LIV Golf har udvidet feltet i regulære 2026 turneringer, så der bliver 57 spillere i feltet, hvilket er tre flere end 54 i 2025. Den ene af de tre pladser går til Tourskolen, eller LIV Golf Promotions som det hedder, der begynder torsdag i Florida med Lucas Bjerregaard i feltet.
Når LIV Golf sæsonen begynder i Saudi Arabien den 4. februar, er det med de 13 hold, 52 spillere, og så fem Wild Card spillere.
Tre af dem kommer fra LIV Golf Promotions, hvor der i 2024 kun blev spillet om ét kort til LIV Golf, som Lee Chieh-po fra Taiwan vandt. Det er dog ikke helt nyskabende med tre kort, for det var der også i 2023, hvor Kalle Samooja, Jinichiro Kozuma og Kieran Vincent kvalificerede sig.
Top-10 på LIV Golf Promotions får også fuldt kort til International Series turneringerne på Asian Tour. I år har de to bedste på International Series ranglisten, Scott Vincent og Yosuke Asaji, kvalificeret sig til LIV Golf 2026.
Kvalificerede spillere bliver ikke del af et hold
De tre fra Tourskolen samt Scott Vincent og Yosuke Asaji fra International Series bliver ikke en del af et LIV Golf hold i 2026.
De er med som de fem Wild Card spillere, der spiller med om de store individuelle præmiesummer, men altså ikke holdturneringen. Gør de det godt i 2026 kan de kvalificere sig til et fuldt kort i 2027, og dermed gøre sig attraktive og spille sig ind på et hold.
Lucas Bjerregaard er med
For anden gang prøver Lucas Bjerregaard lykken mod den økonomisk attraktive LIV Golf, da han også var med i december 2023, hvor han missede cuttet efter 2. runde.
Der er 83 spillere i feltet fra 24 lande. Flere end halvdelen, 47, har indenfor de seneste to år vundet mindst en turnering tællende til verdensranglisten eller amatørernes verdensrangliste.
Mere følger om LIV Golf Promotions i senere artikel.



