24.300 tilskuere stod søndag for den mest fantastiske opbakning ved en Europa Tour event. Søren Kjeldsen kom ufatteligt tæt på sejren ved Made in Denmark, men måtte til sidst se sig slået af engelske David Horsey.

Mads Søgaard leverede for fjerde dag i træk imponerende golf, og kunne slutteligt notere sig karrierens flotteste resultat og største check.

Horsey: Fantastisk publikum skaber turneringen
– Jeg er super glad for at få min fjerde sejr på European Tour. Det blev tæt til sidst, men sejren er rigtig vigtig for mig, sagde David Horsey efter ceremonien, inden snakken hurtig faldt på de vanvittige publikumsscener, der de sidste fire dage har henrykt golfverdenen

– Det er helt vildt. Publikum larmede sidste år, men i år har jo været helt sindssygt. Og jeg er sikker på, at det bliver endnu vildere næste år, sagde Horsey.

– Det er med til at gøre den her turnering til noget helt særligt og til en af de turneringer, som alle spillerne går og taler om på touren, sluttede Horsey. Forinden havde han dog foran de 1.200 frivillige og resten af publikum delt sin glæde.

.
.

– Tak skal I have. Det er jer, der gør den her turnering så fantastisk. Bliv ved med det. I har været helt fantastiske.

Lige ved og næsten, slog ikke Horsey af hesten
Søren Kjeldsen havde undervejs chancen for at fange Horsey, men englænderen holdt sig i “sadlen”, mens Kjeldsen smed sin udelte andenplads væk på 18. hul.

Her missede Kjeldsen et ganske kort putt, som betød, at hans andenplads i stedet blev delt med Kristoffer Broberg, Daniel Gaunt og Terry Pilkadaris.

Mads Søgaard imponerede for fjerde dag i træk, og kunne med endnu en flot runde notere sig en sjetteplads ved Made in Denmark 2015. Karrierens bedste resultat indbringer Søgaard 42.150 euro eller 316.000 kroner.

En kæmpesucces
Made in Denmark 2015 blev en fuldstændig uforbeholden succes. Det samlede tilskuertal lyder på 86.498 og mon ikke at hele golfverdenen nu for alvor har fået øjnene for Himmerland Hill og Made in Denmark.

Du kan se resultatet af Made in Denmark 2015 her.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.