PopulærtDP World TourKeith Pelley stopper som direktør på DP World Tour - har fået...

Keith Pelley stopper som direktør på DP World Tour – har fået drømmejob

Efter 8 ½ år som direktør for DP World Tour har Keith Pelley valgt at fortsætte karrieren med et drømmejob i hjemlandet Canada, da han skal være direktør for sports-koncernen Maple Leaf Sports & Entertainment Ltd (MLSE) i Toronto, hvor han er født. Guy Kinnings er, helt som ventet, udpeget som ny direktør fra den 2. april.

Med alt det der er sket i professionel golf siden Keith Pelley blev direktør i 2015 med ikke mindst Covid-19 og LIV Golf, så er det svært at vurdere, om han overleverer DP World Tour i en bedre stand end da han overtog jobbet fra George O’Grady.

Men Keith Pelley har i den grad arbejdet på at modernisere Europa Touren. Noget han i vid udstrækning har haft succes med ift. nye formater og pengestærke Rolex Series turneringer ligesom Ryder Cup står stærkere end nogensinde. Og netop Ryder Cup er en meget væsentlig indtægtskilde for DP World Tour.

– Det har været en stor ære at være direktør. Da jeg kom til Europa fra Canada tilbage i 2015, var det min ambition at skabe en innovationskultur og øge pengepræmierne for vores tour og for vores medlemmer ved at sikre, at vi appellerede til et nyt, yngre og mere mangfoldigt publikum, siger Keith Pelley i en pressemeddelelse.

Den transformation vil mange nok synes, at Keith Pelley er lykkedes med, selvom DP World Tour er presset af PGA Tour og LIV Golf. De bedste spillere har altid søgt mod USA, men med LIV Golf har endnu flere profiler forladt DP World Tour. Og for at sikre fremtiden har DP World Tour skubbet til den udvikling ved at der nu også spilles om 10 PGA Tour kort via Race to Dubai ranglisten, ligesom der er indgået en række strategiske samarbejder.

Et drømmejob for førende sportskoncern

Keith Pelley stopper den 2. april, så der er en glidende overgang inden Guy Kinnings overtager jobbet som direktør.

Fremover skal Keith Pelley som nævnt være direktør for MLSE, som de færreste nok kender, men det er stor sportskoncern der ejer Toronto Maple Leafs (NHL), Toronto Raptors (NBA), Toronto Argonauts (Canadian Football League) og Toronto FC (MLS) samt Scotiabank Arena med omkring 19.000 siddepladser til ishockey og basketball.

– Det job hos MLSE og muligheden for at være involveret i min hjembys sportshold er en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Det er noget, som jeg altid har drømt om at nå på et tidspunkt i min karriere, og jeg er meget taknemmelig for at have fået den mulighed, siger Keith Pelley.

Under Keith Pelleys ledelse har man bl.a. lanceret Rolex Series, DP World titelsponsoratet, G4D Tour for handicappede, mixed turneringer med LET og LPGA og de to mest succesfulde Ryder Cups i Europa med Paris 2018 og Rom 2023.

Eric Nicoli, der er bestyrelsesformand for European Tour Group som er moderselskabet bag DP World Tour, takker Keith Pelley for indsatsen og hans fokus på innovation og vækst. Pelleys betydning skal ikke undervurderes, men man har været forberedt, så Guy Kinnings er klar til at tage over.

Guy Kinnings er helt oplagt som ny direktør

Da Guy Kinnings blev ansat i 2018 skrev vi en artikel på 19hul.dk med overskriften Europa Touren har ansat Guy Kinnings – er han den næste direktør?, og vi havde ærligt talt ikke troet, at Keith Pelley ville blive i 8 ½ år. Og det er en meget erfaren leder, som nu skal stå i spidsen for European Tour Group med DP World Tour som den primære tour.

Fra 1989 – 2018 arbejdede Guy Kinnings for IMG, hvor han bl.a. var manager for Thomas Bjørn, Colin Montgomerie og Luke Donald. Hos IMG var han Senior Vice President og global Chairman of Golf, inden han skiftede til European Tour Group, hvor han har været vicedirektør, kommerciel chef og chef for Ryder Cup i Europa. Han stod således i spidsen for afviklingen af Ryder Cup 2023 i Rom.

Guy Kinnings – Foto: European Tour

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 6. maj 2024

Adrian Otaegui vandt Volvo China Open, der blev afkortet til tre runder. Niklas Nørgaard var lige udenfor top-10 inden finalerunden, men blev nr. 35. Taylor...

Underlige og vidunderlige øjeblikke fra Volvo China Open

DP World Tour har lavet en video med Underlige og vidunderlige øjeblikke fra Magical Kenya Open 2024, som blev vundet af Adrian Otaegui. En blandet...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk