Den seneste måned har Dustin Johnson været nr. 1 på herrernes verdensrangliste, men her i Masters ugen er Justin Rose tilbage som verdens bedste.

Det er den femte periode Rose indtager førstepladsen, som han nu har haft i 13 uger. Første gang i september 2018 og senest fra 6. januar til 2. marts 2019.

Er kommet tilbage som nr. 1 med midlertidig caddie

Hele året har Justin Rose været uden sin faste caddie, Mark “Fooch” Fulcher, da han har gennemgået en mindre hjerteoperation. Rose har derfor haft Gareth “Lordy” Lord som midlertidig vikar, men Fooch er tilbage på bag’en ved Masters, mens Lordy fremover skal være caddie for Thorbjørn Olesen.

Rose har spillet seks turneringer i år med en sejr i Farmers Insurance Open og senest en 8. plads i Players Championship efterfulgt af en 9. plads i WGC Dell Technologies Match Play som de bedste resultater.

Justin Rose med Gareth “Lordy” Lord som caddie, da han Farmers Insurance Open 2019 – Foto: golfsupport.nl

38-årige Justin Rose har vundet 10 turneringer på PGA Tour og 11 gange på Europa Touren. Sejrene i US Open 2013 og WGC – HSBC Champions 2017 tæller på begge tours, og derudover vandt han guld ved OL i Rio 2016. Justin Rose vandt også FedExCup’en 2018 med en bonus på 10 mio. $.

Justin Rose vandt Indonesian Masters 2017, der var sæsonfinalen på Asian Tour, så han har vundet regulære turneringer på alle de seks førende tours. Som en af ganske få har han vundet turneringer på alle seks kontinenter, hvor der spilles golf.

Bernhard Langer var den første i 1986

Bernhard Langer var den første verdensetter, da den blev indført i april 1986 inden Seve Ballesteros og Greg Norman på skift indtog førstepladsen frem til 1990.

Tiger har været nr. 1 i 683 uger

Med hele 683 uger (mere end 13 år!) som verdens bedste har Tiger Woods haft den position mere end dobbelt så længe som Greg Norman, der med 331 har næstflest uger på førstepladsen.

Tiger har også rekorderne for flest uger i træk som verdens bedste. Han var verdens bedste i 281 uger fra 2005 til 2010 og 264 uger i træk fra 1999 til 2004. Greg Norman nåede op på 96 uger i træk fra 1995 til 1997.

Otte amerikanere har været nr. 1 på verdensranglisten

Af de 23 spillere som har været nr. 1 på verdensranglisten siden den blev indført i 1986 er de otte fra USA, mens der har været fire fra England og tre fra Australien.

Lee Westwood og Luke Donald er de eneste verdensettere, som endnu ikke har vundet en major. Alligevel formåede Donald at være nr. 1 i 56 uger. Omvendt har en spiller som Phil Mickelson med fem major sejre aldrig været nr. 1 på verdensranglisten.

Nedenfor ses de 23 spillere, som har været nr. 1 på verdensranglisten gennem årene. Spillerne er sorteret efter den dato, hvor de for senest har været nr. 1 på verdensranglisten.

Listen er opdateret den 8. april 2019:

Navn Land Antal uger Første gang Seneste gang
Justin Rose England 13 10. sept. 2018 Nu
Dustin Johnson USA 86 19. feb. 2017 7. april 2019
Brooks Koepka USA 9 21. okt. 2018 5. jan. 2019
Justin Thomas USA 4 14. maj 2018 10. juni 2018
Jason Day Autralien 51 20. sept. 2015 18. feb. 2017
Jordan Spieth USA 26 16. aug. 2015 26. marts 2016
Rory McIlroy Nordirland 95 4. marts 2012 19. sept 2015
Adam Scott Australien 11 18. maj 2014 2. aug. 2014
Tiger Woods USA 683 15. juni 1997 17. maj 2014
Luke Donald England 56 29. maj 2011 11. aug. 2012
Lee Westwood England 22 31. okt. 2010 28. maj 2011
Martin Kaymer Tyskland 8 27. feb. 2011 23. apr. 2011
Vijay Singh Fiji 32 5. sept. 2004 11. juni 2005
David Duval USA 15 28. marts 1999 14. aug. 1999
Ernie Els Sydafrika 9 22. juni 1997 13. juni 1998
Greg Norman Australien 331 14. sept. 1986 10. jan. 1998
Tom Lehman USA 1 20. april 1997 26. apr. 1997
Nick Price Zimbabwe 44 14. aug. 1994 17. juni 1995
Nick Faldo England 97 2. sept. 1990 5. feb. 1994
Fred Couples USA 16 22. marts 1992 18. juli 1992
Ian Woosnam Wales 50 7. april 1991 21. marts 1995
Seve Ballesteros Spanien 61 27. april 1987 19. august 1989
Bernhard Langer Tyskland 3 6. april 1986 26. april 1986

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.