Challenge TourKort og kategorier fra Tourskolen - meget vigtigt med top-10

Kort og kategorier fra Tourskolen – meget vigtigt med top-10

Final Stage af Europa Tourens Tourskole spilles over seks runder frem til på torsdag den 16. november. Top-25 og lige får et Europa Tour kort, men det er vigtigt at slutte så højt som muligt og helst i top-10.

Anders Hansen, Morten Ørum Madsen, Jeppe Huldahl, Jeff Winther, Joachim B Hansen og Frederik Dreier er de seks danske deltagere.

Udover de eftertragtede Europa Tour kort, spilles der også om Challenge Tour kort til de næstbedste. Nedenfor kan man læse om de kort og kategorier der uddeles samt afgørelse ved lige scores.

Seks runder på Lumine Golf Club

Der er 156 deltagere på Lumine Golf Club i Spanien, som er ny vært for Final Stage. Der spilles to runder på Lakes Course og to runder på Hills Course inden top-70 og lige efter tirsdagens 4. runde klarer cuttet til to finalerunder på Lakes Course.

Europa Tour kort til top-25

Efter torsdagens finalerunde får top-25 og lige et Europa Tour kort i kategori 17 og et Challenge Tour kort i kategori 5, så der vil blive uddelt mindst 25 Europa Tour kort. Sidste år blev der uddelt 29 Europa Tour, hvoraf Jeff Winther fik det ene på en delt 16. plads.

Top-10 får de bedste kort på hånden

Det er en fordel at slutte så højt som muligt, da det i starten af sæsonen vil give adgang til flest turneringer. Top-10 og lige på Tourskolen placeres øverst i kategori 17 efterfulgt af nr. 102 – 111 på Race to Dubai ranglisten. Først derefter kommer nr. 11 – 25 på Tourskolen.

Spillerne fra Tourskolen re-rankes efter indtjening to gange i løbet af sæsonen, så man har mulighed for at rykke op/ned. Men desto flere turneringer man kan spille i starten, desto større mulighed er der for indtjening og en forbedring i kategorien.

Det er noget nyt, at nr. 102 – 111 på Race to Dubai ranglisten får et Europa Tour kort foran spillerne fra Tourskolen. Det er noget nyt, at disse 10 får så relativ en god kategori. Europa Touren har lavet flere ændringer i kategorierne for den kommende sæson, hvilket vi vender tilbage til i en senere artikel.

Et klaret cut giver et Challenge Tour kort

Klarer man cuttet, men slutter udenfor top-25, kan man få et Europa Tour kort i kategori 22, hvilket giver adgang til enkelte Europa Tour turneringer. Derudover får man et Challenge Tour kort i kategori 9.

Dem der misser cuttet kan også få et Challenge Tour kort. Det er dog i kategori 15, som ikke giver adgang til så mange turneringer, så det er reelt ikke så brubart.

Afgørelse ved lige scores

Efter finalerunden rangeres alle der klarede cuttet i de respektive kategorier efter deres placering i Final Stage. Flere vil have samme placering, så de rangeres som følger:

a. Bedst på de sidste 18 huller
b. Bedst på de sidste 36 hulller
c. Bedst i tredje eller fjerde runde på Lakes Course
d. Bedst på de sidste 72 huller
e. Bedst i første eller anden runde på Lakes Course
f. Bedst på de sidste 9, 6, 3, 2, 1 huller (10 – 18)

Dem der missede cuttet rangeres i kategori 15 på Challenge Touren, hvis de har samme score:

a. Bedst i tredje eller fjerde runde på Lakes Course
b. Bedst i tredje og fjerde runde lagt sammen
c. Bedst i første eller anden runde på Lakes Course
d. Bedst på de sidste 9, 6, 3, 2, 1 huller (10 – 18) i enten tredje eller fjerde runde på Lakes Course

European Tour Q-School – Final Stage, leaderboard

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Tiger har fået invitation til US Open

48-årige Tiger Woods har vundet 15 majors heriblandt US Open 2000, 2002 og 2008, men han er ikke kvalificeret til US Open i år....

Albin Bergström vandt Golfkusten Blekinge by Enkla Elbolaget

Svenske Albin Bergström vandt Nordic League turneringen Golfkusten Blekinge by Enkla Elbolaget på den svenske Cutter & Buck Tour. Inden finalerunden havde svenske Albin Bergström...

Golf på Djursland

De fem nyeste artikler på 19hul.dk