på Europa Touren med sejre i Diageo Championship at Gleneagles 2003, Volvo Masters 2008, Open de Andalucia 2009 og Dubai Duty Free Irish Open 2015.

Sammen med Thorbjørn Olesen vandt han ISPS HANDA World Cup of Golf 2016, hvilket dog ikke tæller som en officiel sejr, og i øvrigt heller ikke i opgørelsen af de 600 turneringer. Reelt har han således spillet flere turneringer gennem årene.

Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen efter sejren i ISPS Handa World Cup of Golf 2016 – Foto: golfsupport.nl

Kjeldsen har spillet World Cup syv gange i 1998, 1999, 2003, 2004, 2009, 2016 og 2018, mens han spillede Seve Trophy 2009 og EurAsia Cup 2016. Han blev nr. 21 ved OL 2016 i Rio.

Gode resultater i 2016 gav ham muligheden for et PGA Tour kort i 2016-17 sæsonen, hvor han således også var medlem. Han spillede 17 tællende PGA Tour turneringer, men med en 146 plads på FedExCup ranglisten mistede han kortet igen.

Tre gange har han fået tildelt hædersprisen Den Gyldne Golfbold. Det var i 2008 og 2015 samt i 2016 sammen med Thorbjørn Olesen.

68 top-10 placeringer på Europa Touren

I de første 599 turneringer på Europa Touren har Kjeldsen fået del i præmiepengene 422 gange svarende til godt 70 %.

Udover de fire officielle sejre har han haft ti 2. pladser og seks 3. pladser samt 54 placeringer mellem nr. 4 – 10. Samlet giver det 68 top-10 placeringer svarende til en top-10 placering i 11 % af turneringerne.

Tre top-10 placeringer i majors

Indtil videre har Kjeldsen deltaget i 24 majors og senest US PGA Championship 2017. Han har haft tre top-10 placeringer med en 6. plads i US PGA Championship 2009, en 7. plads i Masters 2016 og en 9. plads i The Open 2016.

I de 599 turneringer har Søren Kjeldsen tjent mere end 15,68 mio. € i tællende præmiepenge, hvilket placerer ham som nr. 26 på Europa Tourens Career Money List.

Dertil kommer uofficielle præmiepenge, som de 1,28 mio. $ han fik for sejren i ISPS HANDA World Cup of Golf 2016 samt indtjening på PGA Tour.

Hyldet for nr. 500 under Made in Denmark 2015

Under Made in Denmark 2015 blev Søren Kjeldsen hyldet for sin turnering nr. 500 på Europa Touren. Reelt var US PGA Championship hans turnering nr. 500, mens Made in Denmark 2015 var nr. 501.

Søren Kjeldsen blev hyldet for 500 Europa Tour turneringer på 16. green under Made in Denmark 2015 – Foto: golfsupport.nl

48-årige Thomas Bjørn med 546 Europa Tour turneringer er eneste anden dansker, som har spillet flere end 500. Han spillede nr. 500 i Made in Denmark 2017, hvilket også blev fejret i Himmerland.

Alene det at nå 500 Europa Tour turneringer vidner om en lang og flot karriere, da der gennem årene blot er 39 spillere, som har spillet 500 eller flere turneringer på Europa Touren.

Sam Torrance har rekorden

Nu 66-årige Sam Torrance har Europa Tour rekorden på 706 Europa Tour turneringer i karrieren. En rekord der meget vel kan blive slået af 56-årige Miguel Angel Jiménez, da han er oppe på 703 turneringer og stadig spiller enkelte turneringer på Europa Touren.

Kjeldsen er som nævnt den 13. spiller, som runder 600 turneringer på Europa Touren, hvilket vi vender tilbage til i en senere artikel med en oversigt over dem, som har spillet flest.

2019 var en skuffelse for Kjeldsen

I 2019 sæsonen klarede Kjeldsen blot cuttet i 9 af 23 Europa Tour turneringer, hvilket er første gang, at han har klaret færre end 10 cuts i en Europa Tour sæson.

Sæsonen blev dog reddet af en flot 5. plads i Rolex Series turneringen Abu Dhabi HSBC Championship presented by EGA, for de 297 Race to Dubai point og en præmiecheck på godt 260.000 € var medvirkende til, at han blev nr. 95 på Race to Dubai ranglisten.

Kan spille to sæsoner på Europa Touren, selvom han mister kortet

Hvis Kjeldsen i en sæson slutter udenfor top-110 på Race to Dubai ranglisten, så betyder det ikke, at han derved mister sit Europa Tour kort og skal på Tourskolen.

Kjeldsen er som nævnt nr. 26 på Career Money List, og en fortsat placering i top-40 sikrer ham én sæson i kategori 11 på Europa Touren.

At han gennem flere end 15 sæsoner har beholdt sit Europa Tour kort giver ham yderligere én sæson i kategori 11, så Kjeldsen kan dermed fortsat spille to sæsoner på Europa Touren i tilfælde af, at han slutter udenfor top-110 på Race to Dubai ranglisten.

Søren Kjeldsen efter sejren i Volvo Masters 2008 på Valderrama – Foto: golfsupport.nl

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 9. december 2024

Johannes Veerman vandt traditionsrige og pengestærke Nedbank Golf Challenge, hvor der dog i år kun var tre fra top-50 på verdensranglisten i feltet. Thorbjørn...

Én dansker på LIV Golf Tourskolen i Saudi Arabien

En enkelt dansker er med i LIV Golf Promotions, der er Tourskolen til LIV Golf, og det er Martin Simonsen. Nåleøjet til LIV Golf...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk