TPC Deere Run lægger endnu engang bane til John Deere Classic. Den traditionsrige turnering byder velkommen til et spændende felt, hvor vi meget vel kan få en førstegangsvinder på PGA TOUR, ligesom vi så i søndags med Matthew Wolff i 3M Open.

4 af de seneste 8 vindere af turneringen vandt deres første PGA TOUR-sejr netop ved John Deere Classic, inklusiv sidste års vinder Michael Kim og forrige års vinder Bryson DeChambeau. Michael Kim er klar til sit titelforvar, og det samme er Zach Johnson, som spiller med i John Deere Classic for 18. gang.

Hele turneringen kan ses på GOLFTV og Eurosport 2 med danske kommentatorer.

Zach Johnson har et helt særligt forhold til John Deere Classic: Han er født i Iowa, vandt turneringen i 2012 og er medlem af bestyrelsen i organisationskomitéen. Syv gange i de sine sidste 10 starter i turneringen er han sluttet i top 5. Den statistik har Johnson brug for at holde ved lige: Han er lige nu blot nummer 140 på FedEx Cup-ranglisten, men det er kun top 125, der kommer med i FedEx Cup-slutspillet.

Ligesom de seneste uger er de fire nyprofessionelle ”superstjerner” med i John Deere Classic. I søndags vandt Matthew Wolff efter en forrygende afslutning, mens Colin Morikawa blev nummer to, og han kan sikre sig sit PGA TOUR kort i denne uge. Norske Viktor Hovland blev nummer 13, og er meget tæt på som minimum at være klar til slutspillet på Korn Ferry Tour, så de fire nye har i den grad udnyttet deres første invitationer.

Derudover er den tidligere US Amateur-vinder Doc Redman, der sluttede på andenpladsen i forrige uge, også til start sammen med Nate Lashley, der vandt Rocket Mortage Classic.

13 af spillerne i feltet er allerede kvalificeret til The Open på Royal Portrush, og som vanligt har arrangørerne gjort et fly klar til dem søndag aften med destination i Nordirland. De kan få følgeskab af yderligere en spiller, da der er reserveret en plads til den bedste spiller i top 5, der ikke i forvejen er kvalificeret til årets sidste major.

Lige nu tilbydes golffans 7 gratis dages adgang på GOLF.TV.

John Deere Classic kan følges på GOLFTV og Eurosport 2:

Torsdag den 11.7.: 22.00 – 01.00 (Featured Group dækning fra 14.00)
Fredag den 12.7.: 22.00 – 01.00 (Featured Group dækning fra 14.00)
Lørdag den 13.7.: 19.00 – 00.00 (Kun på GOLFTV – Featured Group dækning fra 15.30)
Søndag den 14.7.: 19.00 – 00.00 (Kun på GOLFTV – Featured Group dækning fra 15.30)

Anders Sigdal og Andreas Hartø kommenterer.

GOLFTV viser mere end 2.000 timers live golf hvert år – inklusive THE PLAYERS Championship, the FedExCup Playoffs og the Presidents Cup – og et stort udbud af premium on-demand videoer, med sportens største stjerner.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.