Ferie for Alle / Dansk GolfshowNy Havfruepris går til danske Tour de France-bagmænd

Ny Havfruepris går til danske Tour de France-bagmænd

Danske Rejsejournalister har omdøbt Havfrueprisen til Lighthouse Tourism Award, flyttet uddelingen ud blandt publikum, nomineret tre kandidater – og hylder i år Alex Pedersen og Joachim Andersen for deres enestående indsats for at få de tre første etaper af Tour de France til Danmark.

Af Danske Rejsejournalister

Gennem de sidste knap 20 år har Danske Rejsejournalister uddelt en pris til en person, et firma eller en organisation, der har bidraget med noget særligt til turismen inden for Danmarks grænser. Den har indtil nu heddet Havfrueprisen, men som led i at revitalisere prisen har bestyrelsen omdøbt den til Lighthouse Tourism Award.

– Vi taler om fyrtårne inden for dansk turisme. Dem, der rager op i landskabet og med deres særlige lys viser vejen for andre. I Danske Rejsejournalister vil vi gerne inspirere folk til flere gode oplevelser gennem vores artikler, blogs, fotografier, tv-optagelser og lignende. Så når vi nominerer kandidater og overrækker en pris, handler det også om, at vi gerne vil råbe ud over alle hustage, hvor fantastiske vi synes, de her mennesker, aktører eller organisationer er. Og vi vil helst råbe det på en måde, så flest muligt forstår, hvad det er, vi råber. Derfor har vi valgt at give prisen et nyt navn på engelsk, og Havfrueprisen er således blevet til Lighthouse Tourism Award, siger formand for Danske Rejsejournalister, Kirstine Krefeld.

Vinderne af Lighthouse Tourism Award 2022 er Alex Pedersen og Joachim Andersen. I begrundelsen fra Danske Rejsejournalister lyder det:

– Alex Pedersen og Joachim Andersen modtager prisen for deres afgørende og ihærdige indsats for at få de tre første etaper af Tour de France 2022 til Danmark. Initiativet satte for alvor Danmark på verdenskortet i 2022 til glæde og inspiration for både business, borgere og besøgende i Danmark – en indsats, der vil række langt ud over 2022 og Tour’en. Alex Pedersen og Joachim Andersen har vist, at de sande vindere er drømmerne, som aldrig giver op. I kraft af et stærkt netværk, professionel indsigt og de rette argumenter, har de to været essentielle for at få projektet over målstregen.

Ud over at omdøbe prisen, har foreningen også besluttet at nominere tre kandidater i stedet for som før blot at udråbe en vinder.

– Det gør vi, fordi vi gerne vil kaste lys over nogle af de mange, mange dygtige, inspirerende ildsjæle og aktører, der gør en helt særlig indsats for at give både danske og udenlandske gæster gode oplevelser i vores lille, men storslåede land, siger Kirstine Krefeld.

De øvrige nominerede til Lighthouse Award 2022 er således: Camping Outdoor Museum ved Egeskov og UNESCO Global Geopark Odsherred.

–  I samarbejde med Messe Center Herning har vi desuden valgt at flytte uddelingen af prisen fra det lukkede morgen-åbningsarrangement af Ferie for Alle til den store scene i hal M kl. 11.15. Vi vil gerne uddele prisen der, hvor vinderen og de nominerede bliver mest synlige, så publikum også kan blive inspirerede til at besøge dem, siger Kirstine Krefeld.

Begrundelserne for de nominerede til Danske Rejsejournalisters Lighthouse Tourism Award 2022

Camping Outdoor Museum ved Egeskov er nomineret til Danske Rejsejournalisters Lighthouse Tourism Award 2022 for den unikke måde, museet bl.a. i kraft af den store og særegne udstilling fortæller om dansk camping- og friluftslivs historie i både fortid, nutid og fremtid – og derved inspirerer de besøgende til at tage ud og opleve naturen. Dette usædvanlige, private initiativ og samarbejde mellem Egeskov og Dansk Camping Union om at skabe Europas første museum af sin art, er en grundig, enestående, moderne og veludført hyldest til camping- og outdoorlivet.

UNESCO Global Geopark Odsherred er nomineret til Danske Rejsejournalisters Lighthouse Tourism Award 2022 for den mangeårige og helhjertede indsats for dels at få området certificeret som UNESCO-geopark for nogle år tilbage – og dels for den fortsatte indsats for at inspirere de besøgende til at bevæge sig ud i landskabet, hvad enten det er på cykel eller til fods. Alle typer besøgende kan være med her og få storslåede oplevelser, og fonden Geopark Odsherred skal hyldes for sit kreative arbejde med at beskytte, formidle og understøtte den geologiske arv, geologiske mangfoldighed og bæredygtige udvikling i området til gavn og glæde for både natur og mennesker.

Alex Pedersen og Joachim Andersen vinder Danske Rejsejournalisters Lighthouse Tourism Award 2022 for deres afgørende og ihærdige indsats for at få de tre første etaper af Tour de France 2022 til Danmark. Initiativet satte for alvor Danmark på verdenskortet i 2022 til glæde og inspiration for både business, borgere og besøgende i Danmark – en indsats, der vil række langt ud over 2022 og Tour’en. Alex Pedersen og Joachim Andersen har vist, at de sande vindere er drømmerne, som aldrig giver op. I kraft af et stærkt netværk, professionel indsigt og de rette argumenter, har de to været essentielle for at få projektet over målstregen.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

20 mio. $ – så meget tjente spillerne i Masters 2024

Man er ikke med i Masters for pengenes skyld, og på Augusta National taler man helst ikke om det. Men ikke desto mindre er...

Er der “gummiarm” i dansk golf?

Dansk golf er i rivende udvikling - altså når vi selv skal sige det. Dog forekommer det mig, at når danske golfspillere endelig kommer...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk