RejserGolf- og rejseoplevelserOg stormen sused' og gjord' halløj imellem Esbjerg og Fanø. Rejseoplevelser fra...

Og stormen sused’ og gjord’ halløj imellem Esbjerg og Fanø. Rejseoplevelser fra Vadehavet og omegn (2)

Onsdag midt på eftermiddagen. Vejrudsigten siger regn og kuling med vindstød af stormstyrke på både DMI og YR, så der bliver næppe linksgolf i morgen. Godt nok er der både sydvest og regntøj i tasken, men meteorologernes spådom lyder ikke som et vejrlig “fit for man or beast”, som multikunstneren W. C. Fields sagde, når vejret ikke var til udendørsaktiviteter.

”Der er ikke noget bedre end en lav sol, når man skal have gode fotos i kassen,” lyder det opmuntrende fra fotografen, da solen dukker op under de truende skyer og farver himlen orangerød.

Bagagen afleveres på Krogaarden i Nordby, og få minutter senere parkeres Fiesta’en ved Fanø Vesterhavsbads Golfklub.

Selv om vind og vejr har fjernet et bogstav på skiltet over hoveddøren til klubhuset, fremgår det meget tydeligt, at Fanø Golf Links har eksisteret siden 1898. Selve klubben blev faktisk først dannet i 1948 under det lidt pudsige navn Fanø Vesterhavsbads Golfklub, men kombinationen af Vesterhav, badestrand og golf gav utvivlsomt vældig god mening, da eksklusive badehoteller blev opført tæt på golfbanen omkring år 1900.

På farvestrålende plakater og i sort-hvide reklamefilm, blev det i sin tid skrevet med versaler, at FANØ VESTERHAVSBAD ER DANMARKS MONDÆNE BADESTED, og det bedre borgerskab strømmede til fra Sjælland, England og Tyskland.

Fanø Bad omkring år 1900, Hotellerne 1, Fanø VideoGuide

Det mondæne ry og de fashionable hoteller er nu en saga blot. Kun Kellers Konditori har overlevet som Kellers Badehotel & Spisehus. Men sol, blæst, sand, vand og linksgolf trækker dog fremdeles mange turister til Fanø.

Der er desværre lukket i klubhuset, så det bliver kun til en kort gåtur og et par fotos af den køllesvingende model. Den lave sol får lange, smukke skygger frem i klitterne og giver stor lyst til at komme tilbage en anden god gang, hvor vejrprognosen lover bedre vejr.

Fanø Krogaard, der har været kongelig privilegeret kro siden 1664, ligger ud til Langelinie, en lopwedge fra Vadehavet og to minutter fra færgelejet i Nordby. Ved lavvande kan man spotte sæler på den lille sandbanke Søjorden, men lige nu er der højvande og kun udsigt til blå, krabbe bølger og Esbjergs skylinie.

”Der er desværre ikke flere pladser på kroens egen parkeringsplads. Men I kan parkere ved færgelejet. Der er både langtids- og korttidsparkering. Og det er gratis.”

Kromutter smiler og leder de to trætte gæster gennem restauranten og biblioteket og ud til kroens østvendte længe, som går under navnet Byhuset, da det vender ud mod Hovedgaden. Kammerværelset er lille, men fint indrettet og har eget bad.

Fotografen og rejseskribenten parkerer på Nordby Færgestrand og går tilbage til Krogaarden via Hovedgaden, som giver læ for den kolde østenvind. Fannikerne har søgt indendøre. Forretningerne på Nordbys hovedstrøg har lukket og slukket, og bortset fra et par turister er Hovedgaden mennesketom.

I Krogaardens bibliotek er der lunt og godt. Der sludres i sofaen, og ved skakbordet tænkes der, så det knager. Normalt indtages aftensmåltidet i De Tre Stuer, der vender ud mod vandet, men der er også mulighed for at spise i Biblioteket.

Rejseskribenten er i defensiven og grubler dybt over sit næste træk, men heldigvis dukker servitricen op med hovedretten. Bordet skal ryddes, da skakbrættet er forsænket i bordpladen. Fotografen tilbyder ædelmodigt remis, som prompte accepteres.

Retterne på Fanø Krogaard er fortrinsvis sammensat af råvarer fra små, sydjyske producenter.

Den skarpe skakspiller får saltbagt selleri, julesalat, kryddersmør og revet Vesterhavsost, mens der på den anden side af skakbrættet serveres stuvet kylling og svampe fra Varde Ådal bagt i butterdej med låg, en såkaldt vol-au-vent, der – som det franske udtryk tilsiger – skal være så let, at den kan ’flyve i vinden’. Og det er der ingen tvivl om den kan. Ikke mindst nu, hvor østenvinden er gået over i stiv kuling!

Til dessert enes man om kaffeis med chokoladecrumble og kaffeganache. Et valg, der ikke fortrydes.

Torsdag. Meget tidligt om morgenen. Sandbanker dukker op i Vadehavet, men ifølge damen i receptionen afgår fanøbåden planmæssigt indtil 8.30.

”Derefter er der ikke nok vand i sejlrenden, og færgeoverfarten vil være indstillet til engang over middag.”

Den valgte morgenmad står på bordet. Yoghurt, bærmarmelade og granola. Honningmelon, valnødder og olivenolie. Fransk toast med bær og ahornsirup. Fotografen kan multitaske. Hun nipper morgenmaden, alt imens hun tjekker vejrsituationen på mobilen.

”Der er store oversvømmelser på Østersøkysten efter den værste stormflod i over hundrede år. Heldigt vi ikke tog til Flensborg og Travemünde.”

Dette var anden del i serien – første del kan læses her. Tredje og sidste del kan læses her.

Tekst: Kim Boje

Fotos: Annemarie Slej og Kim Boje

Stillbilleder: fra Fanø Bad, Hotellerne 1, Fanø VideoGuide  

BONUS INFO

Destination Vadehavskysten, https://www.vadehavskysten.dk/

FANØLINJEN

GOLF

”Ladies and gentlemen på Fanø Golf Links fra tiden fra før verden gik af lave”
Tegning af Billy Kippie, Fanøs golftræner i 1920’erne og ’30erne

NORDBY

SØNDERHO

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Emily i top-10 da Hannah Green vandt JM Eagle LA Championship

Hannah Green vandt LPGA turneringen JM Eagle LA Championship presented by Plastpro. Se højdepunkter ovenfor. Emily var nr. 5 efter anden runde, men nr. 10...

Tim Widing vandt for anden uge i træk på Korn Ferry Tour

Svenske Tim Widing vandt for anden uge i træk på Korn Ferry Tour, og denne gang Veritex Bank Championship. Inden finalerunden havde svenske 26-årige Tim...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk