Ferie for Alle / Dansk GolfshowFerie for Alle åbnet med fejring og stor tilstrømning

Ferie for Alle åbnet med fejring og stor tilstrømning

Bubber og B.S. Christiansen var begge blandt talerne, da Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle, åbnede fredag 24. februar med fejring af 25-års jubilæum. Forude venter en weekend med det personlige møde, eventyr og oplevelser samt gode handler i centrum. Også en prestigefyldt turismepris blev uddelt fredag formiddag.

Kæmpekage, konfetti, safari og jubilæumsfejring var på menuen ved åbningen af årets Ferie for Alle. Messen tæller i år 929 udstillere, 3.000 rejseeksperter og flere end 200 events og foredrag og er dermed omtrent på niveau med tiden før corona. Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen indledte sin åbningstale fredag morgen med at opfordre til et minuts stilhed til ære for ofrene for krigen i Ukraine og jordskælvene i Tyrkiet og Syrien. Derpå blev fokus atter rettet på 25-års jubilaren Ferie for Alle og messens aktuelle status.

– Vi er i år særligt glade for at byde velkommen tilbage til de rejse- og charterbureauer og udenlandske turistkontorer, der sidste år var forhindrede i at komme. I det hele taget har de besøgende rigtig meget at glæde sig til – 14 haller med camping, golf, outdoor og ferier i både ind- og udland. Sidste år præsenterede vi to nyheder, Outdoorshow og Cykler for Alle, som begge blev godt modtaget og er med igen – bare i endnu bedre udgaver, lød det fra Georg Sørensen, der fortsatte:

– Ferie for Alle er en kær og stærk tradition, som i år for alvor er tilbage i topform og lige nu med forventningens glæde til de personlige møder med kunderne

Rejsens velgørende kvaliteter

Da årets overordnede tema på Ferie for Alle er safari, var Bubber alias Niels Christian Meyer og B.S. Christiansen åbningstalere. Sammen er den umage duo kendt fra en stribe TV-programmer, der blandt andet udspillede sig i Afrika.

– Da jeg var i Afrika med B.S., oplevede og forstod jeg, hvordan safari-turismens orden er med til at sørge for, at dyrene på savannen har et fantastisk sted at leve, har de bedste forhold og ikke er ofre for eksempelvis krybskytteri, fortalte Bubber, der generelt er stor tilhænger af at rejse:

– Man må nyde det, mens man er her, og i den forbindelse er rejser jo det mest fantastiske, man kan give sig selv – alene eller med sin familie at nyde et ophold andetsteds, være i det og se noget andet.

Forskellighederne de to imellem til trods var Bubbers tidligere rejsemakker helt på linje med den betragtning.

– Vi har alle evnen til og muligheden for at tage ud at rejse og opleve både Danmark og de vilde dyr i udlandet, og det er fantastisk. Nogle mennesker tror, at det er godt bare at gå derhjemme og gemme sig, men det med at komme ud og opleve naturen og samtidig opleve sig selv er vigtigt – man kan jo altid udvikle sig, konstaterede B.S. Christiansen.

Prestigefyldt turismepris overrakt

Ligeledes på scenen til åbningen fandt man formand for Danske Rejsejournalister Kirstine Krefeld, der præsenterede de nominerede til Lighthouse Tourism Award, den tidligere Havfruepris. I år gik prisen til Alex Pedersen og Joachim Andersen, der skaffede de tre første etaper af Tour de France 2022 til Danmark. Det stod klart, da selve prisuddelingen nogle timer senere udspillede sig på scenen i Udlandshallen.

– Initiativet satte for alvor Danmark på verdenskortet i 2022 til glæde og inspiration for både business, borgere og besøgende i Danmark – en indsats, der vil række langt ud over 2022 og Tour’en, lød det blandt andet i begrundelsen fra Kirstine Krefeld og Danske Rejsejournalister.

Prisen går til en person, et firma eller en organisation, der har bidraget med noget særligt til turismen inden for Danmarks grænser, og nummer to blev Camping Outdoor Museum ved Egeskov, mens UNESCO Global Geopark Odsherred tog sig af tredjepladsen. Læs hele pressemeddelelsen fra Danske Rejsejournalister hér.

Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning 24.-26. februar 2023.

Åbningen af Ferie for Alle 2023 – Foto: MCH / Lars Møller

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

33-årig dobbelt LPGA major-vinder indstiller karrieren

33-årige So Yeon Ryu fra Sydkorea indstiller karrieren efter Chevron Championship, der er årets første LPGA major. Den tidligere verdensetter offentliggjorde det for nogle uger...

20 mio. $ – så meget tjente spillerne i Masters 2024

Man er ikke med i Masters for pengenes skyld, og på Augusta National taler man helst ikke om det. Men ikke desto mindre er...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk