RejserGolf- og rejseoplevelserDer er kun én golfbane i Det Hellige Land – Rejseoplevelser fra...

Der er kun én golfbane i Det Hellige Land – Rejseoplevelser fra 1974 og 2014 (3)

Sneen er ved at smelte. Det var minus fem i går. Nu er der plus fem. Det skulle blive endnu varmere i weekenden, siger de i radioen.

Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik var i Deadline i aftes efter udgivelsen af sin spritnye bog ’En smal bro over afgrunden’, forfattet efter terrorangrebet mod Israel den 7. oktober. Værten Issa Mahmoud Jeppesen stillede spørgsmålet: ”Hvordan får man sat et punktum, en stopper for jødernes og palæstinensernes fælles, ubærlige lidelseshistorie?”

Krasnik svarede, at det ikke burde være så svært for israelerne og palæstinenserne at sætte sig i modpartens sted, det er jo de samme begivenheder, de har delt og stadig deler. ”To folk, to fortællinger, én krop med to hoveder, der skriger af hinanden i frygt og smerte”, som Krasnik formulerer det i sin bog.

”Man skal have etableret et rum, hvor man forstår hinanden og taler sammen og får etableret den fredsproces, som jo er nødvendig, og som vi har set faktisk eksisterer, og som kunne fungere før,” var Krasniks afsluttende kommentar. Hans spinkle håb. Den smalle bro over afgrunden.

Fotografen, min bedre halvdel, skal have Isabella Hammads nye roman, ’Genfærd ind’ i julegave. Den engelsk-palæstinensiske forfatter antyder efter sigende også en vej hen over afgrunden. Jeg ønsker mig Krasniks nye bog. Så kan vi bytte efter jul. Det er en win-win.

***

ONSDAG 16. APRIL. DAGBOGSNOTATER FRA 2014

Kibbutz Maayan Baruch

Servasværterne Niva og Eyal bor med deres to drenge Ido og Elad og to hunde et par kilometer uden for Kiryat Shmona i Maayan Baruch. En kibbutz, der blev grundlagt af russiske jøder i 1947. Fra deres hus kan man se ud over hele den grønne dal, der er omkranset af bløde bjerge mod Libanon og mod Syrien.

Der er 100 meter til den libanesiske grænse og 10 kilometer til den syriske. Man kan se Mount Hermon fra haven. Det er knapt 3000 meter højt og ligger på grænsen mellem Libanon og Syrien.

Niva arbejder i en større bioteknologisk virksomhed. Eyal er lærer i Rosh Pina, en halv times kørsel sydpå. Drengene går i skole.

Vi voksne sidder i køkkenet. Ido spiller guitar på sit værelse. Elad er til basketballstævne med sin onkel Tzahri.

”Vores kibbutz klarer sig bedre end Lehavot Habashan, som I nok har bemærket,” siger Eyal og griner, så hans omfangsrige mave hopper op og ned. ”Ja, de solgte ud af jorden til bosættelser, men det har været en dårlig forretning, og nu har de fleste unge forladt den synkende skude, selv om vi har meget rimelige skattefordele ved at bo i grænseområderne.”

Niva hader at lave mad. Det er altid Eyal, der kokkererer. Han laver kødretter til sin kone og børn og vegetariske til sig selv.

“I am mostly inspired by my mother’s recipes. She is from Iraq. But I can never make the rice the way she does.” Eyal griner, og maven hopper op og ned.

Vi får valget mellem den lokale vin med Hermonbjerget på etiketten og øl fra Carlsberg. Rødvinen dyrkes lige udenfor døren. God frugt med behagelig sød og syrlig tone. Hvidvinen er sød.

Den israelsk-palæstinensiske konflikt berøres kun kort. ”Det jødiske mindretal i Hebron på Vestbredden er skøre,” er en af replikkerne.

Solen er gået ned bag den libanesiske bjergkam, og lysene fra byer og kibbutzer dukker op i dalen og bjergene.

Torsdag 17. april
Solen er allerede varm på terrassen. Eyal plukker passionsfrugter i haven. Han glemte at slukke for vandingsanlægget i aftes, og hundene trækker røde poter ind på flisegulvet.

Der er japansk musik på CD-afspilleren, mens Eyal laver morgenmad. Etiopisk-israelske Ester Radas jazzede vokal fylder rummet, mens vi spiser omeletter med svampe og løg. Inden vi forlader huset, hører vi Ehud Banai and the Refugees. Interessant israelsk New Wave med et arabisk touch.

Niva er tidligt oppe. Hun går til pilates, inden hun tager på arbejde. Ido er næste oppe. Han skal til karate.

Elad kommer daskende med sine lange, brune krøller. Han spiller klaver. På mobilen viser Eyal storebror spille rock til en skolekoncert. Det er fars søn. ”Grown up with Jimmy Hendrix since he was born”. Fotografen bemærker, at det ikke er indflydelse, men indoktrinering, og Eyals mave danser op og ned.

Mount Tabors eg er Libanons nationaltræ

Vi kører op i Golanbjergene til Banias, en biflod til Jordanfloden, som skærer sig gennem klipperne og danner klippesøer og vandfald.  Det er Pesach, den jødiske påske, så der er mange besøgende. Ud over et par blege danskere er her jøder, palæstinensere og drusere.

Eyal fortæller, at druserne bor spredt ud over Libanon, Israel og Syrien. “Der er mellem en halv og en hel million af dem. De er fredelige mennesker. De ønsker ikke at bo i et land for sig selv. De vil bare leve i fred.”

Skilte langs stien gør opmærksom på, at man ikke skal gå udenfor de officielle stier, da der stadig er miner fra krigene i ’67 og ’73.

”I december kørte en skiløber off piste og fik sprængt det ene ben af,” siger Eyal og peger på Hermon bjergkæden, der stadig har sne på toppene. ”Der ryger også en ko en gang i mellem.” tilføjer Eyal og maven hopper op og ned. ”Det er forståeligt. Køerne har svært ved at læse skiltene. Men skiløberne er sgu selv ude om det.”

I de besatte syriske byer ser vi mange, der sympatiserer med diktatoren Assad og hans regime. Flere biler har Assad-plakater i forruden og flag hængende ud af vinduet.

Vi kører rundt mellem drusiske bjergbyer.  Eyal vil vise os et område med sønderskudte tanks fra 6-dageskrigen og Yom Kippur-krigen, men kan ikke finde vejen.

Eyal peger og fortæller uafbrudt. Der er ikke så mærkeligt, samfundsfaglæreren ind imellem tager fejl af de små, snoede veje.

”Det er blevet forbudt at bruge heste og æsler som transportdyr, så nu rider de unge syrere rundt i de besatte byer med en smøg i flaben og mobilen ved øret og Assad på T-shirten. Provokationerne fører til konfrontationer med folk, der kæmper mod Assad-regimet. Ellers mærker vi ikke meget til den syriske borgerkrig. Grænserne er hermetisk lukkede, så flygtningene hober sig op i Libanon. Kun de alvorligt sårede kommer til Israel for at blive behandlet på jødiske hospitaler.”

Vi kører helt ud til den syrisk-israelske grænse, hvor der er todelte hegn med en grusvej imellem til de patruljerende israelske soldater. En hermetisk forseglet grænse.

Tilbage gennem hårnålesvingene til Jordandalen, hvor unge mennesker har slået sig ned i ferien med telt og bålplads. Fotografen og Elad svinger sig ud i et reb, der er bundet fast til et stort eukalyptustræ for at lande i flodens kølige brune vand med et stort plask, alt imens mændene holder siesta og slår mave efter det lukulliske måltid, vi fik på en drusisk restaurant.

Hjemme igen i kibbutz Maayan Baruch. Eyal holder siesta i soveværelset. Ido laver lektier. Niva er ikke kommet hjem fra arbejdet. Rejseskribenten grifler noter ned i dagbogen, og fotografen tager et billede af en figenkaktus i haven.

Den tornede kaktus betegnes ’prickly pear’ på engelsk, et symbol på de israelske jøder, der angiveligt er hårde udenpå og sarte og søde indeni. På arabisk kaldes den ‘sabr’. Det betyder tålmodighed og er et symbol på den ikkevoldelige palæstinensiske kamp.

Solen er på vej ned. Lysene fra landsbyer og kibbutzer dukker op langsomt i det tiltagende mørke. Pludselig er er der kanon- og geværtorden fra Golanbjergene. En lyd vi ofte hørte i Lehavot Habashan i 1974. Dengang fik vi altid at vide, at det var øvelser. Det er det måske også nu, men det er nok mere sandsynligt, at eksplosionerne stammer fra borgerkrigen i Syrien.

Eyal dukker op efter en siesta på tre timer. Han har fået feber. 39,4. Han sætter Soldier/Citizen på videoafspilleren – en dokumentarfilm af Silvina Landsmann med Eyal i en meget central rolle. Optagelserne er fra 2006, hvor Eyal var en af de lærere, der varetog et lynkursus i Civic studies, et udslusningsprogram, som skal gøre soldaterne bedre til at forstå de demokratiske principper, som det israelske retssamfund hviler på, så de kan blive gode samfundsborgere.

Filmen blev først klippet færdig i 2012 og er blevet vist på filmfestivaler verden rundt, men aldrig i israelsk fjernsyn.

I Soldier/Citizen ser man i åbningsscenen på kursets første dag, at der kommer der meget stærke holdninger frem blandt de 20 soldater i Eyals klasse. En af de menige erklærer højlydt, at der fra naturens hånd er forskel på folk. Vorherre har jo tydeligvis ikke givet arabere og sorte de samme talenter som hvide mennesker. Kameraet glider rundt i klasseværelset og fanger reaktionerne fra både den sorte soldat fra Eritrea og den hvide lærer Eyal.

Man følger flere af de hold, der bliver undervist i borgerrettighederne, men ret hurtigt koncentrerer Landsmann – ikke at forveksle med Shoah instruktøren Claude Lanzmann – sig om den klasse Eyal har ansvaret for. Eyal foretrækker at lade enhver kursist få taletid uden at afbryde for at få alle holdninger frem. Resultatet er stærkt interessant. Hvad skal soldaten fx gøre, når en overordnet ved en checkpoint beordrer sine soldater til at nedskyde de palæstinensere – ubevæbnede mænd såvel som kvinder og børn – som ikke overholder tidspunkterne for udgangsforbud under en intifada?

Midt under optagelserne bryder den anden libanesiske krig ud, og to af kursisterne forlader kurset for frivilligt at melde sig under fanerne.

Eyal har fået det lidt bedre. ”Mænd tror altid deres sidste timer er kommet, når de fejler det mindste”, er Nivas kontante kommentar til sin stærkt svedende husbond, da rulleteksterne glider over skærmen. ”Han bliver altid i godt humør efter at have set filmen. Vi må ha’ set den hundrede gange – mindst. Nu tror jeg han overlever natten!”

Eyal forærer os en kopi af Soldier/Citizen. Den skal vi se igen. Nok ikke 100 gange, men der skal flere fremvisninger til for at få fat i det hele, især fordi klipningen er ret rå og konteksten kompliceret for os udenforstående.

***

Regnen pisker mod ruden. Så kommer solen frem. Et magisk lysshow.

Det er tid til at få en nyhedsopdatering. DR’s fotograf Mads Køngerskov skildrer i tekst og fotos ”børnene, der arver konflikten ingen kan løse” på DR UDLAND. Emnet uddybes i 21 SØNDAG i levende billeder, hvor Mads Køngerskov filmer, mens Puk Damsgaard interviewer to 11-årige veninder i ’Fredens Oase’, den eneste skole i Det Hellige Land, der blander palæstinensiske og israelske elever. De to veninder, arabiske Aya og jødiske Ahava, har, som Puk Damsgaard formulerer det, ”knyttet bånd på tværs af afgrunden”, og de har fem regler for fred:

  1. Lad være med at være fordomsfuld
  2. Vær ærlig
  3. Vær ligeværdige
  4. Åben dit sind
  5. Vær tro mod dig selv og andre

Solen skinner og det regner stadig. Men det lysner en anelse.

”Veninderne i Fredens Oase”, 21 søndag, DR TV 17.12. 2023

Genbesøget i Det Hellige Land kan man læse mere om i kapitel 4 herFørste del kan læses her.

Tekst: Kim Boje
Sidste foto: Fra ”Veninderne i Fredens Oase”, 21 søndag, DR TV 17.12. 2023
Fotos i øvrigt: Annemarie og Kim Boje

BONUS INFO

  • Martin Krasnik, En smal bro over afgrunden. Gyldendal, 2023
    ”Martin Krasniks nye bog om krigen i Gaza er klog og klarsynet. Med enkelte blinde pletter, som når han afviser slagordet om, at anti-zionisme ikke er anti-semitisme, overser risikoen for etnisk udrensning og forsvarer en fortsat krig,”, skriver professor i arabiske og islamiske studier ved Københavns Universitet Jakob Skovgaard-Petersen i Altinget, 22. 12. 2023
  • Isabella Hammad, Genfærd ind, 2023. Engelsk-palæstinensiske Isabella Hammads nye roman ”tager sit afsæt i den uophørlige konflikt mellem israelere og palæstinensere. Men mens den blodige virkelighed ikke levner plads til meget optimisme, vover den prisvindende forfatter med de palæstinensiske rødder at antyde konturerne af et spinkelt, blafrende håb,” skriver Henriette B. Lind i Jyllands-Posten, 28.11. 2023
  • Silvina Landsmann, Soldier / Citizen, Comino Films 2012.
    “Soldier/Citizen straightforwardly observes Israeli conscriptees as they study towards belatedly obtaining their high-school diplomas. Soldier/Citizen deals with general, universal and timeless issues of education, human rights and tolerance. Landsmann’s hand-held digital camera, recording images in boxy, TV-standard 4:3 ratio, gets in among some fiery debates during this optional three-week Civic Studies course.” Neil Young, The Hollywood Reporter 2012
    “The filmmaking of Landsmann is a brave attempt at reviving the Humanist position of the intellectual as a critical observer and reformer that at the same time is involved in his or her flesh-and-blood in the fabric of the society to which he or she pertains.” Prof. Nimrod Matan, Forum Catalogue, Berlinale 2012
    Soldier / Citizen kan ses her med engelske undertekster (68 min.)
  • Hiba Yazbek, “In an Israeli Oasis, a Model for Peace, if Messy and Imperfect”,  New York Times, 23. 9. 2023.
  • Mads Køngerskov, ”Mød børnene, der arver konflikten ingen kan løse. ”I årtier er konflikten mellem israelere og palæstinensere gået i arv fra generation til generation. I øjeblikket gennemlever børn i Israel, Gaza og på den besatte Vestbred voldsomme begivenheder. DR’s fotograf Mads Køngerskov har portrætteret øjeblikke i børnenes liv midt i den historisk svære tid, i en konflikt de højst sandsynligt kommer til at arve fra deres forældre.” DR UDLAND 17. 12 2023.
  • Puk Damsgaard og Mads Køngerskov, ”Veninderne i Fredens Oase”, om arabiske Aya og jødiske Ahava, der bor i Fredens Oase/ Wāħat as-Salām / Neve Shalom, to 11-årige piger, der – som Puk Damsgaard formulerer det – ”har knyttet bånd på tværs af afgrunden” 21 SØNDAG, DR TV 17.12.23

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Kvinder: Penge- og pointranglister, 15. juli 2024

Ayaka Furue fra Japan vandt The Amundi Evian Championship, der er en major på både LET og LPGA. Emily K Pedersen blev nr. 54.,...

Sådan kan du se The Open 2024 på TV og streaming

Der er fire danskere i The Open 2024 på Royal Troon fra den 18. - 21. juli. Se sendetiderne nedenfor. Nicolai Højgaard, Rasmus Højgaard og...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk