RejserGolf- og rejseoplevelserEkerum Golf & Resort Golfklubb - Rejseoplevelser fra Småland og Öland (1)

Ekerum Golf & Resort Golfklubb – Rejseoplevelser fra Småland og Öland (1)

Nordic League sæsonfinalen blev spillet på Ekerum Resort, hvor Lasse Jensen vandt. I den anledning genoptrykker vi Kim Bojes tre rejseartikler fra Småland og Öland.

— oOo —

Kalmar er med sin statelige domkirke og prægtige slot sidste stop inden Ölandsbroen, som fører over til Öland, den lange, smalle ø i Østersøen. Karavanen af åbne og lukkede sportsvogne går øen rundt på veje, der kantes af vindmøller fra 1800-tallet og skilte, der fortæller om elsdyr, campingpladser og fiskerlejer. Turister valfarter forståeligt nok til Ölands fine strande og enestående natur – en tredjedel af øen er fredet under UNESCOs såkaldte verdensarv. Og så er koncentrationen af golfbaner stor, og pga. øens milde klima kan man spille på dem stort set året rundt.

Lige syd for den populære badeby Borgholm ligger Ekerum Golf & Resort Golfklubb. Her kan man indlogere sig i veludstyrede lejligheder med plads til hele familien, få kropsbehandlinger og massage, spille golf på to 18-hullers baner og indtage aftensmaden på restauranten, der serverer både deluxe burgere og mere raffinerede retter som sommerfiskesuppe og scampipasta. Aftendrinken kan man passende nyde bagefter på verandaen, hvor solen går ned over Kalmarsund, mens dagens sidste golfere spiller ind til Långe Jans 18. green.

Ekerums to baner tager navn efter Ölands to fyrtårne, Långe Jan på Ölands sydspids og Långe Erik på den nordlige odde. De mange solskinstimer gør Öland til en svensk riviera, men skaber ofte problemer for greenkeperne. Fairways var denne juli afsvedne og stenhårde som i Provence, hvilket dog gjorde det noget lettere at nå rundt på de ganske långe huller, som fx 10., et par-5 hul på hele 595 meter fra hvid tee!

Roughen er derimod ikke noget problem. Ifølge vore medspillere, et norsk ægtepar, som er kommet på Ekerum Golf & Resort i mere end 10 år, har man tidligere haft lang rough på Långe Jan & Erik, men nu er den kortet ned, og de ”langlemmede fyre” er blevet væsentligt mere medgørlige.

Det er dog ikke alle huller der spiller langt. 7., 13. og 16. er korte par-4 huller, hvor belønningen let lokker driveren frem på teestedet. Men risikoen stor. Der er mange vandhazarder, som gør det til et farligt forehavende.

Umiddelbart kan Långe Erik virke ganske tilforladelig, men netop som man synes, at det næste hul ser uproblematisk ud – bred fairway, kort rough, ingen generende træer – så er det man skal nærlæse baneguiden. Ikke mindst når man kommer til 14. hul, et par-4 hul, der med god grund er takseret som banens sværeste. Greenen er som en omvendt, meget dyb tallerken, hvor det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre at få en golfbold til at ligge stille på størstedelen af venstre side, og alle korte slag til en pind i venstre triller uvægerligt trille af green, det lærte denne golfer the hard way – to gange oven i købet.

Den bagende sol kan gøre det meget varmt under kasketten på Ölands golfspillere, især når man når frem til de generelt kraftigt ondulerede greens. Faktisk kan temperaturen nå faretruende nær kogepunktet, når man tre-putter for fjerde green i træk. Så kan det anbefales at komme ind i skyggen efter runden og fx begynde på Johan Thorins krimi Natstorm, der foregår på et iskoldt Öland, hvor uhyggen i den barske vinter dels får det til at risle behageligt koldt ned af ryggen på læseren, dels får ham/hende/hen til at glemme alt om de drilske greens…

Trods en ikke alt for prangende score på Långe Erik fik denne golfer stor lyst til at vende tilbage til Öland. Klimaet er vidunderligt, folk er overordentligt søde og rare, og så er der jo de mange golfbaner, der lokker. De norske medspillere på Långe Erik skulle tilbringe yderligere tre dage på Ekerum Golf & Resort, og bagefter gik turen til Grönhögen Golf, en linksbane i skotsk stil på øens sydlige del, som skal være blandt Sveriges 10 bedste baner.

Alt i alt kan man bare hæve glasset i aftensolens stråler, skåle for den næste tur til Sverige og konstatere, at H.C. Andersens ord ”I Sverrig” stadig gælder:

”Sæt Dig paa min ryg!” siger Storken, vore grønne Øers hellige fugl, ”jeg bærer Dig over Sundet. Sverrig har ogsaa friske duftende Bøgeskove, grønne Enge og Kornmarker; i Skaane, ved de blomstrende Æbletræer bag Bondens Huus, vil Du troe, Du endnu er i Danmark!” (…)

”Kom med! Kom med!” skriger den urolige Maage og flyver i ventende Kredse. ”Kom med til Skjærgaardene, hvor tusindviis Klippe-Øer med Fyr og Gran ligge som Blomsterbede langs Kysten.”

Dette er den første anden af tre artikler i serien. Den anden kan læses her og den tredje kan læses her.

Tekst: Kim Boje. Fotos: Annemarie & Kim Boje

Ekerum Golf & Resort Golfklubb: https://ekerum.com/
Golfbaner og golfresorts på Öland, https://www.nordicgolfers.com/destinationer/sverige/golf-paa-oeland/
Links Golf Öland: https://linksgolfoland.se/
Kalmar – historisk by ved havet: https://www.visitsmaland.se/sv/regioner/kalmar
Ölandske eventyr, https://www.oland.se/en

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Nu er Guy Kinnings direktør for European Tour Group

Den 2. april 2024 overtog Guy Kinnings jobbet som direktør for European Tour Group, som bl.a. står bag DP World Tour og Challenge Tour....

33-årig dobbelt LPGA major-vinder indstiller karrieren

33-årige So Yeon Ryu fra Sydkorea indstiller karrieren efter Chevron Championship, der er årets første LPGA major. Den tidligere verdensetter offentliggjorde det for nogle uger...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk