Challenge TourDanmark styrket på European Tours i 2016

Danmark styrket på European Tours i 2016

Det blev endnu en god weekend for dansk golf, hvor to nye herrer kvalificerede sig til European Tour næste år.

Med 2. og 3. pladser i den afsluttende turnering, NBO Golf Classic, på European Challenge Tour, rykkede Joachim B Hansen, Hillerød, og Jeff Winther, Kokkedal, sig ind i top 15 på Final Order of Merit. Den placering giver en plads til den kommende sæson på European Tour. Mads Søgaard lå på en 16. plads på OOM inden turneringen, men formåede ikke at spille sig op i stillingen og må derfor satse på et godt resultat på European Tours Qualifying School, der spilles den 14.-19. november i Spanien.

Alt i alt er Danmark på nuværende tidspunkt sikret syv herre Europatour spillere i den kommende sæson, men der er mulighed for at flere avancerer fra tourskolen.

På tourskolen er der flere andre danskere, der også får en chance for at spille sig til en kategori på den stærkeste tour i Europa, heriblandt Lasse Jensen, der endte den regulære sæson på European Tour som nr. 144. Derudover tilstøder de danske spillere, der formår at avancere fra Stage 2 af indledende kvalifikation til tourskolen. Resultaterne herfra kendes dog først mandag aften.

De bedste danske herrer, Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen, var også i kamp i World Golf Championship turneringen HCBC Champions i Kina i weekenden, hvor især Thorbjørn inden de sidste to runder lå helt fremme. Det lykkedes ikke de to danskere at komme ind i Top-10, men Thorbjørn sluttede som bedste dansker på en 19-plads.

Udover herrerne havde kvinderne også en god weekend.

I Sanya Ladies Open på Yalong Bay Golf Club i Kina, var alle Danmarks fem Ladies European Tour spillere i kamp og Nicole Broch Larsen  blev bedste dansker, da hun sluttede på 20. pladsen i samlet -4 efter en finalerunde i -1.

Inden turneringen var Danmark repræsenteret med tre spillere i top 10 på Ladies European Tours (LET) Order of Merit og Nicole Broch Larsen, Emily Pedersen og Nanna Koerstz Madsen bevarede deres positioner som henholdsvis nr. to, syv og ni.

Placeringerne betød udtagelse til den nye  holdturnering The Queens, hvor de ni bedste spillere fra hhv. LET, LPGA Australien, LPGA Korea og LPGA Japan mødes den 4.-6. december i Japan. Nicole Broch Larsen må dog prioritere LPGA tourskolen i USA og det er således kun Emily og Nanna, der tager til Japan og forsvarer de danske og europæiske farver.

– Dansk golf fortsætter med at lave flotte resultater og det er dejligt at se, at vi igen til næste år vil have en meget stærk repræsentation på de førende tours i verden. I 2015 satte vi samlet rekord med otte herrer på European Tour, fem damer på Ladies European Tour og to på LPGA, og der er god mulighed for at matche dette til den kommende sæson, når tourskolerne i europa og USA er overstået. Udtagelse til OL rykker tættere på og deltagelse på øverste niveau er en forudsætning for mulig kvalifikation via verdensranglisterne – og vi har ikke kun et imponerende antal spillere i forhold til vores lands størrelse, vi har spillere, der kan vinde turneringer på dette niveau, siger Claus Mølholm, Eliteansvarlig i Dansk Golf Union

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Jiyai Shin vandt ISPS HANDA Australian Women Open

Den tidligere verdensetter Jiyai Shin vandt ISPS HANDA Australian Women Open, der blev spillet sideløbende med herrernes ISPS Handa Australian Open, som Ryggs Johnston...

Simon Lee vandt All Abilities Australian Ch’ship med 14 slag

Simon Seungmin Lee blev en suveræn vinder af ISPS HANDA All Abilities Australian Championship, der er en del af G4D Tour. Der er højdepunkter...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk