AnbefaletStorpolitik på Wentworth - egenrådige englændere og pengestærke udlændinge

Storpolitik på Wentworth – egenrådige englændere og pengestærke udlændinge

Forestil dig at kontingentet i din golfklub blev fordoblet. Det ville du nok ikke hilse velkommen. Forestil dig så at du, derudover, blev afkrævet et nyt indskud – på 1 million kroner. Det var den omvæltning medlemmerne på Wentworth – som netop har lagt bane til BMW PGA Championship – blev præsenteret for i oktober.

Flyver man fra Kastrup lufthavn til Heathrow, kan man tre timer senere stå på et anlæg, der er et monument over en særligt sydengelsk velhaverkultur. The Wentworth Club ligger 30 km fra Londons centrum, og er en af Englands mest berømte golfklubber. Den første Ryder Cup blev spillet her i 1926, World Matchplay Championship blev afholdt her årligt fra 1964 til 2007 og siden 1984 har klubben været vært for PGA Championship.

Vælger man derimod flyveren til Manchester, kan man tre timer senere befinde sig i arbejderbyen Liverpool, på Anfield, et af verdens mest berømte fodboldstadions. Der er et særligt forhold til engelsk fodbold i Danmark, hvor DR først viste Tipslørdag i 1969, og Liverpool FCs succes gennem 1970erne og ’80rne har givet klubben tusindvis af danske fans, hvoraf mange har taget rejsen og besøgt dette monument over en særligt nordengelsk kultur.

Mens Anfield ligger omgivet af typisk engelske, beskedne rækkehuse, ligger The Wentworth Club på The Wentworth Estate, et stort område med høje træer og tætte rhododendronbuske hvor den typiske villa koster over 30 millioner kroner. Tidligere beboere tæller blandt andre kongen af Thailand, Elton John, og Augusto Pinochet, mens Ernie Els stadig har et hus på området.

Wentworth_17fairway

Selvom brugerne af de to steder ellers ikke har meget til fælles, har de begge, indenfor det sidste år, måtte protestere mod planer lagt af udenlandske ejere. Protesternes form har understreget forskellen mellem stederne, men også det fælles engelske karaktertræk at der ikke skal komme nogen udlændinge og hundse rundt med dem. En følelse der også gør sig gældende inden EU afstemningen 23. juni, hvor meningsmålinger viser at 38 procent af vælgerne går ind for at forlade EU, selvom alle de største partier går ind for at blive.

Strejke i arbejderbyen
Da det i februar blev offentliggjort at en enkeltbillet til Anfield næste sæson ville koste op til £77 (ca. 750 kr) og at sæsonkort ville koste £1.000 (ca. 9.800 kr), arrangerede fangrupper at forlade stadion i 77. minut af Liverpools hjemmekamp mod Sunderland 6. februar. Godt 10.000 af de 40.000 tilskuere forlod stadion mens de sang “Enough is enough, you greedy bastards, enough is enough” – “Så er det nok, I grådige svin, så er det nok”. Interessant nok protesterede de i arbejderbyen altså ved hvad der dybest set kan kaldes en organiseret arbejdsnedlæggelse. Om det var på grund af protesten er svært at sige, men Liverpool, som førte med 2-0, endte med at lade Sunderland score to gange på de sidste 13 minutter og måtte nøjes med uafgjort. Den følgende uge gik Liverpools amerikanske ejere væk fra deres planer om at hæve billetpriserne.

Søgsmål i pendlerbæltet
I 2014 blev Wentworth solgt til The Reignwood Group, et kinesisk investeringsfirma, for et beløb der hævdes at være i nærheden af halvanden milliard kroner. Firmaet skulle efter overtagelsen renovere anlægget for yderligere 200 millioner kroner.

Wentworth_17green

Sidste oktober offentliggjorde de så en plan der, ligesom det var tilfældet for tilskuerne i Liverpool, ville koste de lokale medlemmer dyrt.

Der skulle indføres et nyt indskud på £100.000 (ca. 980.000 kr) for eksisterende medlemmer, £125.000 (ca 1.22 mio. kr) for nye medlemmer, mens det årlige kontingent skulle fordobles fra £8.000 (ca. 78.000 kr) til £16.000 (ca 157.000 kr).

Det fremgik at det var de nye ejeres mål at skære medlemstallet fra godt 4.000 til 800, endda var der også rygter om at ændringerne sker for at kunne give plads til kinesere der er kommet i klemme i hjemlandets regerings nye, striksere, håndhævning af en lov fra Maos tid som helt forbyder golf.

En række protester blev sat i gang, der var trusler om søgsmål (og forargelse da det fremgik at en berømt engelsk advokat, der tidligere var blevet optaget som æresmedlem, havde hjulpet de nye ejere med at udforme de nye regler). Da beboerne ejer de veje der fører ind til klubben, truede de også med at blokere adgangen til årets BMW PGA Championship.

Kultursammenstød
Mere tilspidset blev situationen da Wentworth medlemmet Nigel Moss skrev til sit lokale underhusmedlem, for at bede om støtte da han mente at Reignwood med sin medlemsbeskæring overså klubbens vigtige rolle i lokalsamfundet. Underhusmedlemmet for valgkredsen er den konservative Philip Hammond – landets udenrigsminister.

Hammond valgte at gå ind i sagen og udtrykte sin sympati for medlemmerne, men har som landets udenrigsminister flere hensyn at tage. Gennem det sidste år har regeringen – bevidst om underskuddet på betalingsbalancen – meget aktivt søgt kinesiske investeringer. Netop som The Reignwood Group offentliggjorde planerne om at hæve priserne på Wentworth i oktober 2015, modtog den britiske regering og kongehuset den kinesiske præsident Xi Jinping på officielt statsbesøg.

Premierminister David Cameron hævdede, at mødet resulterede i kinesiske investeringer i Storbritannien til en værdi af 300 milliarder kroner. Investeringerne gik både til private firmaer og til forskellige store infrastrukturprojekter. Mødet blev fra begge sider betegnet som en stor succes og Cameron indvarslede en “guldalder” for de to landes forhold. Men det var også under dette møde at dronning Elizabeth II var blevet overhørt omtale en af de kinesiske gæster som “rædsomt uhøflig”.

På mange niveauer er man altså i det egenrådige England nødt til at tage stilling til udenlandske påvirkninger. Skandinaver til fodboldkampe, lovgivning fra Bruxelles, og kinesisk indflydelse som betingelse for deres store investeringer. Hvis de så bare var høflige nok til at tillade golf…

Som situationen står nu har The Reignwood Group frafaldet sit krav om store nyindskud, men det er endnu ikke klart om kontingentet skal stige.

Wentworth_laage

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Jiyai Shin vandt ISPS HANDA Australian Women Open

Den tidligere verdensetter Jiyai Shin vandt ISPS HANDA Australian Women Open, der blev spillet sideløbende med herrernes ISPS Handa Australian Open, som Ryggs Johnston...

Simon Lee vandt All Abilities Australian Ch’ship med 14 slag

Simon Seungmin Lee blev en suveræn vinder af ISPS HANDA All Abilities Australian Championship, der er en del af G4D Tour. Der er højdepunkter...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk