RejserGolf- og rejseoplevelserGolffest i Det Indiske Ocean – festpersonalet. Rejsedagbog fra Mauritius (5)

Golffest i Det Indiske Ocean – festpersonalet. Rejsedagbog fra Mauritius (5)

Seniortouren, Legends Tour, afslutter 2021 sæsonen med MCB Tour Championship – Mauritius på Constance Belle Mare Plage fra den 1. – 3. april. Den skulle være spillet i december, men blev rykket pga. Covid-19. I den anledning bringer vi Kim Bojes dagbog fra Mauritius i december 2016 og Seychellerne i juli 2018.

Golferne er ikke at se på Constance Belle Mare Plage. Iført solblok og solhat spiller de Pro-Am og tilbringer resten af dagen på træningsbanen.

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Luerne lyser klart i flammetræerne, parasollerne er oppe, og gæster uden golfsyge rister på solvognene.

Kokosnødder fjernes af atletiske kreolere, der med dødsforagt klatrer op i de høje palmer. Stranden er så sirligt revet, at man næsten ikke har lyst til ødelægge de fine mønstre for at gå ned til vandet. Og som golfbanerne er hotelkomplekset renoveret og malet og ombygget efter alle kunstens regler.

”Ubegribeligt man har kunnet nå det på et år”, lyder det fra Steen Tinning.

Man kan kun være enig med den danske seniorgolfer, faktisk er alt så velfungerende og så veltilrettelagt, at man burde lade Constance Hotels stå for planlægningen alle større internationale sportsarrangementer fremover – fra OL til VM i bold.

Constance Belle Mare har femstjernede spillere på hele holdet. Gartnere, rengøringspersonale, køkkenfolk, osv., osv. – alle smilende og sympatiske mauritiere. Deres mentale overskud skyldes måske de femstjernede fødevarer: frisk fisk, frugt og grøntsager – og det daglige drys D-vitaminer fra oven.

Kommunikationsafdelingen – et matriarkat af meget kompetente kvinder – skaber en cool atmosfære hos såvel ansatte, gæster, presse og andet fodfolk.

Selv ustyrlige britiske gæster med en forkærlighed for pasta drysset med rigelige mængder ris (!), tackles med store smil.

På golfbanen forholder det sig på samme måde. Selv når man kommer ind som sidste bold inden solnedgang, og greenkeeperne arbejder på højtryk, er der ingen sure miner.

Mauritierne stresser ikke, eller også skjuler de det godt. Selv om der mangler en del arbejde endnu, inden mørket sænker sig og vanskeliggør klipningen, er de snakkesalige. Helst på kreolsk eller fransk eller engelsk – og ofte et par sprog mere som hindi eller mandarin.

”Jeg skal nok nå det hele i aften. Jeg sætter bare blus på forlygterne”, lyder det fra gartneren, der sidder formummet bag hat og briller og tørklæde, og er iført jakke, handsker og lange bukser.

Men, o.k., det er jo også sidst på dagen og kun 26-27 grader…

Uden for golfbanen mødes man af samme venlige indstilling hos mauritierne. Den uautoriserede boldsælger – der kan finde en 15-20 bolde dagligt uden for hegnet på The Links – ved alt om de forskellige boldmærker og har fordelt dem i poser og farver alt efter deres kvalitet.

”Salget går ikke så godt på The Links. Der er lettere adgang til banen på The Legends og det giver større omsætning, men jeg bor tættest på denne bane,” fortæller sælgeren, der sælger lidt for lidt til at kunne erhverve sig et adgangsgivende greenfeekort.

Læs næste artikel i serien her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.

Tekst og fotos: Kim Boje

The Legend: www.constancehotels.com/en/experiences/golf/legend/

The Links: www.constancehotels.com/en/experiences/golf/links/

Constance Belle Mare Plage: www.constancehotels.com

Constance Prince Maurice: www.constancehotels.com/en/hotels-resorts/mauritius/le-prince-maurice/

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

28 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin første Challenge Tour sejr i Kolkata Challenge. Det var den 28. danske Challenge sejr gennem årene. Efter tre danske Challenge...

Se alle Nicolai Højgaards slag under Ryder Cup 2023

Det er næsten et halvt år siden at Europa og Nicolai Højgaard vandt Ryder Cup 2023, men der bliver fortsat produceret videoer med forskellige...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk