Onsdag aften fra kl. 19 – 20 kan man på Viasat Golf se højdepunkter fra Nicolai Højgaards flotte sejr ved EM.

For halvanden uge siden vandt 17-årige Nicolai Højgaard fra Gyttegård Golf Klub det individuelle EM for herrer på Royal Hague Golf & Country Club i Holland, og onsdag den 10. juli kan man så se en times højdepunkter fra turneringen.

Kommer med i The Open, men først er der EM for hold

Med sejren i det individuelle EM for herrer, eller European Amateur Championship som det retteligt hedder, har Nicolai Højgaard kvalificeret sig til The Open på Carnoustie, som spilles i næste uge fra den 19. – 22. juli.

Inden da deltager han i denne uges EM for hold, som spilles fra tirsdag til lørdag, hvor han sammen med det danske herrelandshold er blandt favoritterne.

Thorbjørn Olesen er pt. eneste anden dansker, som er kvalificeret til The Open, via sin plads i top-30 på Race to Dubai 2017 ranglisten.

Lucas vandt EM 2010 og Backhausen i 1993

Nicolai Højgaard er den tredje dansker som vinder det individuelle EM for herrer.

Lucas Bjerregaard vandt EM 2010, mens DGU direktøren Morten Backhausen vandt i 1993 efter omspil mod Lee Westwood.

Blandt de tidligere vindere er også Victor Dubuisson i 2009, Rory McIlroy i 2006 og Sergio Garcia i 1995.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.