Nicole Broch Estrup gjorde comeback med en sejr i sin første turnering siden PIF Saudi Ladies International i februar 2025. Hun var da også favorit blandt flere amatør landsholdsspillere i Dormy Elite Tour I Damer, der blev spillet i Asserbo Golf Club.
Nicole Broch Estrup, der fylder 33 år på torsdag, er blevet mor til sønnen Max, og har holdt barsel. Nu gør hun klar til et comeback til professionel golf, og den første turnering var i Danmark.
Og det endte med en suveræn sejr i turneringen over tre runder, da Nicole Broch Estrup fra Hillerød Golf Klub med en finalerunde i -2 vandt i -11 foran Cecilie Eggersen fra Stensballegaard Golfklub i -5 og Jessica Dyreskov fra Hjortespring Golfklub i -3. Jessica Dyreskov lavede hole-in-one på 4. hul i finalerunden.
Har fortsat kort til LPGA
LET og LPGA har ganske fine barsels-regler, så Nicole Broch Estrup kan spille på LPGA med samme kategori som inden hun gik på barsel. Så senere i maj rejser til hun til USA med sønnen og også sin mand Kasper Broch Estrup, der er professionel caddie. Han har tidligere arbejdet for Niklas Nørgaard, men skal nu gå for tyske Aline Krauter på LPGA.
Hendes første turnering bliver ShopRite LPGA powered by Wakefern fra den 29. maj, siger hun i et interview med golf.dk, hvor hun også fortæller om planerne med at rejse på touren som en lille familie.
Dormy Elite Tour I – Damer, resultat
Pige-rækken over tre runder blev vundet af Liva Nemmøe fra Søllerød Golfklub i +1 foran Emma Viscovich fra Smørum Golfklub i +7 og Mia Kjeldsgaard Gregersen fra Great Northern Golf Club i +9.
Dormy Elite Tour I – Piger, resultat
Girls On Tour spillede lørdag, og her spillede man med handicap. Caroline Viscovich fra Smørum Golfklub med hcp. 5,5 gik brutto +2 i slagspil på banen, og vandt Mesterrækken med netto -4 foran Therese Birch Petersen fra Søllerød Golfklub med netto -1.
Girls Only Tour – Mesterrække, resultat
A-rækken spillede 18 hullers Stableford, og her vandt Laura Svendsen fra Dragør Golfklub med 48 point foran Ines Gorju Christoffersen fra Brøndby Golfklub med 45 point.
Girls Only Tour – A-rækken, resultat
B-rækken spillede 9 hullers Stableford, og Naia Iris Dalsgard Korsø fra Søllerød Golfklub vandt med 22 point foran Clara Hauberg fra Københavns Golf Klub med 21 point
Girls Only Tour – B-rækken, resultat



