LIV Golf er blevet optaget af OWGR verdensranglisten, så der nu for første gang kan optjenes point i LIV turneringer. Men dog kun til top-10 i turneringerne, og det til stor utilfredshed for LIV Golf.
– OWGR’s mission er at administrere og offentliggøre en ugentlig, transparent, troværdig og præcis rangliste baseret på de relative præstationer af spillere, der deltager i tællende golfturneringer for mænd i hele verden.
Ovenstående citat er OWGR’s mission, og i en skriftlig udtalelse indleder LIV med at nævne denne OWGR mission. Som en understregning af, at man ikke mener, at betingelserne for optagelsen af LIV Golf lever op til den mission.
– Vi anerkender denne længe ventede godkendelse, der bekræfter det grundlæggende princip om, at resultater på golfbanen skal tælle, uanset hvor der spilles, skriver LIV Golf i en skriftlig udtalelse og fortsætter:
– Dog er dette resultat uden fortilfælde. Med disse regler belønnes nr. 11 i en LIV Golf turnering på samme måde som nr. 57. At begrænse point til top-10 går ud over spillere, som igen og igen præsterer på et højt niveau, men slutter lige udenfor top-10 samt nye talenter der arbejder for at etablere sig. De spillere som en retfærdig og meritokratisk rangliste vil anerkende.
– Ingen anden konkurrencepræget tour eller liga i OWGR’s historie har været underlagt en sådan begrænsning. Vi forventer, at dette blot er første skridt mod en struktur, der fuldt ud og retfærdigt tjener spillerne, fansene og golfsportens fremtid.
LIV Golf turneringer tildeles point som “Turneringer med et lille felt”, og med 57 spillere i feltet kan man ikke være utilfredse med det. Men man er ikke tilfredse med, at det kun er top-10 og lige som op tjener point.
Andre turneringer uden cut giver point til 85 %
I andre OWGR turneringer med et lille felt er der ikke point til de sidste 15 % (så der er point til de bedste 85 %). Som i Hero World Challenge, som Hideki Matsuyama vandt i december, hvor der var 20 spillere uden cut, men kun top-17 optjente point til verdensranglisten. Sådan er det også i PGA Tour Signature Events, men dog ikke i PGA Tour slutspillet hvor alle optjener point.
Brugte man 15 % reglen i LIV Golf ville der være point til top-48 ud af 57 spillere.
LIV Golf afslutter den skriftlige udtalelse med, at man fortsat vil kæmpe for en retfærdig rangering, som afspejler præstation frem for hvilken tour det er.
– Spillet fortjener gennemsigtighed. Fansene fortjener troværdighed. Og spillerne fortjener et system, der behandler dem lige, skriver LIV Golf.



