AnbefaletTiger fik mest omtale, og får 53 mio. kr. for at vinde...

Tiger fik mest omtale, og får 53 mio. kr. for at vinde PiP foran Mickelson

Kort før nytår antydede Phil Mickelson, at han havde vundet den første udgave af PGA Tourens Player Impact Program (PiP) i 2021, men det synes nu mere som et desperat forsøg på at vinde! For vinderen er først offentliggjort nu, og det blev Tiger Woods, som får 8 mio. $ af de i alt 40 mio. $, der uddeles til top-10.

Kort fortalt går PiP ud på at PGA Tour belønner de spillere, der skaber mest positiv opmærksomhed og interesse for PGA Tour. Tiger Woods kørte galt i februar 2021 og spillede ingen officielle PGA Tour turneringer, men kun generationsturneringen PNC Championship, som han sammen med sønnen Charlie var meget tæt på at vinde, men blev overgået af John Daly og søn. Men Tiger er fortsat den største.

Tiger får 8 mio. $ svarende til 53,5 mio. danske kroner for sejren, mens der er 6 mio. $ til Phil Mickelson. Nr. 3 – 6 får 3,5 mio. $ hver og der er 3 mio. $ til nr. 7 – 10.

Player Impact Program fortsætter i 2022, hvor man øger bonussen med 10 mio. $ så der er 50 mio. $ til top-10.

Mickelson skrev ikke direkte, at han havde vundet

PiP ranglisten er beregnet fra den 1. januar – 31. december 2021, så da Mickelson den 29. december antydede, at han havde vundet kunne han ikke vide det. Som det ses i hans Tweet nedenfor, så takkede Mickelson sine følgere for, at hjælpe ham med at vinde – og det kunne de måske nå med en slutspurt, men Mickelson skrev ikke direkte, at han havde vundet.

Dengang afviste PGA Tour da også, at vinderen var fundet, og nu er det så offentliggjort, at Mickelson ikke vandt, men han blev nr. 2. Og det skyldes ikke den seneste tids virak omkring Mickelson, der har mistet flere sponsorer og holder en pause efter meget eksplicitte udtaler om en Saudi-finansieret tour. Resultaterne i PiP er revideret af revisionsfirmaet Grant Thornton.

Flere medier, også danske, hoppede på Mickelsons PR-arbejde og kårede ham som vinder, selvom PGA Tour fastslog, at man først skulle lave en endelig opgørelse med bl.a. tv-tal fra Nielsen. De opgøres hvert kvartal og ville derfor først være klar i midten af februar.

Mickelson har nok haft fornemmelsen af eller viden om, at han i spidsen, og hvis Tiger ikke havde spillet PNC Championship i december, så havde han næppe vundet PiP, da der på alle måder var et stort fokus på Tigers comeback.

Phil Mickelson – Foto: golfsupport.nl
Ikke resultater på banen der tæller

PiP er en slags popularitets-konkurrence. Kritikere har sagt, at det handler om at være bedst/størst på sociale medier, hvilket dog er en forsimpling.

At det ikke er resultaterne på banen som afgør det understreges af, at Tiger som nævnt slet ikke spillede nogle PGA Tour turneringer, og Phil Mickelson havde kun én top-10 placering da han som 50-årig vandt US PGA Championship, og blev den ældste major vinder nogensinde.

Sådan er vinderen fundet

Vinderen er fundet på baggrund af fem kriterier:

  1. Internet søgning: Hvor mange gange en spillers navn er søgt efter (Google)
  2. Artikler: Antal unikke artiker hvor en spiller er nævnt (Meltwater)
  3. Sociale medier: Score på sociale medier ud fra reach, omtale og engagement (Q-Score)
  4. TV sponsor eksponering: Tid en spillers sponsor logo er på skærmen lørdag og søndag i tv-sendingen (Nielsen)
  5. Opmærksomhed: En spillers generelle bevidsheds-score blandt den amerikanske befolkning (MVP index)

Nedenfor ses top-10 i PiP 2021 og fordelingen af de 40 mio. $ med omregning til DKK (kurs 669). Nederst er Golf Channels oversigt med placering og point i kategorierne.

Nr.SpillerBonus $Bonus DKK
1Tiger Woods8 mio. $53,5 mio. kr.
2Phil Mickelson6 mio. $40,1 mio. kr.
3Rory McIlroy3,5 mio. $23,4 mio. kr.
4Jordan Spieth3,5 mio. $23,4 mio. kr.
5Bryson DeChambeau3,5 mio. $23,4 mio. kr.
6Justin Thomas3,5 mio. $23,4 mio. kr.
7Dustin Johnson3 mio. $20,1 mio. kr.
8Brooks Koepka3 mio. $20,1 mio. kr.
9Jon Rahm3 mio. $20,1 mio. kr.
10Bubba Watson3 mio. $20,1 mio. kr.

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 22. april 2024

Scottie Scheffler vandt RBC Heritage, og verdensetteren har nu vundet 4 af sine seneste 5 turneringer! Det var en Signature Event med en præmiesum...

Se putting clinic med Rory McIlroy

Op til Hero Dubai Desert Classic i januar gav Rory McIlrpoy en putting clinic for inviterede gæster. DP World Tour har lavet en video...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk