Kristoffer Reitan vandt Soudal Open efter banerekord og omspil på Rinkven International Golf Club i Belgien. REMA 1000 arvingen er den blot anden norske DP World Tour vinder nogensinde. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
To af fire danskere klarede cuttet, og begge afsluttede med runder i +2, så Jacob Skov Olesen blev nr. 41 i -2 og Alexander Frances nr. 49 i -1. Lucas Bjerregaard og Hamish Brown missede cuttet.
Kristoffer Reitan hentede 9 slag i finalerunden
Kristoffer Reitan begyndte dagen 9 slag fra Ewen Ferguson på 1. pladsen, og havde starttid knap 3 timer før førerbolden skulle ud. Efter birdie på 1. og bogey på 3. hul så den 27-årige nordmand heller ikke ud til at skulle spille med om sejren.
Men så lavede Kristoffer Reitan 9 birdies på de resterende 15 huller, og med en banerekord i 62 slag (-9) kom han op på siden af Ewen Ferguson i -13.
Det endte med at Ewen Ferguson havde et par-putt på sidste hul for sejren, mens hans bold tog hulkanten rundt så han sluttede i -13 efter en finalerunde i par. Det samme gjorde Darius van Driel efter tre afsluttende birdies for en runde i -4, så de tre skulle i omspil.
De delte første omspilshul, banens 18., med pars og i andet forsøg var Kristoffer Reitan den eneste af de tre der holede sit birdieputt og vandt.
John Parry, Jordan Smith, Haotong Li, Thriston Lawrence og Troy Merritt delte 4. pladsen i -10. Pudsigt nok var de første fire af de fem på den delte 4. plads de fire højest rangerede i feltet mellem nr. 90 – 111 på verdensranglisten. 39-årige Troy Merritt fra USA, der er dobbelt PGA Tour vinder med seneste sejr i Barbasol Championship 2018, er nr. 426.
Den blot anden norske vinder
27-årige Kristoffer Reitan er som nævnt den blot anden norske DP World Tour vinder nogensinde. Den anden er Viktor Hovland, som har vundet BMW International Open 2021 og Slync.io Dubai Desert Classic 2022.
Mens der har været tre norske sejre, så har 15 forskellige danske spillere tilsammen vundet 51 DP World Tour sejre. Der har så til gengæld aldrig været danske sejre på PGA Tour, hvor Viktor Hovland har vundet 7 turneringer.
Barnebarn af REMA 1000 grundlæggeren
Kristoffer Reitan vandt HotelPlanner Tour sæsonfinalen 2024, og kom tilbage på DP World Tour, hvor han også spillede i 2019. Som 20-årig amatør kvalificerede Kristoffer Reitan sig til US Open 2018 som den første nordmand nogensinde. Og i efteråret 2018 kvalificerede han sig til DP World Tour via en 20. plads på Tourskolen, og så blev han professionel.
Han er en lidt atypisk golfspiller, da han er milliardær, men samtidig har arbejdet hårdt på at skabe sin egen karriere som golfspiller. Det gennembrud er for alvor kommet nu som DP World Tour vinder.
Kristoffer Reitan er barnebarn af Rema 1000 grundlæggeren Odd Reitan, der ejer Reitan A/S koncernen ligeligt med sine to sønner og familier, så de har 1/3 hver. Reitan A/S ejer Rema 1000 og står bl.a. også bag 7-Eleven i Norge, Danmark og Sverige, Uno-X i Norge og Danmark samt en række andre selskaber.
I 2022 gennemførte Kristoffer Reitans far, Magnus, et generationsskifte så hans to børn, Kristoffer og Viktoria, ejer 49,5 % hver af MVK Capital, som bl.a. ejer 1/3 af Reitan A/S, mens det fortsat er far Magnus der har kontrollen over selskabet. Noget der gav en del opmærksom, for mens far Magnus bor i Norge, så bor begge børn i Schweiz, og en stor del af familie-formuen er dermed flyttet ud af Norge.
