PopulærtLadies European TourEmily Pedersen vinder sin anden sejr på fire dage

Emily Pedersen vinder sin anden sejr på fire dage

DGU udsendte følgende pressemeddelelse efter 24-årige Emily K Pedersen vandt Saudi Ladies Team International på Ladies European Tour.

— oOo —

En ekstraordinær golfsæson fortsætter for danske Emily Pedersen.

Hun har torsdag vundet både den individuelle sejr og holdsejren ved Saudi Ladies Team International.

Sejren er hendes tredje sejr på Ladies European Tour i år, og den afgør definitivt, at den 24-årige spiller vinder årets samlede rangliste for Ladies European Tour, Race to Costa del Sol.

Den seneste sejr kommer kun fire dage efter, at Emily Pedersen vandt Aramco Saudi Ladies International, som blev spillet på Royal Greens Golf & Country Club, hvor hun altså i dag også har vundet både en individuel turnering og en holdturnering.

– Man kniber sig selv i armen, da det ikke sker så tit, at det er den samme spiller, der vinder to uger i træk på en world tour. Men det ser ud til, at Emily lige nu virkelig er inde i en god periode og bare rider på en bølge, der forhåbentlig kan vare nogle uger endnu, lyder det fra Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Dagens individuelle sejr blev vundet i en samlet score på 14 under par efter turneringens tre runder. Dermed sluttede hun to slag foran de tre, der endte med at dele 2. pladsen – Luna Sobron Galmes (Spanien), Anne van Dam (Holland) og Stephanie Kyriacou (Australien).

Emily Pedersen skriver sig med sine imponerende præstationer i denne sæson ind i dansk golfhistorie.

Hun er den kun anden danske spiller siden Iben Tinning i 2005 til at vinde den samlede rangliste for en af de store verdenstours.

Hun er den første dansker i ni år til at vinde to turneringer i træk på en af de store tours. Thomas Bjørn vandt turneringer i Skotland og Schweiz lige efter hinanden på europatouren i 2011. I 2002 vandt Iben Tinning Italian Open og Irish Open lige efter hinanden.

Pedersen er nu oppe på i alt fire sejre på Ladies European Tour. Dermed haler hun kraftig ind på Iben Tinning, der i alt nåede seks sejre på samme tour i perioden 2002 til 2010.

Så Emily Pedersen er i eksklusivt selskab. Siden turneringsgolf vendte tilbage efter coronapausen har hun vundet i alt tre turneringer på Ladies European Tour. Dertil kommer både en 2. plads og en 3. plads. I British Open i Skotland hentede hun med en 11. plads karrierens bedste resultat i en major.

Det er nu også bekræftet, at hun med sin flotte stime af resultater får en plads i US Open, der spilles i næste måned i Texas.

Vi kom fejlagtigt til at skrive, at Emily Pedersen var matematisk sikret den samlede sejr på Race to Costa del Sol efter søndagens sejr i Saudi Arabien. Den er først helt garanteret efter dagens triumf. Vi beklager fejlen.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

20 mio. $ – så meget tjente spillerne i Masters 2024

Man er ikke med i Masters for pengenes skyld, og på Augusta National taler man helst ikke om det. Men ikke desto mindre er...

Er der “gummiarm” i dansk golf?

Dansk golf er i rivende udvikling - altså når vi selv skal sige det. Dog forekommer det mig, at når danske golfspillere endelig kommer...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk