PING Junior Solheim Cup spilles for første gang nogensinde på samme bane, som der fra på fredag skal spilles Solheim Cup, og på Bernardus Golf i Holland tog USA en suveræn føring.
Mens Nanna Koerstz Madsen er med i Solheim Cup, så er der ingen danskere i årets PING Junior Solheim Cup.
Mandag formiddag blev der spillet foursomes, som USA vandt 5 – 1, og mandag eftermiddag vandt USA fourballs med 4½ – 1½, så USA fører med 9½ – 2½.
Tirsdag afgøres PING Junior Solheim Cup med 12 singler, så Europa står overfor en så godt som umulig opgave. Men som den europæiske kaptajn Anne van Dam sagde mandag:
– Jeg er så stolt, og kunne ikke have ønsket mere i dag. Det er svært. USA’s spiller er fantastiske, men vores piger ved, at de gav deres bedste, og derfor smiler de allesammen i aften, sagde Anne van Dam der efter rollen som kaptajn for PING Junior Solheim Cup skal være vicekaptajn ved Solheim Cup.
USA har vundet 8 ud af 13 gange
Junior Solheim Cup blev spillet første gang i 2002, og USA har vundet 8 ud af de 13 udgaver. Europa har vundet 4 gange i 2003, 2007, 2021 og 2023. Man delte 12 – 12 i 2011, men som forsvarende mester beholdt USA trofæet.


