AnbefaletTillykke med de 45 år Thomas Bjørn

Tillykke med de 45 år Thomas Bjørn

Thomas Bjørn fylder 45 år i dag, torsdag den 18. februar.

Danmarks uden sammenligning mest succesfulde golfspiller, har vundet 15 af de 32 danske sejre på Europa Touren. Herudover vandt han Dunlop Phoenix på Japan Golf Tour i både 1999 og 2003 samt fire Challenge Tour turneringer i 1995.

I alt har Bjørn således vundet 21 individuelle sejre som professionel, og tre gange har han spillet på det europæiske Ryder Cup hold.

I 1996 blev Thomas Bjørn den første danske Europa Tour vinder, og han har om nogen præget dansk golf de seneste 20 år. Ikke blot som golfspiller, men som ét af de største danske sportsnavne.

Der har været formdyk undervejs, og flere har dømt ham færdig. Bjørn var uden sejre fra 2007 – 09, men siden har han vundet seks Europa Tour turneringer ligesom han kvalificerede sig til Ryder Cup 2014.

Top-10 på verdensranglisten
Som hidtil eneste dansker har Thomas Bjørn været i top-10 på herrernes verdensrangliste, hvor han var nr. 10 midt i juli 2001.

Årets sportsnavn 2001
I 2001 blev Thomas Bjørn valgt som Årets Sportsnavn i den prestigefyldte officielle kåring af DIF, Team Danmark og Jyllands-Posten.

Det år vandt han i Dubai foran Tiger Woods. Herudover blev Bjørn nr. 2 ved WGC – World Cup sammen med Søren Hansen, og han opnåede hele ni top-10 placeringer på Europa Touren.

Ridderkorset af Dannebrogsordenen
I foråret 2015 blev Thomas Bjørn hædret – eller benådet som det rent faktisk hedder – med Ridderkorset af Dannebrogordenen.

Der er ganske få aktive sportsfolk, som har fået tildelt den fornemme orden.

Thomas Bjørn efter sejren i Ryder Cup 2014
Thomas Bjørn efter sejren i Ryder Cup 2014

Tre gange Ryder Cup spiller
Thomas Bjørn var en del af det vindende Ryder Cup hold i 1997, 2002 og 2014.

I 2004, 2010 og 2012 var Bjørn vicekaptajn. Her vandt Europa også, så han har faktisk aldrig været med til at tabe Ryder Cup. USA vandt i 1999 og 2008, hvor Bjørn ikke var en del af holdet.

Otte top-10 placeringer i majors
Flere gange har Thomas Bjørn spillet med om sejren i majors, hvor det gennem årene er blevet til otte top-10 placeringer.

I US PGA Championship 2000 blev Bjørn nr. 3, mens han blev nr. 2 i 2005. I Masters er hans bedste placering en 8. plads i 2014. Fem af de otte top-10 placeringer er kommet i The Open, hvor han blev nr. 9 i år 1998, nr. 2 i 2000, nr. 8 i 2002, nr. 2 i 2003 og nr. 4 i 2011.

Tættest på en majorsejr var Bjørn i The Open 2003, hvor han førte med tre slag inden de sidste 4 huller. Inden 16. hul førte Bjørn med to slag, men fra greenbunkeren måtte han bruge tre slag for at komme ud. Ben Curtis vandt med ét slag foran Thomas Bjørn og Vijay Singh på andenpladsen.

I WGC turneringerne er hans hidtil bedste resultat en 2. plads i Cadillac Championship 2004.

Formand for Tournament Committee siden 2007
Blandt sine tourkolleger har Thomas Bjørn en meget høj status, og han har i høj grad taget andel i Europa Tourens udvikling.

Siden 2007 har Bjørn også været en aktiv formand for Europa Tourens magtfulde Tournament Committee. I 2009 ville Bjørn træde tilbage som formand, men efter nogen tid valgte han alligevel at fortsætte, og blev genvalgt.

Har tjent mere end € 20 mio. på Europa Touren
På Europa Tourens Career Money List over karriereindtjening i Europa Tour turneringer er Thomas Bjørn pt. nr. 12 med en indtjening på € 20,27 mio.

Nedenfor ses en oversigt over Thomas Bjørns 21 sejre som professionel.

2014 sæsonen
European Tour – Nedbank Golf Challenge

2013
European Tour – Omega European Masters

2011
European Tour – Omega European Masters
European Tour – Johnnie Walker Championship
European Tour – Commercialbank Qatar Masters

Thomas Bjørn
Thomas Bjørn

2010
European Tour – Estoril Open de Portugal

2006
European Tour – Nissan Irish Open

2005
European Tour – Daily Telegraph Dunlop Masters

2003
Japan Golf Tour – Dunlop Phoenix Tournament

2002
European Tour – BMW International Open

2001
European Tour – Dubai Desert Classic

2000
European Tour – BMW International Open

1999
Japan Golf Tour – Dunlop Phoenix Tournament
European Tour – The Sarazen World Open

1998
European Tour – Peugeot Open de Espana
European Tour – Heineken Classic

1996
European Tour – Loch Lomond Invitational

1995
Challenge Tour – The Coca-Cola Open
Challenge Tour – Esbjerg Danish Closed
Challenge Tour – Interlaken Open
Challenge Tour – Himmerland Open

Darren Clarke og Thomas Bjørn under Made in Denmark 2015
Darren Clarke og Thomas Bjørn under Made in Denmark 2015

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

28 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin første Challenge Tour sejr i Kolkata Challenge. Det var den 28. danske Challenge sejr gennem årene. Efter tre danske Challenge...

Se alle Nicolai Højgaards slag under Ryder Cup 2023

Det er næsten et halvt år siden at Europa og Nicolai Højgaard vandt Ryder Cup 2023, men der bliver fortsat produceret videoer med forskellige...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk