PopulærtPGA TourC More Golf tager dig med til Kjeldsens PGA-debut på Hawaii

C More Golf tager dig med til Kjeldsens PGA-debut på Hawaii

Endelig er ventetiden forbi – den danske golfspiller Søren Kjeldsen har den 12. januar officielt debut som fuldgyldigt medlem af PGA Touren. Det sker ved Sony Open, hvor endnu et stykke dansk golfhistorie skrives. Søren Kjeldsen har selv proklameret, at han vil spille mere end 20 tællende PGA Tour turneringer i 2017, startende med tre i træk i de kommende uger. Målet er at bide sig fast på den amerikanske tour, og Søren er fast besluttet på, at PGA bliver hans primære fokus i den kommende sæson.

Søren Kjeldsen spiller naturligvis nogle få turneringer i Europa for at bevare spillerettighederne, men fokus kommer til at være i USA. Og når først Søren har besluttet sig for noget, så opnår han det som regel også. Han har en stædighed og en arbejdsmoral, som er få forundt. Og golfevner udover det sædvanlige, når det kører for ham.

– Det har altid været min drøm at spille derovre, og jeg spiller i øjeblikket bedre end jeg nogensinde har gjort, fortæller Søren Kjeldsen forud for debutten.

Sidste års vinder af Sony Open blev lidt overraskende argentineren Fabian Gomez, der efter en spektakulær 62´er i sidste runde med blandt andet syv birdies i træk, klemte sig med i et omspil mod Brandt Snedeker. Via en birdie på andet omspilshul tog han derpå sejren hjem. Gomez fik dermed sit navn op ved siden af et hav af stjerner og legender. Jack Nicklaus, Ben Crenshaw, Lee Trevino, Corey Pavin, Vijay Singh og mange flere er tidligere vindere af turneringen.

Søren Kjeldsen skal så forsøge at gøre dem kunsten efter – og prøve kræfter med de største stjerner. Og chancerne er der – Søren Kjeldsen har før vist, at han sagtens kan spille lige op med de bedste spillere i verden.

Danskerne har historisk haft det svært i USA
Et par andre danskere har tidligere forsøgt sig som medlem af PGA Touren på den anden side af Atlanten. Anders Hansen var medlem tilbage i 2007 med begrænset succes. Med en samlet indtjening for året på $461.216 og en slutplacering som nummer 138 på FedEx Cuppen (første år for FedEx Cup) fornyede han ikke sit kort, og han vendte aldrig tilbage som fuldgyldigt medlem for at give det en chance til.

Thorbjørn Olesen spillede sig i 2013 til et medlemskab af den amerikanske tour via et par flotte placeringer i blandt andet US Masters. 2014 blev dog ikke den ventede succes, og en samlet indtjening på $335.222 gav en slutplacering som nummer 175 på FedEx Cup listen. Han var dermed meget langt fra et fornyet kort, og det viser, at det er ikke nemt at slå igennem i USA. Det er dog langt fra udelukket, at Thorbjørn vender tilbage til USA. Han er for alvor ved at bide sig fast som topspiller, og på trods af hans unge alder er han allerede nu ved at have opbygget en del rutine.

C Mores golfekspert Jeppe Huldahl tror på Kjeldsen
Kommer Søren Kjeldsen til at lide samme skæbne som de danske kolleger tidligere har måtte sande i det amerikanske?

– Det tror jeg ikke, man behøver at frygte. Søren er velforberedt, han er velspillende og rutineret. Og så har han en en stædighed og en arbejdsmoral på træningsbanen, som er få forundt. Jeg tror på, Søren Kjeldsen har gode chancer for at være med, hvor det er sjovt, fortæller Jeppe Huldahl og fortsætter:

– Der skal dog ikke herske tvivl om, at det er en seriøs test, han kastes ud i. PGA Touren er en stærkere tour end det europæiske modstykke, og det bliver ikke nemt. Kjeldsen tog dog et stort skridt i den rigtige retning i 2016, hvor han for alvor begyndte at konkurrere med de største stjerner. To top 10 placeringer i Majors har bevist, ikke mindst overfor ham selv, at hans bedste spil er godt nok. Han var snublende tæt på en andenplads i US Masters. Et ærgerligt tre-put på 16. hul i fjerde runde kostede dyrt. Men turneringen som helhed må stadig have givet en stor tro på, at det kan lade sig gøre. Og det at have bevist sig selv mod de bedste spillere, har muligvis allerede fjernet, hvad der kunne have været en stor mental udfordring for Kjeldsens amerikanske eventyr, siger Jeppe Huldahl.

– Søren har reelt allerede tyvstartet 2017 sæsonen, da han i slutningen af 2016 spillede med i WGC – HSBC Champions. Han blev nummer 40, og er dermed allerede registreret på PGA Tour listen, omend med en beskeden indtjening på 62.000 dollars. Sony Open bliver Søren Kjeldsens reelle debut på amerikansk grund, og den første “rene” PGA Tour turnering som medlem af Touren. Det bliver et spændende år, både for Kjeldsen selv, men bestemt også for hans mange danske fans og for os på C More Golf, hvor du kan følge PGA Touren live hver weekend, slutter Jeppe Huldahl.

HULDAHLS BUD PÅ TRE MULIGE VINDERE

Jimmy Walker
Føler sig i den grad hjemme på Hawaii. Jimmy Walker vandt Sony Open i både 2014 og 2015. Og sidste år hev han en 13. plads hjem – et godkendt forsøg på endnu et titelforsvar. Walker er naturligvis til start igen i år, og selvom formen ikke helt har været der, siden Majorsejren i USPGA, primært grundet en lidt for vild driver. Men han er på rette vej og viste fine takter i sidste uge, hvor Walker tog føringen efter første runde ved Tournament of Champions. Han kunne dog ikke helt holde fast, og måtte tage til takke med en samlet niendeplads. De lave scores er der endnu, nu skal det bare strikkes sammen til en hel turnering igen. Og hvorfor ikke gøre det, samme sted som man to gange tidligere har vundet?

Paul Casey
Har stadig kun en enkelt sejr på PGA Touren, men FedEx Cup slutspillet gav i den grad forhåbninger om flere i fremtiden. To andenpladser og en fjerdeplads i de fire slutspilsturneringer, og en efterfølgende tredjeplads i sæsonåbneren Safeway Open har gjort ham til en af de varmeste spillere i verden lige nu. Han fløj samtidig op til en nuværende placering som nummer 15 i verden, og er i den grad en spiller, man skal regne med igen.

Hideki Matsuyama
Japaneren har for alvor fat i den lange ende. Hans vanvittige årsafslutning med fire sejre og en andenplads, blev i sidste uge fulgt op med en andenplads efter Justin Thomas i Tournament of Champions. Det betyder samtidig, at den eneste spiller, der har slået Matsuyama siden oktober 2016, faktisk er netop Justin Thomas, idet japaneren blev nummer 2 efter ham i Malaysia. Matsuyama figurerer som nummer seks i verden efter sidste uges andenplads, men med 231 point som den totale pointhøst til verdensranglisten over de sidste seks turneringer, er han alvorligt hurtigt på vej mod den absolutte top.

SENDETIDER LIVE – SONY OPEN PÅ C MORE GOLF:

Torsdag 12. januar: 01.00
Fredag 13. januar: 01.00
Lørdag 14. januar: 01.00
Søndag 15. januar: 24.00

Sony Open in Hawaii, leaderboard

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

29 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt UAE Challenge, og det er den talentfulde danskers anden Challenge Tour sejr på godt en måned, da han vandt Kolkata...

Golf på Djursland

Hotel Fuglsøcentret er ikke kun kendt for sine koncerter. Resortet i Mols Bjerge er også kendt for sine golfkurser. De fuldbefarne golfspillere kan komme...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk