AnbefaletSøren Hansen: - Jeg synes sgu ikke, at jeg er færdig

Søren Hansen: – Jeg synes sgu ikke, at jeg er færdig

Søren Hansen ser ubesværet ud, når han står på driving rangen under øvedagene til US Open. Der er han i sit helt rette element. Selv i selskab med 155 af verdens bedste spillere skiller Hansen sig ud med sin flydende og naturlige svingbevægelse. Det var ikke mindst det velkoordinerede sving, der gjorde Hansen til den bedst spillende dansker sidst i nullerne – med blandt andet Ryder Cup deltagelse i 2008 og top 10 placeringer i flere Majors.

Men ikke alt i Søren Hansens karriere har været så ubesværet, som når tre-køllen møder Titleist-bolden på Oakmonts range (se video nederst i artiklen). En håndledsoperation gjorde, at han ikke kunne spille golf i en lang periode i 2012 og ’13. Overfor 19hul.dk beskriver han tirsdag den lange og svære vej tilbage:

– Den periode jeg havde i løbet af min skadespause var jo fuldstændig vanvittig, for jeg kunne overhovedet ikke få bolden op at flyve, anede ikke hvor køllen var, jeg kunne ikke mærke nogle muskler i min venstre arm. Det tog næsten seks måneder før jeg overhovedet var klar til at spille turneringsgolf, men så kom jeg rent faktisk ud og spillede rigtigt godt tee til green. Mit problem var i virkeligheden måske det korte spil. Og det var så årsagen til at jeg tog fat i den lange putter dengang.

De mange forhindringer gik ud over Hansens glæde ved spillet og han var nødt til at tage sin golffremtid op til overvejelse:

– Som tiden er gået, og med manglen på resultater er jeg gledet lidt i den forkerte retning med min golf synes jeg. Det der med at rejse rundt og spille, og ikke rigtigt blive belønnet, det syntes jeg faktisk begyndte at blive lidt hårdt. Så begyndte jeg at tænke over det. Det havde jeg aldrig nogensinde gjort før. Sidste år var et forfærdeligt år for mig. Jeg kunne slet ikke få noget til at fungere, jeg søgte vejledning, og jeg kunne ikke rigtigt slå hul på bylden med noget som helst. Så lagde jeg køllerne på hylden og sagde jeg er sgu ikke sikker på at det lige er mig det her længere, jeg prøver at finde ud af nogle andre ting – ting som jeg virkelig ser frem til at skulle gøre den dag jeg ikke skal spille golf længere. Man kan sige jeg har fået lidt mere styr på retningen i mit liv, hvad jeg egentlig godt kunne tænke mig efter min golf.

Artiklen fortsætter under billedet

Søren Hansen
Søren Hansen

Hansen, som stadig har et smukt, atletisk sving, indså at han ikke var klar til at lægge spillet helt fra sig, selvom det kræver meget at få den mentale side med også:

– Omvendt havde jeg et eller andet inde i mig som sagde, jeg synes sgu ikke at jeg er færdig. Så jeg gik i gang med at træne, og det går rigtigt godt på træningsbanen når jeg træner, jeg har bare lidt svært ved at tage det med ud på banen. Måske nok fordi man er blevet lidt arret af de hårde år hvor der ikke er sket noget, så det har ridset min selvtillid, hvorimod førhen havde jeg altid god attitude og god selvtillid, så når jeg gik ud og spillede, spillede jeg godt.

En sjetteplads i 2009 er den bedste danske placering ved en US Open, efter et par svære år – blandt andet med karrierestop – har Hansen nu kvalificeret sig til denne uges US Open.

– Nu skal jeg finde en ny Søren Hansen, en ny form for selvtillid og det har været rigtigt svært, men så har der været glimt, hvor jeg får taget det jeg laver på træningsbanen med ud på banen, hvor jeg så spiller fantastisk, blandt andet her til US Open kvalifikation. Jeg spillede fantastisk i første runde, og lige pludseligt stod jeg i et omspil, hvor jeg fik det til at fungere med to birdies, selvom jeg var helt kold. Så kommer alle de gode ting, som man har prøvet før tilbage, og det giver selvfølgelig et løft.

Artiklen fortsætter under billedet

Søren Hansen
Søren Hansen

Så spillet er på vej den rigtige vej, men US Open er kendt for at være den major som har de højeste scores, og Oakmont – årets bane – er af mange betragtet som verdens sværeste bane, et faktum der heller ikke er tabt på Hansen:

– Når man så nu står her i kampens hede i US Open, blandt de bedste spillere på den sværeste bane i verden, så tænker man lige en ekstra gang. For det første at man er privilegeret, for det andet er det godt, men også jeg står et sted her og nu hvor jeg måske ikke er klar til at stå endnu, trods alt. Men så går man ud og slår et par bolde på træningsbanen så føler man – nå ja, det går fint det her, det kan jeg godt, men jeg har altid haft nemt ved at tage min træning med ud på banen. I en lang periode har det været svært at gøre det, så den formel skal jeg have knækket. Når det er gjort, så tror jeg, at så kommer den gode selvtillid, og så kommer den gamle – eller rettere den nye – Søren Hansen frem igen. Så at stå herovre til US Open lige nu er selvfølgelig helt vildt fedt, men det er også en ordentlig mundfuld. At tage fra hvor jeg var, til hvor jeg står nu, det er et stort skridt, men til gengæld er det et skridt i den rigtige retning.

US Open sendes direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk hver aften. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Adrian Otaegui vandt Volvo China Open

Adrian Otaegui vandt Volvo China Open, der blev afkortet til tre runder. Niklas Nørgaard kæmpede for top-10, men sluttede udenfor top-30. Det var første...

Hongtaek Kim vandt GS Caltex Maekyung Open Golf Championship

Hongtaek Kim vandt GS Caltex Maekyung Open Golf Championship på Asian Tour og Korean Golf Tour. Inden finalerunden førte Junghwan Lee fra Sydkorea i -11...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk