Graeme McDowell vandt Saudi International

Graeme McDowell vandt Saudi International powered by SoftBank Investment Advisers, hvor Søren Kjeldsen blev bedste dansker på en 38. plads. Se højdepunkter fra McDowells finalerunde i videoen ovenfor.

Halvvejs var Søren Kjeldsen på en 12. plads og Jeff Winther på en 18. plads, men de faldt tilbage og på en delt 37. plads i -1 skulle de to spille sammen i finalerunden.

Med en finalerunde i par blev Søren Kjeldsen nr. 38 i -1, mens Jeff Winther blev nr. 44 i par efter en runde i +1.

Rasmus Højgaard, Joachim B Hansen, Benjamin Poke og Thomas Bjørn missede cuttet.

Graeme McDowell vandt foran Dustin Johnson

Inden finalerunden førte Graeme McDowell i -12 foran Victor Dubuisson i -11 og Gavin Green i -9.

.
.

En runde i par var nok for 40-årige Graeme McDowell til at vinde i -12 foran den forsvarende mester Dustin Johnson i -10.

Thomas Pieters, Phil Mickelson og Gavin Green delte 3. pladsen i -9.

Segio Garcia, Abraham Ancer og Victor Dubuisson sluttede blandt spillerne på en delt 6. plads i -7, mens Martin Kaymer og Shane Lowry blev nr. 13 i -5.

Ian Poulter og Brooks Koepka blev nr. 17 i -4, Matt Wallace og Henrik Stenson nr. 44  i par, mens Ernie Els sluttede som nr. 77 i +1.

Patrick Reed, Bernd Wiesberger og Lee Westwood var blandt de spillere, som missede cuttet.

11 sejre på Europa Touren – den første siden 2014

Det var Graeme McDowells 11. sejr på Europa Touren, og den første siden han vandt Alstom Open de France 2014 for 2.037 dage siden.

Han har vundet fire tællende turneringer på PGA Tour heriblandt US Open 2010 og senest Corales Puntacana Resort and Club Championship 2019.

Saudi International powered by SoftBank Investment Advisers, resultat

Kontroversielt at der blev spillet i Saudi Arabien

Det var og er kontroversielt, at Europa Touren og verdens bedste golfspillere besøger Saudi Arabien, og dermed promoverer det omstridte land. Nogle har den opfattelse, at Europa Touren burde holde sig væk, mens andre mener, at man skal adskille sport og politik.

Det har skabt megen debat, men når det kommer til demokrati og menneskerettigheder, så er det dog ikke uvant for hverken Europa Touren eller sportsfolk generelt at konkurrere i lande, som lader meget tilbage at ønske hvad angår demokrati og menneskerettigheder.

Ser man på hele Europa Tour hele kalenderen, så besøger man også en række andre lande uden egentligt demokrati ligesom ikke alle lever op til basale menneskerettigheder.
Noget der dog ikke i samme omfang har givet så meget debat, hvilket må betegnes som dobbeltmoralsk.

Saudi Arabien var det 48. land der blev besøgt siden Europa Touren blev grundlagt i 1972.

En del af Vision 2030 for Saudi Arabien

Golfturneringerne og andre internationale sportsbegivenheder og events er en del af Saudi Arabiens Vision 2030 plan.

Kronprins Mohammad bin Salman arbejder på at føre Saudi Arabien tilbage til en mere åben og moderat form for islam ligesom han har slået hårdt ned på korruption og underslæb. Han er angiveligt også manden bag beslutningen om, at saudiarabiske kvinder fra sommeren 2018 fik lov til selv at køre bil ligesom kvinder har fået adgang til nogle sports-stadioner.

Golfturneringerne er således et led i disse forandringer og Saudi Arabiens “Vision 2030” plan. Som verdens største olieeksportør har olie været den primære indtægtskilde, men visionen er, at man skal være mindre afhængig af olien. Man vil således fremme andre erhverv og tiltrække flere turister.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.