AnbefaletLIV Golf glippede for Lucas Bjerregaard - succes for Anthony Kim

LIV Golf glippede for Lucas Bjerregaard – succes for Anthony Kim

Halvvejs i finalerunden var Lucas Bjerregaard alene på 2. pladsen i LIV Golf Tourskolen, eller Promotions som det hedder, men han måtte nøjes med en delt 4. plads, og det betyder muligvis et karrierestop. Der blev spillet om 3 kort til LIV Golf.

Richard T Lee fra Canada, svenske Björn Hellgren og Anthony Kim har kvalificeret sig til LIV Golf 2026, hvor de og ikke bliver en del af et hold.

Med et lidt anderledes format var der både cut efter 1. og 2. runde, inden top-20 og lige spillede to finalerunder på Black Diamond Ranch i Lecanto, Florida. Lucas blev nr. 7 i 1. runde og nr. 5 i 2. runde.

Lucas Bjerregaard gik 3. runde i -5, og var nr. 5 inden den afgørende finalerunde. Efter en bogey og en birdie på for-ni i finalerunden lavede Lucas birdies på både 10. og 11. hul hvilket gav ham en udelt 2. plads i -5. Desværre faldt han tilbage med bogeys på 12. og 14. hul.

Lucas fik ikke udnyttet par-5 hullet 16., og sluttede med 4 pars i træk for en runde i par, hvilket gav ham en delt 4. plads i -3.

Lucas overvejer at indstille karrieren

Lucas Bjerregaard blev efter 3. runde spurgt, hvad det ville betyde for ham, at få ét af de 3 LIV Golf kort:

– Åh, det ville betyde meget. Der hvor jeg er i min karriere lige nu, så er det nok det (LIV Golf, red.), eller at indstille karrieren. Ja, det ville betyde meget, sagde Lucas der dog afviste, at han var under et stort pres:

– Nej, det har været undervejs længe, så det er okay. Der er ikke noget nyt, sagde Lucas der dog samtidig ikke afviste, at han ville spille nogle International Series turneringer i 2026, hvilket taler mod et karrierestop. Men det er måske ikke sikkert, at han vil spille fuldt program på HotelPlanner Tour og jagte et comeback til DP World Tour via den rangliste.

Top-10 og således også 34-årige Lucas Bjerregaard har adgang til alle International Series på Asian Tour i 2026 – men ikke til alle Asian Tour turneringer. Om Lucas vil spille alle eller enkelte turneringer ved vi ikke, og han har som nævnt også kort til HotelPlanner Tour.

I 2025 var der 9 International Series turneringer, og 8 af dem havde en præmiesum på 2 mio. $, mens der var 5 mio. $ i den sidste turnering, så det er ganske store turneringer.



Med en runde i -5 vandt 35-årige Richard T Lee fra Canada i -11 foran 35-årige svenske Björn Hellgren, som lavede fire birdies på de sidste 6 huller for en runde i -6, på en 2. plads i -6. 40-årige Anthony Kim blev nr. 3 i -5 efter en runde i -1 og står således overfor sin tredje LIV Golf sæson i træk.

Anthony Kim, Richard T Lee og Björn Hellgren efter LIV Golf Promotions 2026 – Foto: Mike Stobe / LIV Golf

Lucas Bjerregaard delte 4. pladsen i -3 med Jeunghun Wang, Sarit Suwannarut og Kieran Vincent, som således var 2 slag fra at komme med i et omspil om den sidste plads.

Jazz Janewattananond i førerbolden gik +2 og blev delt nr. 8 sammen med bl.a. Matt Jones, der har spillet alle 50 LIV Golf turneringer, men nu er uden kort i 2026.

Ikke mange havde troet Anthony Kim kunne klare det

40-årige Anthony Kim har spillet på LIV Golf i 2024 og 2025 som Wild Card spiller uden hold. Han havde en medical exemption der kunne bruges på PGA Tour, men blev overtalt til et comeback på LIV Golf efter 12 års pause. Han havde et lidt svært comeback uden de helt store højdepunkter, så han blev nr. 56 på ranglisten i 2024 og nr. 55 i 2025. Begge år var det uden at optjene point.

De færreste havde nok troet, at Anthony Kim, eller AK som han kaldes, kunne klare sig igennem Tourskolen, men det lykkedes med en 3. plads. Dem der har fulgt professionel golf i mere end 20 år kan nok huske Anthony Kim, og dengang var han en kæmpe stjerne der var spået en stor karriere.

Anthony Kim spillede Ryder Cup 2008, hvor han bl.a. vandt sin single med 5&4 over Sergio Garcia (som 1. single). Han blev nr. 7 i The Open 2008, nr. 3 i Masters 2010 og nr. 5 i The Open 2011.

Med en moderne stil herunder bl.a. et AK diamantbælte var han en kæmpe stjerne, men skader og et i offentligheden ukendt problem med afhængighed og mentale problemer gav store problemer. Han levede et hårdt liv, inden han kom ud af misbruget og blev tilbudt en plads på LIV Golf.

Kvalificerede spillere bliver ikke del af et hold

De tre fra Tourskolen samt de to kvalificerede via International Series ranglisten, Scott Vincent og Yosuke Asaji, bliver ikke en del af et LIV Golf hold i 2026.

De er med som fem Wild Card spillere, der spiller med om de store individuelle præmiesummer, men altså ikke holdturneringen. Gør de det godt i 2026 kan de kvalificere sig til et fuldt kort i 2027, og dermed gøre sig attraktive og spille sig ind på et hold.

LIV Golf har udvidet feltet i regulære 2026 turneringer, så der bliver 57 spillere i feltet, hvilket er tre flere end 54 i 2025.

Viasat offentliggjorde torsdag, at de har sikret sig de nordiske rettigheder til LIV Golf i 2026, så man kunne se LIV Golf Promotions på V Sport Golf og Viaplay Premium.

LIV Golf Promotions, resultat

Anthony Kim under LIV Golf Promotions 2026 – Foto: Mike Stobe / LIV Golf

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Frøer og store fans – Inside The Open, tirsdag

I Inside The Open videoerne kommer man lidt med bag kulissen og ser billeder, der ikke normalt bliver vist på tv. Ovenfor er det fra...

Se video med ændringer af Royal Birkdale fra 2017 til 2026

Royal Birkdale er vært for The Open 2026, og siden senest værtsskab i 2017 er der lavet flere ændringer. Det kan man se i ...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk