Nicolai Højgaard holdt fast i toppen, og Jacob Skov Olesen bragede frem i top-10 ved Abu Dhabi HSBC Championship, der er årets næstsidste turnering på DP World Tour. Se højdepunkter fra 2. runde ovenfor.
Efter 1. runde var Nicolai Højgaard delt nr. 6 i -7, men kun ét slag fra føringen. Med en runde -5 er han nu nr. 3 i -12, men dog to slag fra førstepladsen. Jacob Skov Olesen gik -7 og rykkede 26 pladser frem til en 10. plads i -10, mens Rasmus Neergaard-Petersen er nr. 24 i -7 efter en runde i -3. Rasmus Højgaard er nr. 55 i -3, hvilket også var hans score i 2. runde.
Der er meget på spil i de to sidste turneringer. Rasmus Neergaard-Petersen jagter et PGA Tour kort ved at slutte blandt de 10 bedste på ranglisten, som ikke i forvejen er kvalificeret. Top-25 på Race to Dubai ranglisten kvalificerer sig til The Open, og for Jacob Skov Olesen handler det om holde sin plads i top-50 på ranglisten, så han kommer med i sæsonfinalen i Dubai.
Aaron Rai gik én af dagens bedste runder i -8 og deler føringen i -14 sammen med Tommy Fleetwood, der gik -6.
Nicolai Højgaard deler 3. pladsen i -12 med Andy Sullivan og Richard Sterne foran Shane Lowry, Alejandro Del Rey, Keita Nakajima og Nacho Elvira i -11.
Af andre udvalgte placeringer kan nævnes Alex Noren på en 10. plads i -10, Marco Penge er nr. 17 i -9, Rory McIlroy nr. 20 i -8, Robert MacIntyre, Ludvig Åberg og Matt Fitzpatrick nr. 24 i -7 og Tyrrell Hatton nr. 35 i -6.
Shane Lowry kan ikke optjene point
De 70 bedste på Race to Dubai ranglisten, og Ryder Cup 2025 spillere udenfor top-70 samt de bedste Non-Members, er kvalificeret, og det giver et felt på 72 spillere. Ludvig Åberg og Shane Lowry er de to udenfor top-70, og det betyder at Shane Lowry ikke kan optjene Race to Dubai point. Men han får del i præmiesummen, og hvis han vinder tæller det også som en officiel sejr.
Det er en Rolex Series turnering med en præmiesum på 9 mio. $ og 9.000 Race to Dubai point.
Abu Dhabi HSBC Championship, leaderboard
– Projected Rankings (Race to Dubai efter stilling i turneringen)


