Bryson DeChambeau vandt den individuelle turnering ved Aramco LIV Golf Singapore, hvor 4Aces GC vandt holdturneringen.
Inden finalerunden delte Joaquin Niemann og Lee Westwood føringen i -10 foran Richard T Lee og Bryson DeChambeau i -9 med Jon Rahm på en 5. plads i -7.
Bryson DeChambeau og Richard T Lee gik -5 og sluttede på en delt førsteplads i -14. De to skulle i omspil, og det vandt Bryson DeChambeau med en par på første omspilshul.
I omspillet havde Richard T Lee ellers en kæmpe fordel, da DeChambeau slog sit drive i vandet, og efter et drop slog han 3. slaget over greenen. Richard T Lee missede et 3 meter birdieputt for sejren, og da Bryson DeChambeau kom ind og i for par havde Richard T Lee et 60 cm putt for at forlænge omspillet, men det missede han også.
Richard T Lee er wildcard spiller uden hold, da han kvalificerede sig til LIV Golf ved at vinde Tourskolen i januar.
Lee Westwood blev nr. 3 i -12 foran Joaquin Niemann i -11 og Jon Rahm i -10.
Westwood tangerede bedste LIV resultat med Billy Foster som caddie
Med en 3. plads tangerede 52-årige Lee Westwood sit hidtil bedste resultat på LIV Golf, da han blev delt nr. 3 i Nashville 2024. Westwood har vundet 25 DP World Tour turneringer og Order of Merit tre gange.
Westwood har igen Billy Foster som caddie. Et samararbejde de genoptog i sensommeren 2025, og har fortsat i år, hvor Westwood dog ikke spillede de første to turneringer pga. en skade. Han blev nr. 18 i Hong Kong.
Billy Foster gik for Lee Westwood i nogle succesfulde år fra 2009 – 2018, hvor Westwood bl.a. spillede sig op som nr. 1 på verdensranglisten. Derefter var Billy Foster caddie for Matt Fitzpatrick i seks år frem til marts 2025.

61-årige Billy Foster har været professionel caddie i mere end 40 år. Bl.a. også fem år for Seve Ballesteros, for Darren Clarke og for Thomas Bjørn under The Open 2003, hvor Thomas Bjørn var meget tæt på at vinde.
En enkelt uge var han også caddie for Tiger Woods, og det var under Presidents Cup 2005, hvor Tigers faste caddie Steve Williams fik fri da han skulle være far for første gang.
4Aces GC vandt holdturneringen
For anden uge i træk vandt 4Aces holdturneringen, da de også vandt i Hong Kong efter 2½ år uden sejre. De vandt fire gange i 2022 og to gange i 2023 og nu to i 2026. Kaptajn Dustin Johnson er den eneste tilbageværende spiller fra dengang, da Thomas Pieters, Thomas Detry og Anthony Kim er kommet til senere.
4Aces GC begyndte finaledagen på en førsteplads i holdturneringen, hvor de var i -16 foran Ripper GC og Legion XIII i -14.
Med bl.a. Thomas Pieters’ finalerunde i -6 vandt 4Aces GC i -27 foran Ripper GC i -22 og Legion XIII i -21.
I den kommende uge spiller LIV Golf i Sydafrika.
Aramco LIV Golf Singapore, resultat



