Paul Lawrie er ude med en skade resten af året, så han er ikke med i The Open på Carnoustie, hvor han vandt The Open 1999.

Det seneste halve års tid har han haft store problemer med både sin ryg og sin venstre fod. Han er tidligere blevet opereret i foden, men han har stadig store smerter.

Nu håber han at en lang pause og behandlinger vil gøre ham klar til næste sæson, hvor han hele året også vil kunne spille på senior tours, da han fylder 50 år den 1. januar.

Otte Europa Tour sejre og flere end 600 turneringer

49-årige Paul Lawrie har vundet otte turneringer på Europa Touren, hvor hans seneste sejr er Johnnie Walker Championship at Gleneagles 2012. På den sydafrikanske Sunshine Tour vandt han Dimension Data Pro-Am 2017.

Lawrie vandt The Open 1999 efter omspil mod Jean van de Velde og Justin Leonard. Han hentede 10 slag i finalerunden, men turneringen huskes mest for Jean van de Veldes tredobbelte bogey på sidste hul i finalerunden – med en dobbeltbogey ville han have vundet The Open. I omspillet over 4 huller var Paul Lawrie bedst med en samlet score i par, mens de to andre gik +3.

I august 2017 spillede Paul Lawrie sin Europa Tour turnering nr. 600 som den blot ottende spiller nogensinde, og han er pt. oppe på 609 Europa Tour turneringer i karrieren.

Har ikke spillet på Europa Touren siden april

I år er det blot blevet til seks turneringer, hvoraf han har misset cuttet i de fire og haft to 61. pladser i de sidste to. Hans seneste turnering er Trophee Hassan II i april.

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.