Challenge TourMade in Denmark Challenge – Presented by Ejner Hessel spilles i Aalborg

Made in Denmark Challenge – Presented by Ejner Hessel spilles i Aalborg

Den anden udgave af Made in Denmark´s ”lillebror” spilles næste år i Aalborg Golf Klub fra 30. juni til 3. juli.

At Challenge Touren lægger vejen forbi den traditionsrige og anerkendte golfklub, vækker glæde i både Aalborg og hos Made in Denmark organisationen.

– I Aalborg Golf Klub glæder vi os til samarbejdet med Made in Denmark om afholdelse af Challenge Tour turnering i 2016. Vi håber, at afholdelsen af turneringen betyder, at kvaliteten af vores bane bliver kendt ikke kun i Aalborg, men i hele landet. Vi ser frem til turneringen og er stolte over, at vores banes kvalitet er så høj, at den er blevet udvalgt til afholdelse af turneringen, siger Ole Svendsen, der er formand for Aalborg Golf Klub.

Også hos Made in Denmark promoter, Flemming Astrup, er der glæde over den fortsatte opbakning i det nordjyske.

– Made in Denmark er rigtigt glade for den store opbakning, vi oplever fra Aalborg og fra regionen som helhed. Det er helt afgørende for turneringer af denne størrelse, at værtsbyer, kommuner og regioner bakker op. Det gør Nordjylland og Aalborg, og det er vi ekstremt glade for, fortæller Flemming Astrup, og understreger, at Made in Denmark Challenge Presented by Ejner Hessel skal spilles på en regulær topbane.

– Vi glæder os til at have Aalborg Golf Klub som værter. Det er en af de absolut bedste anlæg i Danmark, og vi er sikre på, at spillerne til sommer vil få en rigtig god oplevelse, slutter Made in Denmark promoter, Flemming Astrup.

Den første udgave af Made in Denmark Challenge fik store roser af European Tour for hele setuppet omkring turneringen. Også i 2016 vil Made in Denmark forsøge at skabe aktiviteter, der kan markedsføre både Made in Denmark Challenge og Made in Denmark i Himmerland til august.

– Vi starter ugen allerede mandag den 27. juni med Ejner Hessel Star Challenge på havnefronten i Aalborg, fortæller Thomas Nielsen, Salgschef for Made in Denmark og fortsætter

– Her vil de to nordjyske Europa Tour spillere Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard stille op til en sjov og tilskuervenlig golfdyst, hvor de tester færdigheder mod lokale og nationale spillere. Derudover har vi allerede en række andre idéer i støbeskeen, så man kommer til at lægge mærke til golfen i Nordjylland.

Aalborg Golf Klub har én gang tidligere været vært for European Challenge Tour. Det var i 2001, hvor franske Sebastian Delagrange vandt, mens en fremadstormende Mads Vibe-Hastrup sluttede som nummer fem. 2015 udgaven af Made in Denmark Challenge blev vundet af englænderen Max Orrin.

I 2016 ligner Mads Søgaard og Andreas Hartø de to danske Challenge Tour stjerner, der trækker flest tilskuere, og de to danske talenter har bestemt også evner og ambitioner om at blande sig i topstriden.

Der bliver fri entré alle dage. Mere om Made in Denmark på www.madeindenmarkgolf.dk

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

17 DP World Tour og PGA Tour vindere på Second Stage

Det er ikke kun unge talenter der kæmper om en plads på DP World Tour via Tourskolen, for der er også en lang række...

Flere danskere i top-10 halvvejs på Second Stage

18 danskere er med på Second Stage af DP World Tour Tourskolen, som spilles på fire baner i Spanien fra torsdag til søndag. Man...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk