Sidst i januar mens Danmark endnu var dækket af sne lykkedes det at kickstarte 2024-sæsonen i det amerikanske. Nærmere betegnet på Rio Secco Golf Club i Las Vegas forstaden Henderson, hvor vi var blevet inviteret af VICI Properties, der er et ejendomsfirma, som udover utallige casinoer og hoteller også ejer og driver 4 golfbaner.
Lad det være sagt med det samme: Rio Secco har en ganske glimrende bane, som også har huset flere pro-turneringer siden åbningen i 1997, men den er nok stadig mest kendt for at huse “Butch Harmon School of Golf”. Jeps, det er den Butch Harmon, som har trænet både Tiger Woods, Phil Mickelson og flere medlemmer af den nye garde, se https://en.wikipedia.org/wiki/Butch_Harmon
Hvis (når) man ser den fantastiske golf dokumentarserie “Fullswing” på Netflix kan man bla. se Butch Harmon træne Rickie Fowler på Rio Secco’s driving range (sæson 2 afsnit 2). Så har man haft lidt held ved rouletten inde på The Strip aftenen i forvejen kunne man overveje en lektion hos verdens måske bedste træner gennem tiderne.
Både min spillemakker og jeg havde forunderligt nok flere udgifter end indtægter fra vores aftener i Las Vegas, så på dagen nøjedes vi med en runde på banen. Servicen var i top allerede, da vi rullede op til Valet-skranken foran klubhuset, hvor vi blev hjulpet af med både vores golfudstyr og lejebil. Indcheckningen i pro-shoppen gik også nemt og hurtigt – vi blev trakteret med både drikkelse og snacks, mens vi fik lidt info om banen, træningsfaciliteterne og klubhuset. Straks efter stod vores buggy klar med vores golfgrej, samt en fyldt fryseboks med vand til runden.
Buggies er mere eller mindre en selvfølge i USA – vi oplevede sågar flere baner, hvor det var decideret forbudt at gå rundt. Derfor er buggy’en også som hovedregel medregnet i greenfee’en over there.
En kort køretur senere var vi på rangen og klar til at tage hul på pyramiderne af bolde for at rustbehandle svinget efter en lang vinterpause. Ved driving rangen er der et half-way house med mad og drikke, så på denne dag blev morgenkaffen leveret lige til udslagsstedet af endnu en serviceminded medarbejder.
Rio Secco er en såkaldt Residential Golf Course, dvs. en bane med med masser af boliger rundt om og tæt på banen. Sådanne baner findes der et utal af I USA – i Danmark er det mindre udbredt. Banen i Ry er et godt eksempel på en dansk bane med beboelse tæt på flere af hullerne. For Rio Secco’s vedkommende betyder det, at man nogle gange kører lidt langt mellem hullerne, hvor man også til tider kører under eller over offentlige veje og lige skal huske at holde lidt øje med trafikken, inden man krydser.
Banen starter bekvemt ud med et kort par-4 hul og som designeren Rees Jones skriver i baneguiden: “Start off with a birdie!“. Greens er lidt dugtunge denne morgen, hvor tågen også hænger lavt, så vi stiller os tilfredse med en par. Efter den bløde start på hul 1 starter så et svært forløb på 6 huller med masser af højdeforskelle og raviner – her skal sigtekornet være godt indstillet for at holde bolden I banen og skindet på næsen. Alt udenfor fairways og greens er praktisk talt uspilleligt, hvilket er et generelt kendetegn for de fleste ørkenbaner.
Her på hul 2, som I øvrigt er banens sværeste hul, fornemmer man sværhedsgraden: bolden skal flyves 190m ned på en smal fairway, som vender på tværs. Alt skævt, kort eller langt er uspilleligt.
Rio Secco har heldigvis 4 tee-steder at vælge imellem, så det er med at få valgt rigtigt inden afgang, både af hensyn til spilleglæden og boldbestanden.
Udover, at ørkenbaner generelt er meget anderledes end, hvad vi har hjemme i Nordeuropa, så er der et interessant farvespil om vinteren, hvor de skarpe grønne fairways omkranses af gule områder. Der er tydeligt ovenfor og ikke mindst her på hul 11:
Dette fænomen opstår, da man eftersår fairways med en blanding af Bermudagræs og andre sorter i vintersæsonen, mens man bruger ren Bermuda om sommeren. Så den gule semirough er ren Bermudagræs i dvale, hvilket spiller lidt ligesom afsvedet græs herhjemme, når vi en sjælden gang imellem har længerevarende tørke om sommeren.
Efter al den sjov og ballade med raviner slutter for9 af med 2 lette par 5 huller, inden man kører forbi driving range og halfway house igen. Spilleretningen er nu ind mod Las Vegas centrum og efter 2 forholdsvist overkommelige par 4 huller ankommer man til hul 12, som er et godt par 3 hul over (endnu) en ravine med tilhørende udsigt ind over byen og the Strip:
Opløbsstrækningen er også ganske interessant – her er et vue tilbage mod Black Mountains, som er en del af de bjerge, der omkranser Las Vegas dalen.
Men især de sidste 3 huller er gode: først hul 16, som er et langt par 3 over vand, dernæst hul 17, som er et par 5 hul med en green, som er omgivet af ørken, hvor approach-slaget skal flyves ret nøjagtigt ind:
Der sluttes af med et par 4 hul op mod klubhuset med OB i højre og en sø til venstre for green. Herefter kan man benytte stedets fine restaurant eller straks bede om at få sin bil kørt frem, så man kan komme hurtigt tilbage til The Strips pulserende liv.
Alt i alt et dejligt anlæg med en ganske fornøjelig og varieret bane, som bestemt er et besøg værd, hvis man er i Las Vegas-området og trænger til en pause fra gambling og de mange andre fristelser i Sin City!
