ECCO TourFinalen starter fredag – Helligkilde og Huldahl jagter Challenge Tour kortet

Finalen starter fredag – Helligkilde og Huldahl jagter Challenge Tour kortet

Fredag morgen starter Race to HimmerLand presented by FREJA i HimmerLand. Marcus Helligkilde og Jeppe Huldahl kan sikre sig oprykning til Challenge Touren, mens hele feltet naturligvis håber at slutte sæsonen med en sejr i ECCO Tourens flagskibsturnering.

Race to HimmerLand presented by FREJA markerer afslutningen på endnu en ECCO Tour sæson, mens der på Nordic Golf League stadig resterer Tour Final i næste uge i Sverige.

På GolfBox Road to Europe (Nordic Golf League Ranking), hvorfra de tre bedste om to uger rykker op på Challenge Touren indtager Marcus Helligkilde andenpladsen og Jeppe Huldahl tredjepladsen. Begge danskere kan med en sejr sikre sig oprykning, og i begges tilfælde kan mindre sikkert også gøre det.

Formstærke spillere ånder Helligkilde og Huldahl i nakken

Lauri Ruuska og Joakim Wikström på henholdsvis fjerde- og femtepladsen er nærmeste konkurrenter, og begge spillere er ekstremt formstærke. Så mens både Helligkilde og Jeppe Huldahl selv skal spille godt, vil de helt sikkert også skæve til Ruuska og Wikström og håbe, at de ikke har medbragt deres topniveau til HimmerLand. Vinder Ruuska eller Wikström i denne uge, så kan det sagtens koste Helligkilde eller Huldahl pladsen på Challenge Touren i 2021.

– Jeg prøver at holde fokus på mit eget spil i øjeblikket, for jeg synes ikke helt, det sidder, hvor det skal, siger Marcus Helligkilde dagen før dagen.

– Helt ærligt, så har jeg slet ikke styr over hvor bolden flyver hen, og jeg har ikke de store forventninger. Jeg spiller faktisk så dårligt, at jeg har tabt to dage i træk til Peter Launer Bæk, så det siger jo det hele, griner Helligkilde til store tilråb fra denne uges bofælle, netop Peter Launer Bæk.

Marcus Helligkilde efter sejren i Jyske Bank Danish PGA Championship by FREJA – Foto: ECCO Tour
Vejret kan blive en faktor

– Umiddelbart lover de skidt vejr de næste dage, og det tror jeg, kan blive til min fordel. Alle misser lidt flere greens, når vejret er skidt, og det korte spil har jeg nogenlunde styr på. Så jeg vil mene, at jo dårligere betingelser, jo bedre er det for mig, fortsætter Helligkilde, der i juni vandt Jyske Bank Danish PGA Championship by FREJA i netop HimmerLand i strålende sol og perfekte betingelser.

– Jeg kan godt lidt at være her i HimmerLand. Omgivelserne er fede, og deri finder jeg en masse inspiration til at præstere godt. Vi spillere bor sammen i husene og hygger en masse. I går aftes var vi for eksempel henne og bowle, fortæller Helligkilde, der også på bowling-banen fik stryg af sine bofæller, Mikkel Hjorth og Peter Launer Bæk.

– De bowler tre til fire gange om ugen og har deres egne kugler, så det er jo ikke så underligt, slutter Marcus Helligkilde med et nyt grin.

Formatet – En kopi af Alfred Dunhill Links

Race to HimmerLand presented by FREJA afvikles som en Pro-Am, og konceptet kan i høj grad sammenlignes med Alfred Dunhill Links Championship på Europa Touren. Hver professionelle får en amatør-makker, og sideløbende med de professionelles vigtige turnering, afvikles således en Pro-Am. Det giver sponsorer og amatører en fantastisk mulighed for at opleve stemningen midt i en professionel golfturnering.

Foruden de ovennævnte profiler, der kæmper om oprykning, er blandt andre Lasse Jensen, Oliver Hundebøll, Victor Østerby og Nicolai Tinning også blandt favoritterne, når det går løs i morgen kl. 09.

Du kan se hele startlisten her.

Niklas Nørgaard Møller – Foto: ECCO Tour

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Thorbjørn Olesen i kamp mod verdens bedste i Houston

Scottie Scheffler er til start hjemme i Texas, og verdens nummer et, er naturligvis det helt store trækplaster ved Texas Children’s Houston Open efter...

28 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin første Challenge Tour sejr i Kolkata Challenge. Det var den 28. danske Challenge sejr gennem årene. Efter tre danske Challenge...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk